• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Preben Lerdorff Rye

Oprindelige forfattere MeHa og KaKrogh

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Preben Lerdorff Rye, ved dåb Orla Preben Larsen, 23.5.1917-15.6.1995, skuespiller. Preben Lerdorff Rye forlod tidligt skolen og kom i boghandlerlære. Senere prøvede han tømrerfaget, blev tilskærer på en skofabrik og endvidere sømand på en sandsuger. Det der tilfredsstillede ham mest var grusgravsarbejdet på Søborg Mørtelværk (med tilhørende grusgrav i Buddinge). Her var levebrødet der passede til hans gemyt. Tilfældigt bad en ven ham om at læse stikord ved en prøve. Vennen bestod ikke, men Preben Lerdorff Rye blev i stedet engageret til Odense teater hvor han debuterede i Stille Bryllup. Han blev optaget på Det kgl. teaters elevskole 1940 og fik allerede i elevskoleårene roller, kommunisten i Vintersolhverv, 1941, soldebroderen i I Sandhed en Helt, 1942 og chaufføren i Kjeld Abells Dronning gaar igen, 1943 hvor selve urkraften i ham slog igennem. Men da han fik den store chance som Macduff i Bodil Ipsens iscenesættelse af Macbeth var det en fejlplacering, teknikken slog ikke rigtigt til. Nederlaget kostede dyrt. Teatret satte ham i mange år på smalkost med gode opgaver. 1944 flygtede Preben Lerdorff Rye, der var aktiv i modstandsbevægelsen, til Sverige hvor han sammen med andre kunstnere optrådte i flygtningelejrene. Han vendte tilbage til Det kgl. teater efter befrielsen. Som bartenderen i Eugene O'Neills Ismanden kommer fremhævede Frederik Schyberg hans "ravruskendesplittergale" mærkværdige betoninger og den eruptive kraft i temperamentet. Det afgørende gennembrud blev sømanden Michael i H. C. Branners Søskende, 1952 hvori han var offer for sin maskuline brutalitet der blev nedbrudt indefra af utilstrækkelighed og ynkelighed. Heri lå nøglen til denne figur og forøvrigt også til de bedste figurer Preben Lerdorff Rye skabte i 50erne, fx godsejeren i Iván Turgénevs En Maaned paa Landet, 1953 hvori hans nøgne umiddelbarhed og simplicitas føltes inderligt russisk. Der var en sjælsfinhed bag hvert ord og bevægelse. Han var den livsbitre vagabond i A. Salacrous Marguerite, 1956, i De Unges Forbund, 1957 bogtrykker Aslaksen, roller som frigjorde lune og blid selvironi der mærkbart udvidede hans kunstneriske register. 1961 forlod Preben Lerdorff Rye Det kgl. teater. Hans kunstneriske udvikling førte ham henimod det absurde drama. 1959 – inden han forlod nationalteatret – spillede han Clov i S. Becketts Slutspil, Lucky i Vi venter på Godot på TV-teatret og Berenger i E. Ionescos Næsehornet på Alléscenen.

At der var en verden uden for teatret viste Preben Lerdorff Rye da Alléscenen måtte lukke og han nedsatte sig som landmand i Ganløse. Det var en underskudsforretning som afløstes af fabriksfremstilling af huse med eksport for øje, men byggestoppet midt i 60erne bragte ham dog "heldigvis" tilbage til scenen. I to sæsoner var han på Odense teater, spillede bl.a. Tesman i Hedda Gabler hvori han fejrede sit 25 års jubilæum (1966). 1973–78 var Preben Lerdorff Rye direktør for Danmarks turnéteater der uden offentlig subvention rejste med et betydeligt repertoire, Dødsdansen, Han sidder ved Smeltediglen, Hedda Gabler, Søskende og Ordet. Fire gange gæstede hans ensemble Færøerne for egen regning. 1979 kom han tilbage til Det kgl. teater og spillede bl.a. den blinde væver og spillemand Matthias i E. Bruun Olsens Begyndelsen.

