Henning Rohde

Henning Rohde, 30.6.1910-14.11.1997, teaterchef. Fra sit hjem tog Henning Rohde stærke kunstneriske interesser i arv, og det kostede ham utvivlsomt en vis resignation da han valgte at gå embedsvejen fremfor at dyrke teatret, sangen og musikken. Efter studentereksamen fra Øregaard gymnasium 1928 blev han 1935 cand.jur. og ansattes s.å. i undervisningsministeriet hvor han 1944 blev fuldmægtig. 1951 udnævntes han til ekspeditionssekretær, 1953 til kontorchef. Han fungerede desuden 1938–45 som medhjælper på højesterets justitskontor og stod efter befrielsen 1945 til rådighed for ministeriet for særlige anliggender. Men sin interesse for kunsten, især teatret, bevarede han – 1944 optrådte han på Det kgl. teaters scene som Klint i studenteropførelsen af Genboerne i anledning af C. Hostrups klassiske komedies 100 års jubilæum. En nærmere kontakt med teatret fik han, da han 1945–49 virkede som teatersekretær ved Det kgl. teater. 1950 blev han overraskende chef for Statsradiofoniens dramatisk-litterære afdeling som han udvidede og fornyede. Hans treårige chefperiode fik især betydning for de dramatiske udsendelser hvis kunstneriske niveau blev mærkbart højnet, og hvis repertoire på én gang blev mere moderne og mere afvekslende – bl.a. ved den for lytterne praktisk overskuelige opdeling i Radioteatret og Ugens radiospil. I det første blev forestillingerne udvalgt efter strenge æstetiske og litterære kriterier, mens spillene i den anden rubrik lagde hovedvægten på det folkeligt underholdende. Henning Rohde knyttede også adskillige nye medarbejdere til afdelingen og forøgede den faste stab af konsulenter. Han lagde derved grunden til en udvikling som fortsattes under de følgende chefer, Felix Nørgaard og Jørgen Claudi. Selv forlod han imidlertid radioen og var 1953–55 medarbejder ved dagbladet Politiken samtidig med at han havde adskillige andre gøremål bl.a. som sekretær for Statens videnskabsfond.

1955 blev han viceteaterchef ved Det kgl. teater hvor hans væsentligste indsats var gennemførelsen af dobbeltdriften – dvs. den totale udnyttelse af Nye scene (Stærekassen) også som opera- og balletscene. Uroen i forbindelse med Harald Landers flere gange udsatte gæstespil bevirkede at Henning Rohde 1958–60 måtte påtage sig hvervet som administrativ leder af balletten.

Ved oprettelsen af ministeriet for kulturelle anliggender 1961 hentedes Henning Rohde af den ny kulturminister Jul. Bomholt som departementschef til dette ministerium. Som et indlæg i 60ernes til tider meget ophidsede, ja, hadefulde debat om kulturpolitik og kunststøtte udgav han 1969 bogen Ei blot til lyst – også til nytte der anlagde en rent erhvervsøkonomisk målestok på statens støtte til kunsten – ud fra det synspunkt, at det kan betale sig for samfundet at investere i kunst. Ved Peer Gregaards tidlige afgang som chef for Det kgl. teater søgte og fik Henning Rohde uventet hans stilling og ledede teatret i fem år fra 1975, indtil han 1980 faldt for aldersgrænsen. Trods økonomiske indskrænkninger og visse gnidninger med kulturminister Niels Matthiasen – der også havde været kandidat til chefposten – lykkedes det Henning Rohde at hævde teatrets kunstneriske standard og særpræg inden for alle tre kunstarter med en frugtbar vekselvirkning mellem det moderne og det klassiske i skuespil-, opera- og balletrepertoiret.

Henning Rohde viste sig i sin karrieres mange forskellige faser som en ukonventionel embedsmandstype – med en ungdommeligt begejstret optimisme over for selv de vanskeligste opgaver. I skrift og tale var han en ivrig forkæmper for kunstens sag i en ofte kunstfjendtlig politisk og økonomisk krisetid. Han optrådte ved flere lejligheder som visesanger, ja, efter sin afgang oven i købet som skuespiller i Studenterrevyen. 1973 indsang han en række Seedorfske sange på grammofonplade.

Henning Rohde udgav følgende erindringsværker: Et barndomsår, 1983, og Noget lykkedes : erindringer, 1994.