• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Poul Reumert

Oprindelig forfatter KaKrogh

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Poul Reumert, Poul Hagen Reumert, 26.3.1883-19.4.1968, skuespiller. Poul Reumerts tidlige og voldsomme ønske om at komme til teatret blev ikke understøttet af hans kunstnerforældre. I protest stak han til søs men vendte dog hjem igen og blev student fra Borgerdydskolen 1901. Samme efterår blev han ved en ekstraordinær prøve optaget på Det kgl. teaters elevskole. Ingen spåede ham noget stort, tværtom blev han alvorligt anbefalet i stedet at kaste sig over et fransk sprogstudium. Rådet fulgte han nu ikke, men tog dog filosofikum 1902. Var han end kommet ind på teatret ved lidt protektion som Eliths søn så forstod han at udnytte chancen. Han fik de ypperste lærere Olaf Poulsen,Karl Mantzius og Peter Jerndorff der hver for sig fik stor betydning i hans første skuespillerår. Men langt den største påvirkning modtog han fra William Bloch, naturalismens geniale pionér i Danmark, og denne påvirkning blev uafrystelig. Bloch hjalp ham til debut som Herbert Corrie i Da vi var enogtyve 16.2.1902, en dato som blev erindret atter og atter i dansk teaterliv op gennem århundredet med stigende festivitas.

Allerede inden prøveåret var slut fik Poul Reumert ved Olaf Poulsens hjælp engagement på Folketeatret hvor man mente hans evner ville få større udfoldelsesmuligheder. Ingen skimtede endnu at der var noget særligt talent. Han havde også meget at slås med, stemmen lød grødet som havde han en kartoffel i munden; kropsdynamikken var hvalpet, blød og kluntet, men hovedet med den ravnsorte hårmanke og de ulmende brune øjne røbede det spansk-franske temperament. Han fik nogle gode læreår på den folkelige scene (1902–08) hvor han blev brugt i sin alders normale rollefag, først som Ludvig i G. Wieds Første Violin, Nicolai i Nøddebo Præstegaard, maleren Jens Woller i O. Benzons Moderate Løjer, en rolle der klædte ham og viste hvad han da evnede, mens den degenererede hovedstadstype i H. Söderbergs Gertrud viste hvad han ikke evnede. Men i W. Christmas' En Lektion røbede han som den unge skovfoged Søren Bastrup den vordende karakterskuespiller.

Stor betydning for ham fik instruktøren Blochs elev Johannes Nielsen der med sit ubønhørlige sandhedskrav bearbejdede den udvendighed og unuancerede friskfyragtighed som Poul Reumert kunne forfalde til. Da Viggo Lindstrøm 1908 åbnede Det Ny teater blev Poul Reumert engageret som den mandlige hovedkraft, og i de følgende tre år var han ikke af scenegulvet. En popularitet uden sidestykke vandt han som operettehelt, primasen Jozsi i Zigeunerblod, Falsacappa i Offenbachs Røverne, men først og sidst som Freddy Werburg i Dollarprinsessen, syngende og valsende i ulasteligt kjolesæt med Else Frölich i favnen, Københavns største operettesucces. Det var Lindstrøms idé at satse på Poul Reumerts sangstemme der i mellemtiden var blevet uddannet af Sextus Miskow og Peter Cornelius. Men allerede første sæson viste hvor seriøst han arbejdede som karakterfremstiller bl.a. som Manoel, den portugisiske opvarter i Karl Larsens Inez fra Coïmbra, et studie i jalousiens psykologi. Stærkest stod dog den solide robuste håndværksmester Niels Peter Svane i E. Høyers skuespil af samme navn.

Annonce

1911 vendte Poul Reumert for første gang tilbage til Det kgl. teater og viste i de kommende år hvor utroligt vidt talentet allerede spændte. Man forsøgte at anbringe ham i den "enkle Folketeaterstil" som Jokum i En Søndag paa Amager, Herløv i Eventyr paa Fodrejsen, Nicolai Reiersen i Sparekassen. Man gav ham Kaspar Røghat i Der var engang – og prøvede ham endog som Olaf Trygvesøn i Hakon Jarl, men hverken det lyriske eller romantiske syntes at skulle blive hans fag. Til gengæld tog han med stadig stigende teknisk mesterskab fat på de klassiske tjenere hos Ludvig Holberg og Molière, Pierre i Jean de France, Henrik i Henrik og Pernille og den største af alle Henrik'er i Mascarade hvor tamperretsscenen blev et ækvilibristisk artikulationsnummer, en snedig La Flêche i Den Gerrige og en overdådig lystig Mascarille i De ziirlige Damer som han tillige selv havde oversat. Advokat Pathelin hørte også til denne periodes galliske figurer. Han fik en række betydelige opgaver hos Shakespeare og Henrik Ibsen, men sejrede ikke hver gang; Andreas Blegnæb i Hellig tre Kongers Aften var nok en for tung arv at løfte efter Karl Mantzius, og hverken Relling i Vildanden eller dr. Stockmann i En Folkefjende hørte til hans store skikkelser. Det var heller ikke nogen taknemmelig opgave at overtage Peer Gynt (1914) efter Johannes Poulsen i en forestilling hvor han sæsonen før med genial patologisk fantasi havde gjort den lille rolle som pennen (Hussejn) til noget dybt originalt.

Urpremieren på Indenfor Murene, 23.3.1912 blev bemærkelsesværdig også i Poul Reumerts karriere, for her viste han en ny side som en af de stille eksistenser, den sky prokurist Meyer. I sin selvudslettende hverdagsgråhed blev Meyer den første af hans moderne skikkelser formet under selvbeherskelsens tugt. Siden spillede han i samme forestilling etatsråd Herming (1952) og gamle Levin (1956). Trods den enorme afstand i år blev disse roller – ikke mindst gamle Levin – skabt i samme atmosfære og toneart og med samme nænsomme indlevelse. I denne periode erobrede han et nyt område, de magtfulde mænd i det borgerlige moderne skuespil, samfundsstøtter, men kolosser på lerfødder, fx den kyniske stræber redaktør Knud Gelskov i H. Nathansens Dr. Wahl. Som eksponenter for samtiden stod også David Bonde og generaldirektør Løve i henholdsvis H. Rodes Grev Bonde og hans Hus og sammes Det store Forlis.

I Nils Collett Vogts Therese indledte han som fabrikejer Albert Hvass 1915 det glansfulde samspil med Bodil Ipsen, et samarbejde der fik så enestående betydning for analysen af parforholdets psykologi og dermed fornyelse af dialogens teknik. Sammen skabte de parret over alle par i dette århundredes danske teater. Som modpoler forløste de hinandens største egenskaber i et spændingsfelt mellem hans minutiøst gennemarbejdede spil over for hendes spontane, tilsyneladende improviserede. Periodens kulmination blev det strindbergske opgør i Baandet, 1917. I disse år afstak Poul Reumert sit territorium som han udvidede med en række af nederlagets mænd, hanrejen skriver Mosegaard i H. Nathansens Affæren, den forhutlede poet Erling Steensen i Carl Gandrups Lazarus, men navnlig ågerkarlen advokat Lindkvist i Paaske, 1918, en af hans mest monumentale præstationer der blev gentaget i to senere versioner på Det kgl. teater.

Også i operaen skabte han en uforglemmelig skikkelse som den chansonsyngende monsieur Triquet i Tjajkóvskijs Eugen Onegin, en præstation han gentog i en høj alder hvor han med sin eminente artikulationsteknik evnede at illudere, at stemmen var som før. Efter et brud med Det kgl. teater 1918 tog Poul Reumert på landsturné med Otto Jacobsen og spillede bl.a. Henrik i Henrik og Pernille og junker Claus i Ambrosius.

Derpå fulgte den glorværdige Dagmarteaterperiode (1919–22), ikke blot et højdepunkt i Poul Reumerts karriere men i dansk teaters nyere historie. Han var både rådgiver og førsteskuespiller under Thorkild Rooses kunstneriske ledelse. Rækken af store forestillinger indledtes med Tartuffe hvor Poul Reumert i samspil med Bodil Ipsen fornyede figuren i moderne ånd og skabte den Tartuffe som senere blev berømmet ved hans gæstespil på Théâtre français (1925). Parrets erotiske "nærkampe" fortsattes som Edgar og Alice i Dødsdansen i et dybt rystende spil iscenesat af Henri Nathansen (1920). To gange dannede de par i Trold kan tæmmes. Første gang i en traditionel opsætning, anden gang i en ekstremt modernistisk udgave med nutidig jargon og Poul Reumerts Petruchio i moderne overall, røjsere og motorhjelm. Præstationen ejede en spontan virilitet og var voldsomt erotisk ladet, en side som ellers sjældent udfoldedes i hans roller. Ellers mødtes parret i mondænt pjank som fx Blaaræven og Femina som de fik til at funkle af elegant morskab.

Da Poul Reumert og Bodil Ipsen 1922 hentedes tilbage til Det kgl. teaters store jubilæumssæson vendte de hjem i triumf. Han blev i denne periode teatrets altdominerende kunstner der kunne så at sige alt, men også ville det hele. Den klassiske linje fulgtes op med Holbergs Oldfux i Den Stundesløse, Henrik i Kilderejsen, Chilian i Ulysses von Ithacia og en uhyrlig grotesk Rosiflengius i Det lykkelige Skibbrud. Af Molière spillede han Scapin i Scapins Skalkestykker, men som Alceste i Misantropen sejrede han ved både at bryde tradition og forøvrigt også forfatterens mening. Han stod som det ensomme ædle menneske i afmægtig protest mod en bundrådden verden og bar på en uudsigelig smerte der løftede figuren til de store poetiske og patetiske højder. Hermed havde han atter overskredet sine grænser som skuespiller. Hvor ubegribeligt vidt han spændte viste sig samme år (1927) hvor han kreerede et af sine mesterstykker som han allerede i 13-års-alderen havde tyvstartet på, den sabelbenede afdankede storpraler løjtnant v. Buddinge i Genboerne. Rollen udviklede sig i senere versioner – han spillede den sidst 1959 – til et fabeldyr med kaskader af vanvittige indfald og groteske overdrivelser der tilsammen skabte en absurd monumentalitet hinsides al fornuft.

Til 20'ernes præstationer hørte også den dybt originale Daniel Hejre i De Unges Forbund hvis udseende var bygget op på zoologiske studier. Endvidere Jean i Frøken Julie, marchese Forlipopoli i Mirandolina, Victor i Sv. Borbergs Ingen, og fra dette skuespils modernisme skiftede han til professoren Rolf Swedenhielm, en rolle der appellerede til barnet, fantasien og det lurendrejeragtige hos Poul Reumert. Hjalmar Bergmans folkelige komedie Swedenhielms blev ikke nogen succes til premieren. Men tiden gav den oprejsning, figuren lagredes og holdt sig stort til 60-års-jubilæet. Det gjorde derimod ikke hans Cyrano de Bergerac som markerede 25-års-jubilæet. Trods ydre glans og mundtlig pomp afslørede rollen hvad han manglede af romantisk sind. I forlængelse heraf blev Hakon Jarl s.å. en fiasko som viste, hvor langt han var fra den oehlenschlägerske naivisme, ligesom Macbeth meget senere (1944) ikke forløstes. Men selv i fiaskoer var man i stand til at læse hans intentioner.

Disse år omfattede også så forskellige roller som Chr. IV i Elverhøj, Versíinin i A. Tjékhovs Tre Søstre, P.A. Heiberg i C. Gandrups Spotterens Hus og oberst Toll i Runar Schildts Galgemanden i stort samspil med den debuterende Anna Borg. I Ben Jonsons Volpone leverede han erotikkens dæmoniske karikatur. Han tog afsked som Eisenstein i Flagermusen inden han – sammen med mange andre – udvandrede i vrede ved Adam Poulsens tiltræden 1930. Endnu engang vendte han tilbage til Dagmarteatret, dog afbrudt af udenlandske gæstespil der bragte både laurbær og udmærkelser. Repertoiret blev udvidet med fx den marseillanske krovært Césare i M. Pagnols Marius, Markurell i H. Bergmans En Far fik en Søn, og som Oscar Wilde i M. Rostands Oscar Wilde-Processen redegjorde Poul Reumert på uforglemmelig vis for forvandlingen fra den depraverede selskabsløve til den totalt ensomme i cellen. Sammen med Bodil Ipsen charmerede han som faderen i J. Duvals Etienne og forgyldte danske værker af bl.a. J. Locher. Men ellers fastholdt han og udviklede rækken af magthavere, direktører, pastorer og doktorer, som han forsvarede så bevægende, fx gehejmeråd Clausen i G. Hauptmanns Før Solnedgang og ikke mindst overlægen Hilmar Ruhne i K. Schlüters Nu er det Morgen som behandlede det ømtålelige emne medlidenhedsdrab.

I Dagmarteaterperioden gæstespillede han på Det kgl. teater som Akitofel i K. Munks De Udvalgte, 1933 og som Edgar i Dødsdansen, 1937. S.å. vendte han endelig tilbage til nationalscenen hvor han forblev til sin afsked. Allerede i første sæson spillede han ministerpræsident Thiers i N. Griegs Nederlaget og gjorde ham til karikatur på tyranni og magtbrynde. Men hans første store triumf blev at skaffe Kaj Munk oprejsning med En Idealist der led en så krank skæbne ved førsteopførelsen. Poul Reumert havde allerede da levendegjort det store drama ved talrige oplæsninger. Han gav denne vældige Herodes ildsjælen, snildheden, falskheden og hykleriet, masken var et fantastisk studie, men han evnede ikke fuldt at overbevise i figurens erotiske og religiøse aspekter. Han fortsatte med Kaj Munk, og skønt det lå ham fjernt kom han til at stå med begge ben i mulden som godsejer Leth i Egelykke og Mikkel Borgen i Ordet. Pastor Manders i Gengangere forsvarede han som en naiv og fordomsfuld mand, men med så megen menneskelighed i behold at forholdet til fru Alving blev acceptabelt.

Ved sit 40-års-jubilæum gav han i Bodil Ipsens iscenesættelse som Don Ranudo det fornemste og mest rørende fugleskræmsel i hans regimente af originaler, den sidste og største af hans tragikomiske fremstillinger af nederlagets mænd. Til Holberggalleriet føjede han et stupiditetens monument som Herman von Bremen i Den politiske Kandestøber, men hans komiske kunsts højdepunkt blev Jeronimus i Mascarade, olm, tvær, brændevinsblussende. Enorme udstopninger gav den autoritære tyngde. I Moliére forbavsede han ved at konvertere Arnolphe i Fruentimmerskolen fra en latterlig hanrej til en betydelig mand og afsløre figurens smertepunkter, noget der skaffede ham en stor del af sympatien.

Ved sit 50-års-jubilæum gentog han det milde magtmenneske Cæsar i B. Shaws Cæsar og Cleopatra. Han var i sin høje alder så suveræn at han kunne være sin egen forestilling i forestillingen som fx storinkvisitoren i Anouilhs Lærken, ligesom han også evnede at gøre Polonius til hovedrollen i Hamlet, 1954. Det modne mesterskab viste sig også i at han nu og da turde slette sig fuldkommen ud som stum eller døv, så han derved blev stykkets uforglemmeligste figur som fx baron Hector i Anouilhs Leocadia eller som den hensigtsmæssigt døve Burrows i N. Cowards Familie Album. Lige før sin 75-års-dag imponerede han som kong Ferrante i Montherlants Den døde Dronning skønt han ikke ejede det umiddelbare gemyts antenne til almagten. I Fr. Dürrenmatts Den gamle Dame besøger Byen ved Bodil Ipsens50-års-jubilæum demonstrerede han som Ill en ridderlig nænsomhed over for sit livs partnerske. Han nåede at spille Corfitz i Barselstuen og kunne så sent som 1962 endnu stjæle scenen som den ondskabsfulde sladderagtige kardinal i Anouilhs Becket. Sidste gang han optrådte på teatret var som Chr. IV i anledning af festforestillingen ved prinsesse Margrethes forestående bryllup maj 1967. Mellem 1923–37 gav Poul Reumert flere gæstespil i fransk ensemble bl.a. med Karen Bramsons Le Professeur Klenow på Théâtre National de l'Odeon, Tartuffe på Théâtre français 1925. Men han gæstede også Belgien, Sverige, Norge, Finland, Island og Færøerne.

Poul Reumert debuterede i radioen allerede 4.11.1923 med recitation af J.L. Runebergs Sven Dufva. Det blev til en lang række oplæsninger og mange roller i radioteatret hvor han gentog sine store skikkelser fra 20'erne. Men radioen gav ham også lejlighed til at spille roller som teatret ikke havde givet ham, fx Jacob von Thyboe, kong Lear, Jago i Othello, Mefistofeles i Faust og Nathan denVise. På bånd er bl.a. bevaret baronen i Baandet, Toll i Galgemanden, Alceste i Misantropen, Herodes i En Idealist, ritmesteren i Faderen, Polonius i Hamlet, Herman v. Bremen i Den politiske Kandestøber, Edgar i Dødsdansen, Fabius i Før Cannae, pastor Manders i Gengangere, Cæsar i Cæsar og Cleopatra. Den sidste rolle blev ærkebiskoppen i Sartres Djævelen og den gode gud, 25.11.1966.

Han spillede også en del roller på TV, allerede 1954 kom Før Cannae, i ny version 1962: Endvidere Skaarup i Sparekassen, Lindkvist i Paaske, men som gamle Levin i Indenfor Murene i samspil med Clara Pontoppidan blev han hele Danmarks ejendom.

Poul Reumerts filmdebut i Afgrunden, 1910, sammen med Asta Nielsen vakte kolossal opsigt. Det gjorde de næste film ikke, men han fortsatte i forfører- og skurkefaget. I Bristet Lykke og Lykkendræber, 1913 spillede han sammen med Betty Nansen. Interessantere udfoldelsesmuligheder fik han i Benjamin Christensens Heksen, 1921 og A. W. Sandbergs Lasse Maansson fra Skaane, s.å. Han fortsatte i talefilmen med bl.a. Den gamle Præst, 1939, siden i charmerende samspil med Marguerite Viby i Frøken Kirkemus, 1941, Otte Akkorder, 1944, Affæren Birte, 1945, De kloge og vi gale, s.å. Hans store teatersucces blev transponeret til film i Familien Swedenhielm, 1947. I For frihed og ret, grundlovsfilmen 1949, spillede han Chr. VIII, og sidst Af mit liv og min tid, 1965. En del af Poul Reumerts store præstationer er optaget af Knud Hegermann-Lindencrone og overført på grammofon (Skandinavisk Grammofon A/S og Berl.Tid.) I anledning af hans 75-års-dag udkom Fruentimmerskolen, 1958 og på 85-års-dagen Genboerne, 1968, komplette.

Poul Reumert befattede sig aldrig – på én undtagelse nær – med sceneinstruktion. Til gengæld var han lærer ved Det kgl. teaters elevskole i flere perioder. Han holdt gæsteforelæsninger i Paris 1932.

Poul Reumert var ingen Aladdin som den samtidige Johannes Poulsen. Hvad han opnåede stred han sig frem til ved en flid og en arbejdsdisciplin som næppe vil kunne anskueliggøres for kommende slægter. Tidligt fik han prædikatet den naturalistiske skuespiller, men karakteristikken er alt for snæver. Som andre genier sprængte han rammer, genrer og retninger, men arbejdsmetoden, den minutiøse analyse, havde sin rod i den naturalistiske skole. Derfor var han fremmed over for det poetiske gennembrud i teatret og absurdisterne. Men i denne store menneskeskildrer boede der også en gøgler og en fantast. I de sjældne øjeblikke, hvor disse to sider af hans personlighed smeltede sammen til visioner af menneskeligt liv, men med overnaturlige dimensioner, nåede han det største. Ved hans død var samfundet og dermed synet på teatret fundamentalt ændret. Han havde haft det privilegium at være skuespiller i en tid hvor Det kgl. teater var det kulturelle midtpunkt, og hvor ingen drog dets eksistensberettigelse i tvivl. Derfor kunne han til det sidste bevare en urokkelig tro på at der var en mening i at stille overmenneskelige krav til sig selv. En epoke sluttede med ham. Slagskyggerne blev lange. Sporene tomme.

Poul Reumert har skrevet Masker og Mennesker, 1940, Teatrets kunst, 1963, Om teater. Udv. essays ved C. Bergstrøm-Nielsen, 1971, og udgivet Anna Borgs Erindringer, 1964. Poul Reumert var Membre du comité international de la Société universelle du Théatre, æresmedlem af Svenska teaterforbundet og tildeltes dettes hædersmedalje i guld 1958 samt flere svenske og finske hædersbevisninger. Han blev æresmedlem af Studenterforeningen i Kbh. 1962, hvis æreskunstner han blev 1937. Poul Reumert fik Henri Nathansens mindelegat 1955, Kaj Munks mindelegat 1962, Dansk skuespillerforbunds æresnål i guld s.å. og 1967 Kbh.s Absalon-pris. – Ingenio et arti 1933.

Familie

Poul Reumert blev født i Kbh. (Jons.), død i Kbh., begravet Mariebjerg kgd., Gentofte. Forældre: skuespiller Elith Reumert (1855–1934) og danser Athalia A. H. Flammé (1858–1952). Gift 1. gang 30.6.1906 i Ordrup med Helga Ingeborg Meyer, født 9.11.1886 i Århus, død 22.9.1984, dat af hotelejer Johan Holger Meyer (1850–1926) og Maren Kirstine Højen (1849–1927). Ægteskabet opløst 1918. Gift 2. gang 2.5.1919 i Kbh. (Jac.) med skuespiller Rigmor Emmy Julie Dinesen, født 3.9.1893 i Kbh., død 15.2.1978 i Kbh., datter af partikulier Victor Harald Albert Dinesen (1849–1916) og Betzy Laura Rasmussen (1849–1931, gift 1. gang med skuespiller Julius Christian Hansen; gift 2. gang med lensgreve Ludvig Holstein, 1815–92). Ægteskabet opløst 1930. Gift 3. gang 5.8.1932 i Reykjavik med skuespiller Anna Borg, født 30.7.1903 i Reykjavik, død 14.4.1963 på Fornebu, datter af kæmner Borgpor Josefsson (1860–1934) og skuespiller Stefania Guðmundsdóttir (1876–1926).

Udnævnelser

R. 1922. DM. 1926. K.2 1948. K.1 1958. F.M.1. 1967.

Ikonografi

Karikatur af L. Find, 1908 (Fr.borg). Tegn. af Gerda Ploug Sarp, 1912 (Teatermus.). Tegnet i rolle af Vald. Møller (Kgl.bibl.; Teatermus.), 1915 (Teatermus.) og 1918 (Fr.borg) samt af Thoralf Kloumann, 1919 (Teatermus.). Buste af Max Meden, 1920 (Fr.borg) og 1924. Silhouet af Kirsten Wiwel, 1922 (Kgl.bibl.). Mal. af Johs. Wilhjelm, 1927 (Teatermus.) og af G. F. Clement, 1928 (Fr. borg). Tegn. og litografi i rolle af Hans Bendix 1928 og talrige gange senere, udst. 1930, 1931, 1932, 1936, 1951, 1960, 1963 og 1965 (flere i Teatermus. og på Fr.borg). Tegnet selvportr. 1929. Rolletegn. af H. Jensenius udst. 1929, 1938, 1940, 1942, 1944, 1948, 1958 (flere i Teatermus. og på Fr.borg). Linoleumssnit af K. J. Almquist bl.a. 1932. Tegn. af Otto Christensen, 1938 (Fr.borg). Dobbeltmal. af A. Tørsleff 1938–39 (Studenterforen.), kopi af Aage Wilhelm, 1938. Mal. af Hans Flygenring, 1941. Statue i rolle af Henning Koppel, 1942 (Teatermus.). Buste i rolle af Clara Pontoppidan ca. 1942. Tegnet i rolle af Viggo Thomsen bl.a. 1943 og 1948 (Teatermus.) og af Carl Jensen udst. 1944 samt 1951 (Teatermus.). Buste af Johs. Bjerg, 1944 (Det kgl. teater). Mal. af H. Vedel, 1945 og af A. Tørsleff, 1946 (Det kgl. teater). Tegnet i rolle af M. Ulvig, 1946 (Teatermus.). Buste af Johs. Hedegaard udst. 1954. Rolletegn. af Erik Werner udst. 1955 og af Preben Zahle udst. 1962. Statuetter i roller af Axel Locher (bl.a. Teatermus.). Tegnet i rolle af Gerda Ploug Sarp (bl.a. Kgl.bibl.). Maske af E. Lundgren og af H. Isenstein. Foto (bl.a. Kgl.bibl., Teatermus. og Det da. filmmus.).

Bibliografi

Poul Reumert: Masker og mennesker, 1940 (3. udg. 1963, heri rolleliste). Samme: Teatrets kunst, 1963. – Gustav Bauditz: Poul Reumert, 1917. Henri Nathansen: Johs. Poulsen og Poul Reumert, 1918. Studenterne 1901, 1926 188f. Sv. Lange: Meninger om teater, 1929. Fr. Schyberg i Politiken 19.11.1937. Harald Engberg sst. 16.2.1952 og 20.4.1968. Fr. Schyberg: Ti års teater, 1939. Samme: Danske skuespillerportrætter, 1959 53–70. Soya: Poul Reumert, 1942. Det kgl. teaters progr. febr.1942, 1961–62 nr. 6 og 1967–68 nr. 9. Vald. Willumsen: Fra teatrets verden, 1944. Rob. Neiiendam: A/S Kbh.s Hippodrom. Folketeatret 1845–1945, 1945. Teatret på Kongens Nytorv 1748–1948, 1948. Clara Pontoppidan: Eet liv – mange liv I–IV, 1949–63 (ny udg. I-II, 1965–68). Poul Linneballe: Poul Reumert, 1951. Harald Engberg: Teatret 1945–52, 1952. Samme: Den unge vredes tid, 1970. Bodil Ipsen 1889–1909–1959, red. Sv. Kragh-Jacobsen, 1959. Mogens Wieth, red. Kn. Poulsen, 1962 46–53 (heri brevveksl.). Bogen om Poul Reumert, red. Birte Freisleben og H. Holkenfeldt, 1963. Kl. Hoffmeyer i Information 26.3.1963. Ole Vinding sst. 20.-21.4.1968. Ole Brandstrup i Berl. aften 20.4.s.å. Sv. Erichsen i Aktuelt s.d. Jens Kruuse i Jyllandsposten s.d. Sv. Kragh-Jacobsen i Berl. tid. s.d. Jens Kistrup sst. 27.4.s.å. Poul Reumert, red. Jan Danielsen, 1968. Gunnar Sandfeld: Thalia i provinsen, 2. udg. 1968. Samme: Teaterkunst på små scener, 1969. Rigmor Reumert: Erindr, om Poul Reumert og mit teaterliv, 1972. De musiske udsendelser. DR 1925–75 I–III. 1975–78. Sv. Kragh-Jacobsen: Teateraftener, 1980. Peer Gregaard: I aften udsolgt, 1980. Optagelser i DRs ark. og Filmmuseets ark. Finn Møller Larsen: Poul Reumert En diskografi, udg. Nationaldiskoteket, 1970. – Papirer i Kgl.bibl. og Kgl. teaters bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karen Krogh: Poul Reumert i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296315