Ivar Schmidt

Ivar Schmidt, 27.1.1869-29.5.1940, teaterdirektør. Født i Kbh. (Garn.), død sst., begravet sst. (Vestre). S. var opfindsom og havde arrangementstalent. Han oplærtes ved handelen og skrædderiet, inden han 1891 (samtidig med fætteren Albrecht Schmidt) debuterede ved August Rasmussens selskab på Århus teater som junker Claus i Ambrosius. 1892–95 var han knyttet til Casino hvor han i hvert fald skabte én virkningsfuld figur, levemanden Finck i G. Esmanns Magdalene, men 1896 vendte han tilbage til det praktiske liv og overtog morfaderens, L. Kanneworffs skrædder-firma på Kgs. Nytorv som han styrede, til han 1911 blev direktør for Det ny teater, som grundlæggeren V. Lindstrøm af økonomiske årsager havde måttet forlade. S. blev anbefalet til privilegiet af Vilh. Andersen og P. A. Rosenberg, og på initiativ af skuespiller Leo Tscherning stillede en kreds af interesserede størstedelen af den fornødne kapital til disposition. Forinden havde S. gjort sit navn kendt i videre kredse ved at arrangere nogle ikke helt vellykkede ildfester og ved at rejse en lønnende udstillingsbygning i Bredgade. Med flid og mod tog han fat på sin egentlige livsopgave; han bragte Det ny teater over det døde punkt, og efter nogle vanskelige sæsoner, i hvilke han bl.a. bragte de talentfulde skuespillere Ella Ungermann og Ellen Gottschalch til gennembrud, kom de pengerigelige år under første verdenskrig ham til hjælp; store successer, særlig Den grønne Elevator, satte ham 1917 i stand til at købe teatret og de tilstødende ejendomme mod GI. Kongevej. I sit repertoirevalg fulgte S. den folkelige linje; dramatiseringer af Selma Lagerlöfs romaner vekslede med engelske eller amerikanske kassestykker, fx Boomerangen og Broadway, men nu og da veg S. ikke tilbage for at opføre skuespil der betød en kunstnerisk indsats, fx Den Stundesløse med Rasmus Christiansen i hovedrollen. En sjælden gang spillede S. selv med, fx negerkongen i C. E. Soyas Umbabumba. Han interesserede sig mest for den ydre iscenesættelse og var en dygtig administrator med en både naiv og beregnende kærlighed til teatret og sans for populær dramatisk appel. Men i hans sidste sæsoner, da konkurrencen fra biografteatrene satte stærkt ind, prægedes ledelsen af usikkerhed.

1934 solgte han teatret. 1936 nåede han, ene af alle privatdirektører, at fejre sit 25-års jubilæum som leder af samme scene, men n.å. måtte han standse sine betalinger og forlade direktionen som en ubemidlet mand. Historisk set stod han på linje med H. W. Lange, Theodor Andersen og Vilhelm Petersen (1852–1939) og var ligesom den sidste i sine sceniske dispositioner tæt knyttet til dekorationsmaler Carl Lund. S. lærte teatrets blændende opgang at kende, men tabte under den bitre nedgang ikke interessen for og kærligheden til sin livsgerning. Han var Privatte-aterdirektørforeningens formand fra dens stiftelse 1919 til 1923 og atter 1925–27, og uden for teatret gjorde han et stort og påskønnet arbejde for turistsagen.