Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Axel Frische

Oprindelig forfatter KaKrogh
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Axel Frische, Axel Christian Frische, ved dåb Anders Christian Frische, 15.3.1877-2.2.1956, teaterdirektør, skuespiller. Født på Engedal, Tjele sg., død i Kbh., begravet Hellerup kgd. F. tilbragte sine første ungdomsår ved landvæsenet og gennemgik derefter en militæruddannelse i Randers ved fodfolkets korporal- og sergentskole (1897-99). I samme by stod han første gang på scenen i Ridderne af Randersbro ved Carl Thomsens selskab. "Debuten" var exceptionel. F. skulle fungere på den højst ansvarsfulde post som grev Gerts dørvogter. Instruksens første del havde han forstået: "Husk nu, De er livvagt, og at kun over Deres lig går vejen til grev Gert", mens han overhørte den mindst lige så vigtige ordre: "Efter et par sværdslag triller De død om". Så da Niels Ebbesen og hans mænd kom anstigende, blev de slået drabeligt tilbage. Forsøget blev gentaget, mens Ebbesen hvæsede: "Dø, dø! for Satan, mand!" en replik der dog kun virkede ansporende på den unge korporal der i blindt raseri slog sværdet af Ebbesens hånd, så det havnede i orkestret. Tæppet måtte gå, og grev Gert blev ikke dræbt den aften. I de følgende år rejste han rundt med forskellige provinsselskaber. 1908 aflagde han prøve på Folketeatret hyor Johannes Nielsen, der lige var blevet direktør, i den kejtede, bjørnestærke mand medde grove træk og det dejlige blå blik øjnede et betydeligt talent. Dette blev til en 17-årig periode på teatret i Nørregade hvor F. – ofte under Johannes Nielsens temperamentsfulde instruktion – fik en lang række opgaver. Gennembruddet kom i Sven Langes dramatisering af Jakob Knudsens roman Sind, 1910 hvori F. spillede Faurholt og gav denne bondeskikkelse en oprindelighed og indre styrke i stilfærdig form der var kongenial med forfatterens intentioner. Han slog sit talent fast i Ellen Reumerts Marens Kyllinger, som amerikaneren i Karen, Maren og Mette og Thomas Ravn i Fædrenes Jord, men særlig betød titelrollen i Manden paa Højriis af Einar Christiansen en sejr for F. Tyngde, trods og troværdighed prægede denne skikkelse. Det betød et tab, da F. 1915 forlod Folketeatret. Nu og da vendte han dog tilbage og spillede fx Jeppe i Holbergs komedie (1922), men den tilforladelighed der prægede hans moderne bondetyper, slog ikke til overfor de perspektiver Jeppe-rollen rummer. Men Esper i Livet på Hegnsgaard, 1923 – Jeppe Aakjærs største succes i København -fik han derimod til at leve på det jydske modersmål som klang til fryd for det publikum der netop søgte Folketeatret som de landlige komediers forum. Det var ikke den store omskabelsesevne der prægede F. som skuespiller, men en personlighed der langsomt tog form i takt med en stedse stigende beherskelse af de medfødte midler. Denne overlegne beherskelse viste han som fortælleren i Thornton Wilders Vor By, 1942 som han gav en medleven og -liden ganske uden sentimentalitet. Præstationen vil blive stående i erindringen blandt periodens fineste.

