Stephan Heger

Stephan Heger, Jens Stephan Heger, 17.9.1769-8.3.1855, skuespiller, forfatter. Stephan Heger. var en urolig, stejl natur. 1788 blev han privat dimitteret til universitetet og bestod 1790 de filologiske og filosofiske prøver, men tog ingen embedseksamen. En tid studerede han på kunstakademiet, blev så biblioteksvolontør og huslærer inden han meldte sig ved teatret, drevet dels af sit imitationstalent som blev beundret ved dilettantopførelser, men mest af sin kærlighed til den unge skuespiller der blev hans hustru. 14.4.1796 debuterede han som Figaro i Beaumarchais' Figaros Bryllup.

Han ejede mange betingelser for scenen: han havde smukke ansigtstræk, intelligente øjne, en nuanceret stemme og dertil forstand og letvakt følelse, men der var et misforhold mellem hans kraftige overkrop og hans korte, spinkle ben. Hans talent og dannelse skaffede ham et forskelligartet repertoire i 1700-årenes skuespil, fx begge Figaroerne i Beaumarchais' lystspil, og om hans fine, satiriske dialogbehandling i disse roller vidner August Bournonville, at den ikke blev overgået af nogen senere fremstiller. Hos Holberg var han Jens og Stygotius i Jacob v. Thyboe, Henrik i Det lykkelige Skibbrud og i Gert Westphaler; endvidere spillede han Anton i Jægerne og Tony Lumpkin i Fejltagelserne, men hvad der gav ham et navn i teatrets historie var hans levendegørelse af Oehlenschlägers nye poesi, især hans evne til (i forbindelse med sin hustru og P. Foersom) at recitere vers.

Til gennembruddet af denne form for skuespilkunst er Stephan Hegers navn knyttet til roller som Einar Tambeskjælver og Olaf Trygvesøn i Hakon Jarl, Thorvald Vidførle i Palnatoke, Vilhelm i Axel og Valborg, Giulio Romano i Correggio, Ingild i Stærkodder. Men da hans teorier ikke kunne forenes med de krav scenen stiller var han ikke lykkelig i sin gerning; han foragtede alle ydre hjælpemidler, skønt han selv trængte til dem, og ville helst spille roller der lå uden for hans personlighed; deri så han skuespilkunstens egentlige og for den sande kunstner mest værdige opgave. Da disse reformideer var uigennemførlige forbitredes hans sind mod teatret, hvor han i øvrigt stod i et køligt forhold til sine svogre, Knud Lyne Rahbek og Adam Oehlenschläger, hver på sit felt scenens ledende mænd.

Hans begejstring forvandledes til lede, og han endte som et af de sjældne eksempler på evnen uden lysten; ikke halvtreds år gammel søgte og fik han sin afsked med pension. 21.4.1817 optrådte han sidste gang som Oakly i Den skinsyge Kone. Allerede inden sin afgang havde han virket som oversætter, bl.a. A. W. Iffiand og Goethe, hvem han indførte med den yndefylde komedie De to Søskende, og i sit lange otium udgav han en mængde tidsprægede, pædagogiske eller hygiejniske skrifter. I forening med ligesindede stiftede han Rysensten badeanstalt. Da han var død skrev Fædrelandet at "den nulevende Slægt kun kendte ham fra Gaden af hans gammeldags Dragt og af Rygterne om hans sære Anskuelser og Levemaade".