Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C. Riis-Knudsen

Oprindelig forfatter RNeii
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

C. Riis-Knudsen, Christen Riis-Knudsen, ved dåben Riis Knudsen, 22.6.1863-13.4.1932, dramaturg, teaterdirektør. Født på Moutrup, Blistrup sg.,. Mors, død på Frbg., urne på Frbg. kgd. R.-K. blev 1882 student fra v. Westens institut, tog 1884 filosofikum og studerede dansk og fremmed dramaturgi uden at tage embedseksamen. Under et længere ophold i Wien styrkede Burgteatrets forestillinger hans interesse for tysk klassisk drama. R.-K. fulgte ikke strømmen, men udgav 1886 et lille stridsskrift Højrepressens literære Kritik, belyst af en Højremand, hvori- han angreb den konservative presses koketteren med brandesianismen. Mod denne bevægelse var også hans tidsskrift Literatur og Kritik I-IV, 1889–90 rettet. Det var et frikonservativt modstykke til Tilskueren, et organ for læsere der var blevet "vamle ved Partierne". Fire bind udkom med adskillige læseværdige artikler, men den økonomisk uafhængige R-K. lod tidsskriftet gå ind da den tyske trup Meiningerne ved deres gæstespil på Casino maj 1889 havde betydet en scenisk indvielse for ham og givet ham mod til at overtage Dagmarteatret. Samtidig ophævede teaterloven af 14.4.s.å. til dels Det kgl. teaters enevælde over al virkelig dramatisk litteratur hvorved det også i praktisk forstand blev ham muligt at gøre Meiningerne til forbillede for sin scene. Ledelsen bestod først af et triumvirat hvis øvrige medlemmer var Karl Mantzius og Julius Lehmann, men dette varede kun ganske kort, og allerede fra okt. 1889 blev R.-K. enedirektør. Som modsætning til det lette repertoire, helst af fransk oprindelse som da dyrkedes på Det kgl. teater var det hans mål at skaffe de store klassiske og romantiske dramer indgang i folkets bevidsthed, og til at realisere denne plan besad han både de fornødne midler og den hellige ild. Efter hans mening var "det bedre at se et godt Stykke mindre godt udført end at se et slet Stykke udmærket spillet". Denne devise var ikke ufarlig for skuespilkunsten på Dagmarteatret og den røbede et modsætningsforhold mellem værkernes åndelige værdi og den udførelse hans unge trup formåede at give dem. Men den karakteriserede dramaturgen i R.-K., elskeren af den klassiske verdenslitteratur der hverken var forretningsmand (han undlod at købe Dagmaretablissementet af Landmandsbanken for ca. en tredjedel af de 1 800 000 kr., bygningen solgtes for ved nedrivningen 1937) eller sceneinstruktør, og som satte romantisk skuespilkunst langt over den realistiske.

