Sigurd Langberg

Sigurd Langberg, Sigurd Bengt Langberg, 29.10.1897-8.7.1954, skuespiller. Født i Kbh, død sst. Efter studentereksamen fra Sorø akademi 1915 læste L. med Peter Jerndorff og Henrik Malberg. Han søgte forgæves optagelse på Det kgl. teaters elevskole, men engageredes i stedet af Ivar Schmidt til Det Ny teater hvor han 1917 debuterede i Petersen og hendes søstre. Han var fast knyttet til dette teater indtil 1933 og spillede her et stort og afvekslende repertoire – med sergenten i Fra Vestfronten (1929) som det egentlige gennembrud. L.s solide, synftige bredde med noget på én gang skarpt og gammelkøbenhavnsk hyggeligt i stemmeføringen gjorde ham let at placere både i den moderne og i den klassiske komedie – den sidste dyrkede han især på skolescenen. I 30erne optrådte han bl.a. på Nørrebros teater, Betty Nansen teatret og Riddersalen hvor han viste sine muligheder som moderne skuespiller i Poul Henningsens aktualiserede Holberg-version Op og ned med Jeppe. Hans foretrukne genre var folkekomedien og operetten. På Det Ny teater var han i begyndelsen af 40erne bl.a. majoren i Nitouche- som han senere spillede på Bellahøj friluftsteater og på Folketeatret -den gamle skotte i Madame Sherry og musikeren-ågerkarlen Bierbaum i Champagnegaloppen. Han spillede også et stort antal roller på filmen og i radioen. Men sin egentlige chance fik han, da Johannes Meyer 1941 gik til Det kgl. teater. Til den folkelige bredde og det synftige lune føjede han i sine seneste år en ny, ikke ufarlig autoritet. Det viste sig fx da han 1946 spillede besættelsestids-danskeren Martinsen-Smith – personifikationen af Scavenius-politikken – i Kjeld Abells Silkeborg på Det Ny teater hvor han også var Candidas far i Bernard Shaws komedie. Og det viste sig i nogle af de roller, han kort før sin død spillede på Folketeatret: inspektøren i Jean Giraudoux' Intermezzo, grosserer Friis i Gustav Esmanns Den kære familie og byfogeden i Henrik Ibsens En folkefjende.