Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Helge Rungwald

Oprindelig forfatter JWii
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Helge Rungwald, 23.7.1906-15.8.1960, teaterdirektør. Født på Frbg, død i Middelfart, begravet i Odense. R. debuterede i studenterrevyen 1925 og blev samme år ansat ved Dansk skolescene. Han var dernæst ved Odense teater og Dagmarteatret for 1935 at blive meddirektør for Riddersalen. 1936 ansattes han som leder af Odense teater hvor han til trods for tilbud fra København forblev til sin død. Succes'en Melodien, der blev væk overførte han fra Riddersalen til Odense og gjorde i sin direktørtid en stor indsats for dansk dramatik. Således opførtes både Kaj Munk, Kjeld Abell, C. E. Soya og Knud Sønderby. Han skabte et alsidigt repertoire: musikforestillinger, klassikere, moderne amerikanske stykker og havde endog Danmarkspremiere på den nye engelske bølge da den holdt sit indtog med Ung vrede i sæsonen 1957/58. Villigheden inden for ny dramatik strakte sig dog ikke til at omfatte fornyelser af spillestil og instruktion. R. forblev en tilhænger af naturalismen, tilsat en reteatralisering i 1930erne, påvirket af Max Reinhardt. I sin ungdom var han en kendt refrainsanger i radioen. Nogle af hans bedste roller var da også Eisenstein i Flagermusen og Lumbye i Champagnegaloppen. Udover musikforestillinger iscenesatte han skuespil og var gæsteinstruktør i bl.a. København, Århus og Tyskland. Han var en velfungerende teaterleder, flittig indbyder af gæsteinstruktører og skuespillere. Han forbedrede teatrets abonnementsordning, fik organiseret elevskolen og udvirket større tilskud til teatret. -Han var lærer ved Odense elevskole, censor ved Det kgl. teaters elevskole, medlem af Skuespillerforbundets bestyrelse og af teaterkommissionen. B.T.s gyldne spore, lensgreve F. Ahlefeldt-Laurvigs legat 1959. Mindelegat oprettet efter hans død.

Familie

Forældre: juveler Lebrecht R. (død 1912) og Waleska Philipson (død 1953). Gift 1. gang før 1941 med Jessie Helga Rindom, født 4.10.1903 i Rostock, død 8.1.1981 i Kbh. (Bispebjerg) (gift 2. gang 1941 med skuespiller Gunnar Lauring, 1905-68), d. af Ellen Mathilde Rindom, f. Diedrich (1877-1922, gift 1911 med Svend Rindom, 1884-1960). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 1949 med Birte Backhausen, født 20.1.1927 i Kbh., d. af bogtrykker Vilhelm Andreas B. (1884-1958) og Frida Hansen.

Udnævnelser

R. 1946.

Annonce

Ikonografi

Buste af Robert Lund-Jensen (Odense teater). Foto.

Bibliografi

Odense teater 175 år, ved Poul Dreyer, [1971].

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jytte Wiingaard: Helge Rungwald i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296707