F. kom også til at præge det folkelige teaterliv som direktør, først på Sønderbros teater (1918-22), Folketeatret (1924-26) hvor det særligt var Lykkebarnet, Landsoldaten og De smaa Landstrygere som bar repertoiret; senere ledede han Nørrebros teater (1928-31) og sidst Det ny teater (1937-39). Ind imellem havde han for en kort periode bevilling til Frederiksberg teater hvor han med farcen Tre store Drenge, skrevet sammen med Fleming Lynge, søgte at bringe teatret på fode; men skønt Frederik Jensen var engageret som gæst var anstrengelserne dog forgæves. Under 2. verdenskrigs besættelse ledede F. Betty Nansen teatret, ligesom han havde gjort det i nogle sommersæsoner i 30erne, dengang med lettere lystspil, under krigen med revyer, fx Bedre Tider. F. fungerede tillige som meddirektør (indtil 1929) på Røde Kro teater som han tillige var ejer af. – Men det er som dramatiker i den lettere genre han særlig vil blive husket både på teatret og i filmhistorien. Som regel skrev han sammen med en anden forfatter; Den ny Husassistent med Chr. Bogø, Rasmines Bryllup med Robert Schønfeld der efter urpremieren 1916 gik 400 gange i træk og blev et samtaleemne der undertiden overskyggede verdenskrigens begivenheder. Komedier som Min kone er Husar, Den mandlige Husassistent, Styrmand Karlsen, Far skal giftes. Alle mand på Dækbt til i samarbejde med Fleming Lynge. Men Ebberød Bank, der blev skrevet sammen med Axel Breidahl, er F.s genistreg. Den havde urpremiere på Casino 1923 og genspejlede i satirisk farceform efterkrigstidens spekulanter, og den er stadig aktuel.

F. markerede sig fra 30erne til sin død stærkt som filmskuespiller og manuskriptforfatter. Flere af hans teatersuccesser blev senere filmatiseret. Af filmpræstationer må nævnes Niels Pind og hans Dreng, 1941, Thummelumsen, s.å. hvor han skabte en Knagsted der både var besk satirisk, men også bred og lun. Smukkest huskes han nok fra Aakjær-filmen Livet på Hegnsgaard, 1938 hvor han som den vagabonderende gamle særling sang: "Jeg bærer med smil min byrde" og "Jens Vejmand" med den enkle inderlighed han mestrede så eminent, når han tilsyneladende spillede mindst komedie, dvs. når han spillede mest og bedst komedie. F. var en hyppig gæst i Danmarks radio.

Annonce

F. der begyndte sin karriere med 50 øre pr. aften blev i perioder af sit liv en meget velstående mand; han kørte i store biler og havde lystyacht på Langelinie med fast styrmand. Ved siden af sin kærlighed til teatret havde han en anden passion: heste. Han var en ivrig travsportsmand og bestyrelsesmedlem i Det danske travselskab (1932-34), ligesom han var hesteejer i en lang årrække. 1932 vandt han den store hesteejerpokal.

Familie

Forældre: havemand, senere skovfoged Johan Peter Theodor F. (død 1898) og Karna Andersen (ca. 1847-1921). Gift 1. gang 27.12.1906 i Hjørring med sygeplejerske Kristine Jørgine Christensen, født 22.4.1879 i Viborg (Dom.), død 26.10.1970 i Gentofte, d. af arrestforvarer Niels Peter C. (1845-1915) og Ane Jacobine Larsine Handberg (1857-1943). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 5.12.1947 i Gentofte (b.v.) med Ragnhild Caroline Georgine Sexauer, født 9.10.1904 i Kbh. (Jac.), d. af fabrikant Georg S. (1876-1923) og Caroline Oluffine Amanda Jönsson (1884-1962).

Ikonografi

Tegn. af Albrecht Schmidt, 1911, og af J. Nørretranders, 1913 (begge Teatermus.). Anonym tegn. (Fr.borg). Tegn. af Vald. Møller. Foto (Kgl. bibl., Teatermus., Det da. Filmmus.).

Bibliografi

Sv. Rindom i Masken 18.12.1910. Rob. Neiiendam i Folketeatret 1845-1945, 1945. Samme: Casino, 1948. Samme: Forlystelsernes allé, 1958. Emanuel Sejr og Sv. Gundel: Aarhus theater gennem 50 år, 1950. H[arald] E[ngberg] i Politiken 4.2.1956. Kn. Voeler i Socialdemokraten s.d. Gunnar Sandfeld: Thalia i provinsen 1870– 1920, 2. udg. 1968: Samme: Teaterkunst på små scener, 1969.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karen Krogh: Axel Frische i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 26. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289793