Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Wilhelm Wiehe

Oprindelig forfatter RNeii
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Wilhelm Wiehe, Anton Wilhelm Wiehe, 8.7.1826-4.1.1884, skuespiller. Født i Kbh. (Garn.), død sst. (Matth.), begravet sst. (Ass.). Barndomshjemmet var stærkt kunstinteresseret. Foruden at være kgl. embedsmand dyrkede faderen portrætmaleri og spillede privatkomedie i Borups selskab sammen med sin hustru, skuespillerparret Rosings datter der som barn havde udført småroller på Det kgl. teater. Denne atmosfære og slægtsarven blev bestemmende faktorer for brødrene Wiehe, som ikke længe varetog de borgerlige erhverv faderen satte dem til. W. var en munter friluftsnatur uden stræben efter boglige kundskaber. Hans væsen var umiddelbart indtagende, han var hjertensgod og ukritisk, naturens muntre søn med fantasi og følelse i ét spillende liv. Efter sin konfirmation kom han i malerlære. Man kaldte ham "Rafael" når han løb med bøtterne på et bræt der balancerede på hovedet, og hans skønhed tålte sammenligningen. Han var rank, middelhøj; det brune hår krusede sig tæt om hans store hoved, og hans lyseblå øjne havde en varm og mild glans. Gangen var let og fri, og en særlig medfødt gave var hans mageløse talestemme. Broderens spil som Aladdin blev den afgørende impuls for W. til at ombytte malerlæren med timer hos den store Oehlenschläger-skuespiller N. P. Nielsen, og sytten år gammel (16.11.1843) viste han første gang som Jørgen i Erik og Abel sin unge frejdighed der mindede om morfaderens sceniske væsen. Sin egentlige debut fik W. som Einar Tambeskælver i Hakon Jarl (19.4.1844). I en mellemakt gik Adam Oehlenschläger op til ham og sagde: "Nu er jeg ikke bange for, hvorledes Eftertiden skal forstaa mig. De har min Aand i Dem, og De skal forklare mig for kommende Slægter". W. følte disse ord som en indvielse, og han opfyldte den forventning de indeholdt. Også for den gamle digter må det have været en oplevelse at stå over for dattersønnen af sin ungdomslærer til hvem han havde skrevet Hakon Jarl. Men det gik W. for langsomt fremad. Broderen og Fritz Hultmann stod ham i vejen. Når han dublerede en rolle, fx Don Cæsar de Bazan eller Charles i Bagtalelsens Skole røbede hans spil både personlighed og varme, men vente kunne han ikke. Så brød han ud med orlov og drog til H. W. Langes provinsselskab, og kom med dette til Casino i hvis åbningsforestilling 26.12.1848 han medvirkede, men vendte snart skuffet tilbage til sin elevstilling. 1850 blev han indkaldt, deltog i felten og blev som korporal såret under Istedslaget, og da han atter viste sig på scenen, var han Henri d'Albret i Dronning Marguerites Noveller der kommer hjem fra krigen, et sammentræf som i de patriotiske tider ikke kunne gå upåagtet hen. Men nu ville han for alvor nå til udvikling og ansvar og lod sig derfor knytte til de unge talenters scene i datiden, Kristiania teater, hvor han i ni sæsoner (1851-60) spillede 138 roller, en broget blanding fra Oehlenschlägers Axel til Holbergs Troels. Han var den som blev mindst generet af den nordiske selvstændighedstrang på det sceniske område; alle, med Johannes Brun i spidsen, vidnede at W. var teatrets første kunstner, og selv Henrik Ibsen der sammen med Bjørnstjerne Bjørnson bekæmpede de danske skuespillere, indrømmede at W. "øvede en ubestridelig indflydelse på den norske scenes fremgang". Gennem sin virken i Norge afbetalte han den gæld som dansk skuespilkunst stod i til hans norske morfar. 1855 gav J. L. Heiberg ham tilbud om broderens plads under hans og Frederik Høedts oppositions-udvandring til hofteatret, men det ville W. ikke indlade sig på. 1858 kom et nyt tilbud fra teaterchefen Carsten Hauch, men da den kgl. ansættelse ikke fulgte med afslog han på ny; endelig 1860 vendte han tilbage og blev i tre sæsoner Casinos populære folkekomediehelt; blandt hans mange roller var Gudmund i Gildet paa Solhaug, den første Ibsen-forestilling i Kbh. 1861. Endnu med ungdommens friskhed i behold nåede han 37 år gammel omsider målet, kgl. skuespiller, og 1.9.1863 genoptrådte han på broderens scene som Axel i Axel og Valborg; Michael Wiehe spillede sortebroder Knud. Samarbejdet varede kun en sæson, men det blev uforglemmeligt for dem der oplevede det; længst levede ryet fra Erik og Abel, mindeforestillingen for Frederik VII hvor Abel i Michael Wiehes fremstilling hævede sig til at blive et sindbillede på Danmark i nød. Meget forskellige var de; virkede broderen i sin kunst dunkel og dragende var W. åben og lys, frisk og frodig og folkevisebestemt ved sin danskhed.

Efter Michael Wiehes tidlige bortgang var W. teatrets sidste store romantiker, den eneste der evnede frit og skønt at bevæge sig på den jambiske koturne. Hans brede skuldre bar Oehlenschläger-repertoiret: foruden Axel, Olaf Trygvesøn i Hakon Jarl, Tordenskjold, Svend Tveskæg i Palnatoke, Oluf i Dronning Margrethe, Mikel Angelo i Correggio og Harald Haarderaade i Væringerne hvor hans fremsigelse af Da Herkules paa Marken stod var berømt. 21 af hans 349 roller skyldtes Oehlenschläger, men blandt dem fandtes urimeligt nok ikke Aladdin. I de åbne sejrsbestemte karakterer var han, som Bjørnson skrev, "en erobrende Magt"; mindre betydeligt var det indtryk han efterlod når han spillede en af de hårde, mørke og tvivlende helte (Hakon Jarl, Ibsens Skule Jarl) hvor han måtte lægge bånd på sin oprigtige natur og nøjes med den brede N. P. Nielsenske stil. Men skønt W. var primitiv lyriker besad han også karakterdannende fantasi. Den ene aften erobrede han tilskuerne ved sin svulmende ordstrøm, "en Blanding af Epos og Salme" (Edv. Brandes), og den næste var det ikke ordenes rytme, men skildringen af et menneske i daglige klæder som betog. Derfor vandt han beundrere både blandt romantikerne og blandt realisterne i tiden mellem Oehlenschläger og Ibsen. Blandt hans moderne skikkelser stod sagfører Steensgaard i De Unges Forbund højest (1870). Fra Norge kendte han den Bjørnson-type som Ibsen her ville ramme, og da han benyttede det norske sprog havde han kunstnerisk ret, selv om den sproglige ensartethed gik tabt: "Du har fattet min mening lige til det allerinderste, og du gengiver din opfattelse med genial sandhed" skrev Ibsen til ham. Vidt forskellig fra denne frasemager var hans spekulant Tjælde i En Fallit, som han i nøje forståelse af Bjørnsons mening gjorde til en sympatisk skibbruden mand. Mellem hans øvrige norske skikkelser var Axel i De Nygifte, Sigurd i Hærmændene paa Helgeland, Øystejn i Mellem Slagene og Tønnesen i Samfundets Støtter. For de to store norske dramatikeres gennembrud i Kbh. havde W. afgørende betydning. Åbenhed, frejdighed, ømhed var W.s åndelige evner i forening med kraft og blidhed. Det pludselige var hans styrke, refleksionen hans svaghed, og han havde ikke udtryk for vid eller ironi, men for djærvt humør, den form for sagahumor som kendes fra Oehlenschläger. Hans kunst blev båret af inspiration, aldrig af beregning; for så vidt var han en modsætning til teatrets kommende førsteskuespiller Emil Poulsen. W var kunstner af Guds nåde; han gav sig følelsen og fantasien i vold, og dette forklarer den varme og troværdighed der var i hans spil og deklamation. Ingen nåede ham når opgaven gik ud på at sige Christian Winthers digt Murad eller J. S. C. Welhavens Asgaardsrejsen, heller ikke efter digternes mening. Han fyldte ordene med skønhed og gav billederne liv. Men hans vældige kræfter blev tidligt opbrugt. Han havde aldrig økonomiseret med sig selv, men været et begejstringens barn der elskede det festlige øjeblik og gav efter for dets indskydelser. Da han endnu ikke var 53 år gammel, var hans syn og hukommelse så stærkt svækket at han måtte opgive kampen. Ved afskedsforestillingen 4.6.1879 blev han varmt hyldet, særlig da han som Hakon Jarl udslyngede ordene: "Som Du ser mig her, ser Du det sidste Glimt, den sidste Gnist af gammel nordisk Kraft og Helteliv!" Publikum opfattede med rette replikken personligt. Efter scener af Hakon Jarl spillede han embedsmanden Møller i Hr. og Fru Møller, der sammen med Frank i Grøns Fødselsdag hørte til hans mest beundrede lystspilfigurer. Siden, da pensionen ikke strakte til, lånte han Folketeatret til aftenunderholdninger, sidste gang 31.3.1883 hvor han reciterede digte. Det føltes smerteligt, men var en befrielse, da han, kun 58 år gammel, døde. Også fra Norge som han havde gæstet flere gange efter sin afsked fra Kristiania teater, lød smukke mindeord til hans ære. – Sønnen Anton Wilhelm Wiehe, født 10.12.1858, død 18.8.1916, blev skuespiller mod sin fars vilje og kæmpede forgæves livet igennem med at leve op til slægtsforbillederne på scenen. Han debuterede på Det kgl. teater 1875 men spillede sin meste tid på Casino og Dagmarteatret. Som faderen måtte han slutte sin karriere kun 53 år gammel pga. svigtende hukommelse. Hans sidste optræden var i Sigurd Jorsalfar 22.11.1911.

Familie

Forældre: portrætmaler, havneskriver i Kbh., senere justitsråd Carl Wilhelm W. (1788-1867) og Antoinette Louise Rosing (1791-1874). Gift 24.8.1851 i Kbh. (Holmens) med skuespiller Ida Florentine Adami, født 21.10.1824 i Kbh. (Trin.), død 17.7.1911 sst., d. af ligkassebud, senere skomagermester Johan Andreas A. (ca. 1772-1840) og Ane Kirstine Pallesen (ca. 1785-1860). – Far til Jacques W. Bror til F. W. W., Johan W. og Michael W.

Annonce

Udnævnelser

R. 1874.

Ikonografi

Litografi 1858 efter foto. Afbildet på Constantin Hansens mal., 1860-64, af den grundlovgivende rigsforsamling 1848 (Fr.borg]. Afbildet i rolle på mal. af O. Bache, 1872. Afbildet på tegn. af C. Bayer (Fr.borg). Træsnit af H. P. Hansen, 1868, efter foto, efter dette flere træsnit af samme og af H. C. Olsen. Tegn. af Jul. Rosenberg, 1876 (Teatermus.). Tegnet selvportr. (Teatermus.). Foto.

Bibliografi

Breve fra da. skuespillere og skuespillerinder, udg. Rob. Neiiendam II, 1912. – H. Ibsen i III. nyhedsbl. VI, Kria. 1857 246f. Th. Overskou: A. W. W., udg. Edg. Collin, 1879. Edv. Brandes: Dansk skuespilkunst, 1880 201-20. Johs. Brun i Norden, 1887 3.hft. Nic. Bøgh i Literatur og kritik I, 1889 768-845. T. Blanc: Christiania theaters hist., Kria. 1899. Rob. Neiiendam: Det kgl. teaters hist. I–III, 1921-25. Viggo Lindstrøm: Fra den gamle vinkælder til det kgl. teater, 1924 18-26. – Egenhændig repertoirefortegn, og breve i Teatermuseeet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Robert Neiiendam: Wilhelm Wiehe i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299332