Peer Gregaard

Peer Gregaard, Peer Haakon Gregaard, 3.5.1913-17.7.1998, teaterchef. Født i Kbh, begravet Frederiksberg ældre kirkegård. Kort efter studentereksamen fra Vestre Borger-dydskole 1932 blev G. sceneassistent ved Folketeatret, og fraset nogle måneder som inspektør ved Betty Nansen teatret var han knyttet til denne scene som regissør, inspektør, presseattaché og dramatisk konsulent. Under fællesdriften af Folketeatret og Det ny teater (alliancescenerne) var han 1940-44 økonomiinspektør ved begge teatre. Det var derfor naturligt at han 1944 ved Nancy Nansigs død fik bevillingen til Det ny teater. Han ledede denne scene i 22 år til 1966 og gjorde den efterhånden til Københavns førende og mest moderne teater i målbevidst konkurrence med Det kgl. teater hvis skuespillere i kortere eller længere perioder valgte at spille dér. Da G. overtog ledelsen af Det ny teater – som han efter nogle sæsoner frigjorde fra samarbejdet med Folketeatret – var det en lystspil- og operettescene. Han ændrede ikke denne linie radikalt, skønt allerede opførelsen af Kjeld Abells Silkeborg (1946) indvarslede noget nyt. Bortset fra enkelte danske nyheder – de to enakter-aftener af Leck Fischer, C. E. Soya og Knud Sønderby – var det imidlertid det angelsaksiske, senere også det franske lystspil, G. fortrinsvis dyrkede: Noel Coward, senere også Bernard Shaw samt populære succeskomedier som Født i går og Kære Ruth. Det afgørende omslag i repertoiret indtraf med sæsonen 1952-53. Opførelserne af Bernard Shaws Mænd er kun Mænd (Man and Superman), Marcel Aymés Retten på vrangen og ikke mindst Corneilles Sejrherren (Le Cid) satte Det ny teaters ambitionsniveau voldsomt i vejret. Og dette niveau blev holdt i de følgende sæsoner - fx med Kaj Munks Cant, Arthur Millers Heksejagt, Jean Giraudoux' Lukretia og Christopher Frys Mørket er lyst nok hvori Bodil Ipsen spillede den kvindelige hovedrolle. En ekstra trumf satte G. på da han 1955 engagerede Mogens Wieth og Bodil Kjer til teatret. De spillede sammen bl.a. i Misantropen, i Robert E. Sherwoods Vejen til Rom samt i Kjeld Abells bearbejdelse af Dumas' Kameliadamen, men ydede måske deres ypperste hver for sig: Mogens Wieth i Jean Anouilhs Toreadorvalsen, (1957), Bodil Kjer i William Faulkners Messe for en skøge, (1958). Med Edvin Tiemroth, Sam Besekow og Erling Schroeder som de førende instruktører og med et personale der talte bl.a. Berthe Qvistgaard, Gunnar Lauring, Henrik Bentzon og Helge Kjærulff-Schmidt, siden bl.a. Erik Mørk, Ingeborg Brams, Bendt Rothe og Bodil Udsen – og blandt de helt unge Susse Wold og Bent Mejding – skabte G. en række forestillinger af internationalt format. Han spillede klassikere som Shakespeare (Trold kan tæmmes), Moliére (bl.a. Tartuffe med Buster Larsen), Tjékhov (Mågen) og Shaw (Major Barbara), men han spillede også moderne eller helt nye dramatikere som fx Bert Brecht, Roger Vitrac, Jean Genet, Arnold Wesker, John Osborne og Edward Albee. Det er et spørgsmål om noget dansk teater nogensinde har præsteret så mange fremragende forestillinger inden for et tilsvarende tidsrum. Og med sin store viden om teatret ude i verden – som han også i nogle år havde kontakt med som produktionsinteressen! i teatre i Paris og London – stod G. i årene omkring 1960 som dansk teaters mest beundrede og mest roste lederskikkelse.

Det føltes derfor fuldkommen selvfølgeligt, at han ved Henning Brøndsteds afgang 1966 kaldtes til chef for Det kgl. teater. Han ledede det i ni år indtil 1975 – med Flemming Flindt som en succesrig og populær chef for balletten (Dødens triumf, Nøddeknækkeren, Flagermusen), John Winther som chef for operaen (til 1971) og Torben Anton Svendsen som chef for skuespillet hvis egentlige leder dog var G. Af stor betydning blev det at G. 1970 fik oprettet en tredje intim scene – Comediehuset – hvis repertoire måske blev hans cheftids mest tidssvarende. Men også på teatrets to øvrige scener sporede man vilje til fornyelse – i klassiker-nyindstuderinger som Holbergs Hekseri eller Blind Alarm og Den Stundesløse iscenesat af henholdsvis Edvin Tiemroth og John Price, i Erling Schroeders spændende og fantasifulde opsætning af Shakespeares Troilus og Cressida, i Ingmar Bergmans første og eneste danske iscenesætter-gæstespil, med Misantropen med Ghita Nørby som Céliméne og i udenlandske komedie-succeser som Brechts Svejk i anden verdenskrig og Peter Barnes' Den herskende klasse, begge med Henning Moritzen – der tillige fik lejlighed til at prøve kræfter som iscenesætter i Pirandellos Henrik IV og i Peter Shaffers Hesteguden med henholdsvis Jørgen Reenberg og Erik Mørk. G. søgte også at gøre en indsats for den ny danske dramatik – fire skuespil af Klaus Rifbjerg, Leif Petersens Rene ord for pengene, Ulla Ryums Myterne. Alligevel kan det ikke nægtes at nationalscenens praktiske, administrative og økonomiske problemer var større, end G. havde muligheder for at løse. Det satte sit præg på repertoiret – dets kræfter til fornyelse og regeneration afmattedes mærkbart hen imod slutningen af perioden. Og det var næppe uden forbindelse med denne tingenes tilstand at G. valgte at gå før tiden, kun 62 år gammel. Med sit kloge diplomati, sit reserverede væsen og sin køligt entusiastiske teaterfornemmelse står G. som 50ernes og 60ernes dominerende danske teaterleder. Han førte dansk teater å jour og bragte det i kontakt med, hvad der skete ude i verden. På Det kgl. teater fulgte han snarere en epoke til dørs fremfor at berede vejen for en ny.