R. åbnede med Holger Drachmanns skuespil Esther, der var refuseret af Det kgl. teater, fremdrog værker af Adam Oehlenschläger og Carsten Hauch, vovede sig i lag med Shakespeares Othello og fik sin første succes på Alphonse Daudets skuespil Kampen for Tilværelsen. Han kaldte Tysklands unge heltefremstiller Joseph Kainz hertil og lod ham gløde blandt danske kolleger i Røverne og Clavigo. Han dyrkede ikke alene Plautus, Calderon, Shakespeare, Friedrich Schiller, G. E. Lessing og F. Hebbel, men indførte det dengang unge Tysklands største dramatiker Gerhard Hauptmann (Lille Hanne, Professor Crampton, Væverne), hvis værker Det kgl. teater altid havde ladet ligge. Han åbnede sin scene for russeren Ivan Turgénev og spanieren Echegaray og gav Sophus Neumann lejlighed til at skabe sin Argan i Den indbildt Syge, en af de ypperligste skikkelser i privatteatrenes historie, og han indtog en forstående holdning over for yngre danske dramatikere hvorved Amalie Skram fik Agnete opført og Karl GjellerupWuthhorn. P. A. Rosenberg, der også assisterede som sceneinstruktør, og Edgar Høyer brød igennem, Sven Lange, Gustav Wied og Helge Rode tog de første vanskelige skridt, og Emma Gad fik sin største succes med Et Sølvbryllup som Det kgl. teater havde afvist. Men glat gik det ikke, og megen kritik var R.-K.s bestræbelser genstand for. Hans person var nem at karikere, og hans ånds-form dannede en afgjort modsætning til døgnets der i pressen repræsenteredes af Peter Nansen. Det var navnlig R.-K.s begejstring for rustninger man smilede ad, skønt de for ham kun var et af de mange hjælpemidler han gav sit teater. Alt måtte gøres fra nyt af. Det gjaldt om at fjerne begrebet sekondteater og at påføre statsscenen en ansporende konkurrence. Begge mål nåedes. De unge skuespillere han startede med blev efterhånden navne, ikke mindst under Bjørn Bjørnsons instruktion (1894–96), og flere af dem prægede dansk skuespilkunst længe efter R.-K.s tid: Emmanuel Larsen, Jacques Wiehe, Nicolai Neiiendam,. August Liebman, Robert Schyberg, Mathilde Nielsen, Anna Larssen (Bjørner), Jonna Collin (Neiiendam) og Augusta Blad, hvis evne R.-K. i særlig grad påskønnede. Han stræbte efter sammenspil, helhedens harmoniske virkninger, men først og fremmest var selve værket hovedsagen for ham og skuespillere kun digtningens tjenere. I denne belysning må hans interesse for en fysisk kraft som Martinius Nielsen ses. Men efterhånden udtømtes R.-K.s formue, ca. en halv mill. kr., og han måtte i sæsonerne 1894–96 have hjælp af sin bror, men oplevede dog at teatret i økonomisk henseende efterhånden rykkede op mod balancens mål. Hertil bidrog ikke mindst opførelsen af Vasantasena, 1894 og Ungdomsleg. 1896. 1897 optog han i ledelsen sin protegé Martinius Nielsen der fortsatte i det givne spor og høstede gavn af at jordbunden nu var gødet, men snart trængte R.-K. til side hvorved han mistede al personlig indflydelse på ledelsen; dog vedblev han til juni 1905 at være nominel direktør. 1914 udnævntes han til medlem af Statens filmcensur.

R.-K. ofrede sin scene alt hvad han ejede for at tjene sin uselviske idé. Han gav den daværende ungdom lejlighed til at erhverve et scenisk kendskab til litteraturens storværker som senere generationer har måttet savne. Hans periode var et vårbrud for dramatiske talenter der under hans auspicier fik store opgaver og dermed chancen for fremgang. Den letkøbte kritik, hans idealistisk anlagte personlighed var udsat for er glemt, og tilbage står mindet om en højtstræbende kunstelsker, en noget naiv, men varmtfølende mand der på enestående vis indskrev sit navn i dansk teaterhistorie. – Tit. professor 1892.

Annonce

Familie

Forældre: kammerråd Jacob Sepstrup K. (1817–69, gift 1. gang 1857 med Ane Kirstine Marie Riis, 1828–58) og Ane Jensine Riis til Blistrup (1827–92, gift 2. gang med kammerråd, senere etatsråd Poul Knudsen til Ulstrup, senere også Blistrup, 1819–1905). Adopteret af stedfaderen. Gift 26.7.1889 på Frbg. med skuespiller Julie Kirstine Bredstrup, født 13.4.1863 i Randers, død 27.5.1914 i Kbh., d. af prokurator, senere etatsråd Andreas B. (1816–1908) og Marie Elisabeth Dichmann (1818–85). Ægteskabet opløst. – Bror til Johan Knudsen.

Udnævnelser

R. 1908.

Ikonografi

Karikatur af K. Gamborg, 1890 (Fr.borg). Træsnit 1891 efter foto. Akvarel 1895 (Kgl.bibl.). Afbildet på karikaturtegn. 1899 (Fr.borg). Buste af Aage Erhard, 1934 (Teatermus.). Tegn. af V. Afzelius og af Alfred Schmidt (begge sst.). Mal. af Krogh-Jensen.

Bibliografi

Erindr, i Dannebrog 3.10.-4.10.1892. – Studenterne fra 1882, 1907 127. Helmer Lind i III. tid. 8.3.1908. Emmanuel Larsen i Tilskueren, 1914 II 434–38. Fr. Schyberg: Dansk teaterkritik indtil 1914, 1937. Albr. Schmidt: I liv og kunst, 1937. Samme i Berl. aften 28.5.1937. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Robert Neiiendam: C. Riis-Knudsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 26. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296399