Henrik Bering Liisberg, 30.8.1940, teaterchef. Født i Hellerup. B.L. blev mag. art. (alm. og sml. litt. hist.) 1965, men var allerede fra 1962 tilknyttet Information som teater- og litteraturanmelder. 1964 gennemgik han et instruktørkursus i London og var i 1965 med til at starte Boldhusteatret i København. 1967-70 var han leder af Svalegangen, Århus, og 1970-73 direktør for Det danske teater. 1973-79 var han leder af Århus teater. B.L. har varetaget oversættelsesarbejde for radio og TV og er endvidere medlem af flere teaterkomiteer samt censor ved Århus univ. 1979-89 var han chef for Det kgl. teater, hvor han stod for oprettelsen af intimscenen Gråbrødrescenen og en større ombygning af gamle scene. B. L. trak sig som chef for Det kgl. teater som følge af begrænsede bevillinger. B.L.s indsats ligger især inden for et organisatorisk plan. Lederevner forenet med sans for kunstnerisk kvalitet har betydet et opsving for de teatre han har været tilknyttet. På Svalegangen engagerede han en spændende skuespillerbesætning og formidlede uropførelser af ny dansk dramatik, fx Til døden os skiller, 1967 som han i øvrigt selv iscenesatte. På Det danske teater satsede B.L. på underholdende og tidsaktuelt repertoire, musicals, klassikere og moderne udenlandsk dramatik. På Århus teater mobiliserede han et åbent teaterhus med fire scener i selve huset samt opsøgende teatervirksomhed. Repertoiret er overordentlig alsidigt i en blanding af nyt og gammelt. Evnen til at vælge rette skuespillere og gode instruktører har bevirket at sammenspil og ensemblekunst var på et højt niveau.

1989-93 var B. L. kulturråd i Bruxelles og 1993-95 direktør for Det danske filminstitut. Herefter virkede han som konsulent, først i Kulturministeriet 1995-98, dernæst som selvstændig konsulent 1998-99. Herefter var han frem til 2006 direktør for Det storkøbenhavnske teaterfællesskab; i 2002 ændret til kulturdirektør under HUR (Hovedstadens udviklingsråd).

Familie

F: personaleinspektør Per Vitus B. L. (1913-91) og talepædagog Wenche Brun (1917-2000). Gift 1. gang 19.11.1965 i Søllerød med tegner, lægesekretær Erica Gabriella Toilet, født 2.1.1942 i Helsingfors, Finland, d. af vicehäradshövding Carl-Eric T. (født 1902, gift 2. gang 1962 med Margaretha Paul) og konsulent Berith Gabriella Lagus (født 1910, gift 1. gang 1928 med Fridthiof Timgren). Ægteskabet opløst 1992. Gift 2. gang 24.12.1992 med personalechef, cand.jur. Liselotte Christensen, født 7.2.1955, d. af smedemester E. B. Christensen og Grethe Christensen.

Bibliografi

Århus teater 1900–1975, 1975. Berl. tid. 8.1.1978.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig