Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Susse Wold

Oprindelige forfattere JWii og MeHa

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Susse Wold, Lise Wold, 17.11.1938, skuespiller. Efter at have gennemgået privatteatrenes elevskole debuterede Susse Wold som sygeplejerske i Harvey på Alléscenen 1960. Hun havde derefter vekslende engagement på privatteatrene indtil hun i 1964 kom til Det kgl. teater hvortil hun siden – med undtagelse af en enkelt periode – har været knyttet.

Sød og ligetil med scenisk appeal virkede Susse Wold sikker og indtagende lige fra starten. En tidlig chance fik hun da hun dublerede Ingeborg Brams i Slottet i Sverige, Det ny teater 1961. Og allerede året efter fik hun rollen som Solange i Jean Genets Stuepigerne på TV-teatret hvor hun evnede at gå uden for de sædvanlige sødmefyldte pigeroller. I sammenspil med Erik Erik Mørks Hamlet, Alléscenen 1963, viste hendes Ophelia det følsomme og scenesikre, men som den impertinente seksårige Esther i Victor eller Når børnene tager magten, Det ny teater 1963, formåede hun også at fremstille en komisk groteskhed.

Da hun 1964 blev engageret til Det kgl. teater varetog hun ikke alene lystspilroller som fx titelfiguren i Tag dig lidt af Amelie, men også roller med flere facetter som Maggie i Efter syndefaldet og Elisabeth Munk i Elverhøj. I den afromantiserede Troilus og Cressida, Det kgl. teater 1968, var spillet ikke overbevisende, hvorimod Malle i Genboerne var vittig og underfundig. En udvikling hen mod det seriøse kunne spores i Fangerne i Altona, 1969 hvor hun spillede hustruen Johanna.

Annonce

1971 fik Susse Wold i sammenspil med Bent Meiding på Ungdommens teater en storstilet succes i Privatliv. Der blev spillet professionelt krops- og ordteater med hurtig engelsk-inspireret replikføring. Succesen fulgtes op af et gæstespil i Stockholm 1973 hvor Susse Wold havde Jarl Kulle som partner. I de følgende år var det i privatteatrenes lettere repertoire Susse Wold gjorde sig gældende, fx titelrollen i Lulu, 1974, Bunbury, 1973, På et hængende hår, 1977 og som Eliza i Pygmalion, 1978.

Det var muligvis ønsket om at nå videre end som lystspilprimadonna der gjorde at Susse Wold atter vendte tilbage til Det kgl. teater. 1979 havde hun således et lykkeligt sammenspil med Erik Mørk, dels som friherreinden i Båndet med mulighed for at bearbejde fortvivlelse og smerte og dels i Middagshøjde. Som Olivia i Helligtrekongersaften, 1980 viste hun kærlighedens mange facetter, ligesom Edith i Komedie i grænselandet, 1981 bar præg af fornem spilleudfoldelse. Susse Wold har også medvirket i teatrets Holbergrepertoire, sidst i sammenspil med bl.a. sin mor i Don Ranudo, 1982. Den nære kontakt mellem scene og sal på Gråbrødrescenen har støttet hendes nuancerede replikbehandling og skiftende mimiske udtryk, hvilket sås i succesen Den dobbelte troløshed, 1983 hvor hun spillede Flaminia.

Det højere lystspil har indtil nu været Susse Wolds force. Naturalistisk skolet har hun evnet at fylde rollerne med et rigt følelsesliv hvor det især er kærlighedens mange afskygninger som hun har forstået at levendegøre. Blandt hendes senere roller kan nævnes fru Alving i Gengangerne, 1993, Karen Blixen i At elske sin skæbne, 1998 og Melissa i Kærestebreve, 2000 Ud over nogle instruktionsopgaver og de mange teaterroller har Susse Wold medvirket i flere revyer og her vist sin sanglige kunnen. Endvidere har hun spillet utallige film- og radioroller. Men især TV-teatret har medvirket til en spillemæssig udvikling, fx Den skaldede sangerinde, 1966, Kongen skal dø, 1970 og Den sårede Filoktet, 1974 og Ansigterne, 1987. I serierne Matador, 1978-82, hvor hun spillede verdensdamen Birgitte Grå, og Vores år har Susse Wolds teknik og nuancerede spil gjort glimrende fyldest. Susse Wold har endvidere optrådt med oplæsning af H.C. Andersen, også internationalt med engelske udgaver af eventyrerne 1987-89.

Susse Wold vendte tilbage til filmen med rollen som børnehavelederen i Jagten, 2012; for denne rolle modtog hun en Bodil og en Robert 2014.

Susse Wold har modtaget en lang række priser, bl.a. Poul Reumerts mindelegat 1966, Polly Sanders legat 1966, Tagea Brandts legat 1969, Olaf Poulsens mindelegat 1970, Henkelprisen 1979, H.C. Andersen-medaljen 1994, Wilhelm Hansens-fondens hæderspris 2004, Modersmålprisen 2010 og Bodil Ipsen-prisen 2011. Hun blev 1986 præsident for AIDS-fondet og 2005 udnævnt til H.C. Andersen-ambassadør.

Familie

Susse Wold blev født på Frbg. Forældre: direktør Knud Wold (1907-92) og skuespiller Marguerite Viby (1909-2001). Gift 1. gang med skuespiller Erik Mørk, født 3.12.1925 i Kbh., død 27.1.1993, søn af politiassistent Max Ejner Mørk (1897-1956) og Emma P. Aagerup (født 1899). Gift 2. gang 1983 med skuespiller Bent Mejding, født 14.1.1937 i Svendborg, søn af stationsforstander Hans Ewald Mørk (født 1898) og Gerda Olsen (født 1901).

Udnævnelser

R. 1978. R1 1996.

Ikonografi

Tegn. af Hans Bendix, 1964, 1971 (Kgl. teater) og 1980 (sst.). Foto.

Bibliografi

Susse Wolds erindringer: Fremkaldt, 2008. Interviews i Berl. tid. 23.11.1979 og 14.9.1980 samt Politiken 6.11.1983. – Viggo Clausen: Galskab i meningen, 1967. Harald Engberg: Den unge vredes tid, 1980. Sv. Kragh-Jacobsen: Teateraftener, 1980. Jens Kistrup i Berl. tid. 13.3.1983.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jytte Wiingaard, Merete Harding: Susse Wold i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299478