Harald Christensen, Harald Constantin Christensen, 30.10.1823-9.11.1892, teaterdirektør, jurist. Født i Kbh. (Trin.), død sst., begravet i Gentofte. C. blev student 1840 og tog 1846 juridisk embedseksamen; 1852 blev han tilknyttet kultusministeriet hvor han s.å. blev ministersekretær. I denne egenskab overtog han 1.7.1856 den økonomiske ledelse af Det kgl. teater som kommitteret hos direktøren, N. V. Dorph. Fra 6.6.-31.12.1857 fungerede C. som enedirektør og jan. 1858-juni 1859 som andet medlem af direktionen under Carsten Hauch.

Da C. i kultusministeriet i høj grad havde beskæftiget sig med Det kgl. teaters anliggender var det rimeligt at han under de nærmest kaotiske forhold efter J. L. Heibergs (1791-1860) afgang blev sat til at udnytte sin ekspertise. Under minister C. C. Halls protektion lykkedes det ham da også, de svage chefer taget i betragtning, at komme til at præge Det kgl. teaters styrelse trods sin korte virksomhedsperiode. - Han gennemførte i hurtig takt den sidste ombygning af det gamle teater og blev selv af modstandere rost for sin "Dristighed, Paaskynden og Begærlighed efter at faa fremmet flere Ting til samme Tid". I sin praktiske effektivitet tilhørte han den unge parlamentarismes nye ministerielle type. Efter Heibergs afgang var der meget at rette op. Administrativt og kunstnerisk havde teatret ikke fjernet sig væsentligt fra 1700-tallets praksis. Navn lig var det svært for C. at overbevise direktørerne om at den kunstneriske udfoldelse var dybt afhængig af en økonomisk planlægning. Hans overblik i denne henseende og sans for at administrationen burde være en smidig støtte for de kunstneriske områder blev af hans modstandere, særlig fru Heiberg og Thomas Overskou, tolket som magtmisbrug.

Under Hauchs forsæde blev der nedsat en kommission til drøftelse af teatrets anliggender. Her plæderede C. bl.a. for oprettelsen af et teaterråd. Arbejdet resulterede i et nyt reglement (1856) som dog ikke kom til at realisere tanken om teaterrådet, men i stedet indeholdt oprettelsen af en teaterjury der gav skuespillerne ret til indsigelse når det gjaldt tildelte roller. Teater-juryen var ikke blot et generelt udtryk for tidens krav om medbestemmelse, men en manifestation af Frederik Høedts tanker om den emanciperede skuespiller der ikke blot skulle være underlagt pligt til en dikteret teatertjeneste, men også burde have rettigheder i alle kunstneriske spørgsmål. Ikke bare på dette men på alle andre områder var det Høedts nye ideer om teatrets styrelse og navnlig hans tanker om sceneinstruktionens betydning der blev den drivende kraft i C.s forsøg på at reformere teatret. Han indså klart at Høedts teatervirksomhed både som skuespiller og instruktør pegede hen mod en realisme der skulle have helt nye betingelser for at kunne forløses. Gennem Høedt forstod han også nødvendigheden af en elevskole og medvirkede da også til at Høedt ved sin tilbagevenden til Det kgl. teater efter hofteatersæsonen blev ansat som elevinstruktør.

Iscenesættelseskunsten gennemgik i årene 1830, -40, -50'erne en eksplosiv udvikling i Europa, og det var da også de europæiske dønninger der blev bestemmende for Høedts indsats. Men det blev C.s fortjeneste at han bl.a. gennem det nye reglement gav instruktøren en ny status hvorunder alle de forskellige funktioner blev lagt. Instruktøren fik den endelige kunstneriske afgørelse i alle spørgsmål vedrørende en forestilling. Det blev også C.s fortjeneste at han fik overdraget posten som instruktør til Høedt selv om den "fortjeneste" var med til at undergrave hans egen position. Høedts ansættelse var og blev et brændpunkt i disse års teaterstridigheder fordi spørgsmålet om fru Heibergs tilbagevenden blev gjort afhængig heraf.

C. arbejdede også på andre måder for at gøre Det kgl. teaters teknik tidssvarende. Gaslysets indførelse var i så henseende noget nær en revolution for iscenesættelseskunsten. Men C. forbedrede også teatrets maskineri, dekorationsbestand, møbler og rekvisitter, vigtige områder for den realistiske iscenesættelses optimale muligheder, for arrangementets smidighed og skuespillernes fysiske forhold til de ting der omgav dem, detaljer der tilsammen var medvirkende til at understøtte en ny spillestil. C. investerede i det hele taget stort på at forsyne teatret med alt hvad man indtil da havde måttet leje i byen til hver enkelt forestilling. I en teaterhistorisk vurdering spiller C. en vigtig rolle i de kunstneriske omvæltninger som indvarsledes med Høedt og som kom til at danne grundlaget for den senere naturalistiske blomstring under William Bloch. De mange negative bedømmelser af C.s indsats hviler dels på Thomas Overskous stærkt Heiberg-farvede fremstillinger af disse bevægede år og ikke mindst på fru Heibergs hvasse udtalelser i memoireværket der totalt nedvurderer den ministerielle embedsmand "uden æstetisk dannelse". Polariseringen mellem det gamle og ny system i teaterpolitisk forstand levnede ikke plads for en meningsfyldt dialog.

1890 udgav C. Det kgl. Theater i Aarene 1852-59, en dokumentarisk redegørelse og et anteciperet forsvar mod fru Heibergs angreb der sobert korrigerede de Heibergske synspunkter uden at glorificere egen indsats. - C. endte som borgmester, byfoged og, byskriver i Hobro samt herredsfoged og skriver i Gislum og Rinds herreder. Fra dette embede tog han sin afsked i 1886. R. 1859. Justitsråd 1857. Etatsråd 1886.

Familie

Forældre: fuldmægtig, senere palæforvalter på Amalienborg Jens Magnus C. (1793-1877, gift 2. gang med Lovise Amalie Modeweg, 1819-58) og Barbara Maria van der Burgh (1788-1847). -25.5.1850 i Kbh. (Slotsk.) med Wenzelsine Christiane Frederikke Stæger, født 16.12.1824 i Kbh. (Fred. ty.), død 29.9.1910 i Fredensborg, d. af regimentskvartermester, senere kaptajn Knud Christian S. (1798-1833) og Marie Juliane Frederikke Brieghel (1805-91, gift 2. gang 1850 med musikhandler Emil Erslev, 1817-82).

Ikonografi

Buste af C. V. Rohl-Smith, 1873, menes tilintetgjort. Foto (Teatermus., Kgl. bibl.).

Bibliografi

Th. Overskou: Oplysn. om teaterforhold i 1849-58, 1858. Samme: Den danske skueplads, VI-VI I, udg. E. Collin, 1876. Samme: Af mit liv og min tid, II, udg. Rob. Neiiendam, 1962. Johanne Luise Heiberg: Et liv genoplevet i erindringen, udg. Aage Friis, II-IV, 1944. Breve fra og til Johanne Luise Heiberg, I-11, 1955. Kirsten Jacobsen: Et vendepunkt i da. teaterhist? 1976 28f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig