Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Torben Meyer

Oprindelig forfatter MaEng
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Torben Meyer, 1.12.1884-22.5.1975, skuespiller. Født i Århus (domsg.), død i Hollywood, begravet sst. Familien flyttede til Kbh. 1887. Da M. var 14 år blev han sendt på hotelskole i Paris hvor han var i tre år. Men han ville være skuespiller. 1902 blev han elev hos Peter Fjelstrup og Vilhelm Rosenberg, var 1904-05 elev på Dagmarteatret hvor han debuterede 26.12.1905 som kapellanen i I Ravnekrogen af Edgar Høyer. M. var ansat her til 1907, og var 1907-08 med Peter Fjelstrups teatertrup på turneer i Skandinavien, 1908-23 ansat ved Det ny teater hvor han blev en yndet karakterskuespiller; 1923-27 var han freelance og nåede i denne periode også at oversætte en række franske teaterstykker. M. debuterede på film som statist i Afgrunden, 1910, iscenesat af Urban Gad. 1910-27 medvirkede han i en lang række danske film, fortrinsvis hos Nordisk Films Kompagni, men af og til også hos Palladium. Hans store maskeringstalent og hans markante ydre gjorde ham også på film til en velanskreven karakterskuespiller. April 1927 tog M. til Hollywood hvor han hurtigt kom ind ved filmen. Helt op i sin høje alder medvirkede han i amerikanske film og nåede at spille flere hundrede roller, inden han trak sig tilbage. 1937 blev han amerikansk statsborger. - Både på teater og film var M. den typiske birolleskuespiller. Han var en kapacitet inden for sit område, forstod med få prægnante træk at karakterisere den person han skulle fremstille og blev derfor en yderst anvendelig kunstner både inden for film og teater. Han var desuden et sprogtalent, talte engelsk, fransk og tysk flydende, hvilket blev ham til stor nytte i USA. Da talefilmen 1929 brød igennem, og mange af filmbyens europæiske filmskuespillere på grund af deres manglende sprogkundskaber måtte rejse tilbage til Europa, fik M. sin store chance. Især i de første år, hvor man ofte indspillede samme film på flere sprog, blev der brug for ham. I sæsonen 1930-31 medvirkede han fx i syv film for Paramount, film der blev optaget i Paris, på fransk. M., der yndede at færdes med hvide glacéhandsker, fik tilnavnet "Manden med de hvide handsker", og han fik ofte roller som elegantiers, især franske, tildelt. Blandt hans mange danske filmroller kan nævnes hans rolle som bankier i Holger-Madsens første film for Nordisk Films Kompagni Bloksaven, 1913. Også August Blom anvendte ham i mange film, fx Eventyrersken, 1914. Hos A. W. Sandberg optrådte han bl.a. i dennes Dickensfilm og i Fra Piazza del Popolo, 1925. En af de sidste danske film M. medvirkede i var Lau Lauritzens Don Quixote, 1926 hvor M. spillede en spansk ridder. I Hollywood kom han til at arbejde for en lang række af filmbyens store instruktører som Preston Sturges, Anatole Litvak, Sam Wood og Herbert Wilcox. Det blev dog Stanley A. Kramer der, så sent som 1961, gav ham hans bedste rolle i Dommen i Nürnberg hvor M. spillede en tysk nazistisk dommer, en filmatisering af et amerikansk TV-spil, hvori M. havde haft den samme rolle. Med stort talent tegnede han i denne film portrættet af en samvittighedsløs dommer der sendte i tusindvis af jøder i gaskamrene. Med denne rolle erhvervede han sig en - omend beskeden - plads i filmhistorien. - Til trods for at han opholdt sig næsten 50 år i udlandet tabte han ikke forbindelsen med Danmark og vedblev lige til sin død med at sende nyhedsartikler hertil om Hollywood.

Familie

Forældre: hotelejer Johan Holger M. (1850-1926) og Maren Kirstine Pedersen (1849-1927). Ugift.

Udnævnelser

R. 1962.

Annonce

Ikonografi

Tegnet i rolle af Vald. Møller (Teatermus.). Foto.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marguerite Engberg: Torben Meyer i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294315