Preben Lerdorff Rye begyndte som radiospiller allerede 1942. På bånd er bevaret manden i H. C. Branners Hundrede Kroner, Macduff i Macbeth, 1951. I dette tiår lagde han stemme til så forskellige karakterer som titelrollen i Par Lagerkvists Barabbas, Svend Gønge i Gøngehøvdingen, Michael i Søskende og soldaten både i Antigone og Brudstykker af et Mønster. Endvidere Ambrosius i L. Panduros Historien om Ambrosius, Jean i Frøken Julie og titelrollen i Onkel Vánja. I 60erne titelrollen i G. Büchners Woyzeck, i 70erne titelrollen i Lagerkvists Bødlen. I første halvdel af 1980 var han nået op på 216 roller. Preben Lerdorff Rye var tillige en fremragende og meget benyttet oplæser. I TV-teatret skabte han betydelige præstationer. Som type var han interessant med det groft skårne fysiognomi, og han beherskede sine midler med en ro der klæder mediet. Han begyndte i W. Saroyans Østersen og Perlen, 1955, n.å. gangsteren i Peter Brooks Telefonboksen, Jon Saul i Steinbecks Livsflammen, 1957, Trock i Maxwell Andersons Vintersolhverv, 1959 og s.å. Garcin i Lukkede Døre, en præstation han siden gentog på Hvidovre teater. Som falskspilleren Satin i M. Górkijs Natteherberge ydede han noget mesterligt og meget russisk. En dæmonisk satani smeltede her sammen med en ildsjæls desperate tro (1964). I Onkel Vánja fik Preben Lerdorff Rye atter en russisk figur, den fallerede koparrede godsejer Teljegin (1971) og n.å. atter en "russisk" præstation i Gorkis Solens Børn. Han huskes som faderen i R. W. Fassbinders Fru Geesches Frihed. I J. Jensen og P. Schultz' Uden Støtte fra Befolkningen kunne vi ingenting udrette, 1980, spillede L. R. originalen Magnus der kynisk udnyttes af sine gamle kammerater i modstandsbevægelsen. Han formåede – med et Ahasverus-lignende udseende – at give den rene af hjerte. Skikkelsen blev helstøbt og fik evighedskarat.

Annonce

Allerede i elevskoletiden begyndte Preben Lerdorff Rye at filme. Først i Tante Cramers Testamente, 1941, n.å. allerede med en skelsættende præstation som sømanden i Afsporet. 1943 indledtes arbejdet med Carl Th. Dreyers Vredens Dag. Hans popularitet voksede. Det blev til flere film om året. Med Bodil Ipsen som instruktør De røde Enge, 1945, og Støt staar den danske sømand, 1948, Alice O'Fredericks fik ham med i Det gælder os alle, 1949, om krigsramte børn og Vi vil ha' et barn, s.å. 1950 medvirkede han i fem film, bl.a. Gabestokken der indbragte ham den første Bodil. Sit livs udfordring fik L. R. da Dreyer valgte ham til Johannes i filmatiseringen af Kaj Munks Ordet. I de fem måneder optagelserne stod på levede han sig dybt ind i figuren og besøgte sammen med Dreyer sindssygehospitaler for at finde frem til et forlæg. Johannes var hans kunstneriske kulmination. Ingen vil kunne glemme hans Kristusskikkelse, sindssyg og seende på samme tid, forpint og fanatisk, med intens styrke og farlig blidhed. Ordet pnåede verdensberømmelse og hans præstation er blevet et monument i filmhistorien. Kaj Munks skuespil vævede sig ind i hans skuespillerliv. Preben Lerdorff Rye spillede Mikkel Borgen i Det kgl. teaters opførelse af Ordet 1948, siden gentog han sin præstation som Johannes på turné 1964. I Johan Jacobsen og Finn Methlings usædvanlige og ved sin fremkomst chokerende film En fremmed banker på, (1955), var Preben Lerdorff Rye den svage og brutale hipomand som svinger mellem angstbetonet aggression og diffust selvforsvar. Præstationen indbragte ham den anden Bodil. Senere spillede han mindre filmroller i bl.a. Den ubetænksomme elsker, 1982 og Babettes gæstebud, 1987.

Rigtigt anvendt hørte Preben Lerdorff Rye til vore mest markante filmskuespillere. Udstrålingen omfatter grov maskulinitet og veg sarthed. Hans evne for neddæmpning af patos og temperament er stor og den famlende, snublende replikbehandling klinger som ubesværet improvisation.

Preben Lerdorff Rye udsendte 1963 sin selvbiografiske roman Olav om sin ungdom i og uden for den teaterverden der virker på én gang dragende og frastødende på ham.

Preben Lerdorff Rye modtog Kaj Munk prisen 1975, Jeppe-prisen 1984 og Olaf Poulsens mindelegat 1986.

Familie

Preben Lerdorff Rye blev født i Rudkøbing.

Forældre: grosserer Ernst Olaf Rye Larsen (1885–1958) og Signe Valborg Hansen (1887–1937). Navneforandring 1934 og 1943 til Lerdorf Rye. Gift 19.12.1952 med Annelise Dalborg, født 11.5.1921 i Kbh., d. af tandlæge Gregor Møller Halsen Dalborg (1893–1959) og Hedvig Kirstine Elise Dræby Klottrup (1899–1950).

Ikonografi

Tegn. (Teatermus.; filmmus.; Det kgl. teaters bibl.; radio- og TV-teatrets arkiv). Foto (sst. samt Kgl. bibl.).

Bibliografi

Harald Engberg: Teatret 1945–52, 1952. Samme: Dansk teater i halvtredserne, 1958. Samme: Den unge vredes tid, 1970. 50 år i da. film, red. Sv. Kragh-Jacobsen m.fl., 1956. Ebbe Neergaard: Dreyer, 1963. De musiske udsendelser DR 1925–75 II-III, 1976–78.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Karen Krogh: Preben Lerdorff Rye i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293507