Robert Schmidt

Robert Schmidt, Robert Henrik Schmidt, 27.4.1882-17.11.1941, skuespiller, sceneinstruktør. Født i Kbh. (Holmens), død på Hareskov kuranstalt, urne på Søndermarks kgd. S. besøgte som barn nogle år balletskolen ved Det kgl. teater, men kom senere i handelslære indtil han gav efter for skuespillerlysten og blev elev på Dagmarteatret hvor hans navn første gang stod på plakaten ud for Reynaldos lille rolle i Hamlet 28.10.1902. Han spillede en del småroller i de følgende sæsoner, og 1905–08 turnerede han med gruppen "De Otte" og Peter Fjelstrups selskab i Skandinavien, kom derefter til Odense teater, var 1910–14 (og 1927–29) atter ansat ved Dagmarteatret og brød igennem i årene 1914–25 i hvilke han virkede ved scenen i Frbg. allé under dens skiftende chefer, fra 1922 også som instruktør. I denne egenskab vandt han megen anerkendelse for sin opsætning af Thérèse Raquin (Dagmarteatret 1927) hvor Emile Zolas realistiske stil var gennemført konsekvent. S. var en intelligent karakterskuespiller med en fast replik; han kunne virke heftig og nervøs, når ordene farvedes af hans stærke temperament; replikken og situationen var udarbejdet til den mindste enkelthed, undertiden med for tydelig understregning; klarhed og præcision karakteriserede ham. Blandt hans bedste skikkelser var advokaten i En Fallit, assessoren i Hedda Gabler, opvarteren i Lad os skilles, stewarden i Den sidste Rejse, teaterdirektøren i Seks Personer søger en Forfatter og den franske tjener i Vores lille Kone. S. kendte sit fag og dets forudsætninger, og hans flid og initiativ gjorde ham til en søgt instruktør på et bredt felt i free lancing; han udførte en stor iscenesættergerning ved skolescenen – hvor han bl. a. spillede jøden i Genboerne som komisk person – og ved Arbejdernes teater hvor en halv snes forestillinger, hovedsagelig med amatører, skyldtes ham, deriblandt I Folkets Navn, dramaet om Sacco og Vanzetti (1930). Også i provinsen iscenesatte han, bl.a. Kaj Munks skuespil Sejren og Han sidder ved Smeltediglen der 1939–40 blev en meget stor succes, som 1941 efterfulgtes af Egelykke. Hans indstuderinger var gennemarbejdede, og hans dramaturgiske indsigt udtrykte han i afhandlingen Hvorfor bliver Ofelia sindssyg? (Tilskueren, LII, 1935, II, s. 42–50), der røbede et nysyn, samt i mange dagbladsartikler og karakteristikker bl.a. i et lille skrift om Peter Fjelstrup (1918) der for brødrene S. stod som periodens største sceniske begavelse.