William Pio

William Pio, William Frederik Pio, ved dåben Villiam Frederik Svendsen, 27.5.1850-22.10.1909, skuespiller, sceneinstruktør. Født i Kbh. (Fødsst.), død sst., begravet sst. (Vestre). Faderen var i 1840erne en yndet Plougsk og Hostrupsk studenterkomedieskuespiller, og sønnen havde arvet hans teaterlyst og ville – af beundring for Frederik Madsen – allerede til scenen kort efter sin konfirmation. Han måtte dog først tage studentereksamen (1871 fra v.Westens institut) og få dramatisk undervisning af Kristian Mantzius inden han 1872 kom til Casino der senere skulle blive hans livs egentlige scene. På Folketeatret oplevede han forinden Fr. Høedts instruktion og brød igennem i årene 1875-81, navnlig i titelrollen i Den nye Bibliotekar. Hans Herman Bang-kopi her som Célestin i César Girodots Testamente vakte stor opsigt isprængt forargelse, ikke mindst i Nationaltidende, Herman Bangs daværende blad, som tvang ham til at forandre figurens ydre. 1881 vendte P. moden tilbage til Casino som han med enkelte afbrydelser (1884-85, 1900-01) tilhørte til sin død. Han blev dette teaters bærende kraft, ikke et komisk geni som Sophus Neumann eller folkeromantiker som Lauritz Stigaard, men karakterfremstiller på et bredt område, anvendt så at sige i alle fag, fra prinsen i Lykkebarnet til Coupeau i Faldgruben, fra vilde farceroller til halvt tragiske figurer, altid givende et dygtigt arbejde, skønt forholdene ofte medførte alt for hastige indstuderinger, og undertiden hævende sin indsats til betydelig kunst, fx som den halvgale fårehyrde Rødtop i Det store Kalkbrud, grosserer Hamann i Magdalene eller som gøgleren Friskfyr i De smaa Landstrygere, hvor han ramte den franske type på kornet. Ved sit uopslidelige humør og sin bestandige lyst til at gå på blev P. en af hovedstadens populære skuespillere; nåede han ikke at blive færdig med en opgave støttede han sig til sin rutine og sin fantasifulde maskerings-evne; i hans vældige repertoire indtog de forkomne eksistenser en fremtrædende plads, særlig hvis det pjaltede eller slyngelagtige skulle vises i komisk belysning. Også som instruktør og som kender af Casinos traditioner var P. en meget nyttig mand for sit teater: akademiker og gøgler, forceret i sin levevis, men også flittig, intelligent og med respekt for arbejdet og forstand på skuespilkunst, i meget mindende om sin ungdoms lærer Kristian Mantzius og ligesom han middelhøj og firskåren, tæt og bredskuldret.