Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Poul Reichhardt

Oprindelige forfattere JeKis og MeHa

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Poul Reichhardt, Poul David Reichhardt, 2.2.1913-31.10.1985, skuespiller. Efter at have taget undervisning i sang, men uden egentlig skuespilleruddannelse blev Poul Reichhardt 1931 engageret til Nørrebros teater og kom 1933 til Det ny teater hvor han bl.a. spillede Aramis i operetten De tre musketerer. Han optrådte i 30'erne på flere kbh.ske scener hvor hans sangstemme, fordelagtige ydre og friske, maskuline charme gjorde ham let at placere. Samtidig spillede han adskillige filmroller fx i Alarm, De tre måske fire og Jens Langkniv. Men det var først i 40'erne hans karriere virkelig fik luft under vingerne. På teatret vandt han især popularitet som operettehelt – i tiårets begyndelse bl.a. som Gøngehøvdingen på Det ny teater, fra 1944 til 1948 på Nørrebros teater hvor han gjorde megen lykke fx som prins Paris i Den skønne Helene, styrmand Karlsen i Styrmand Karlsens flammer og Eisenstein i Flagermusen. Han kom på dette teater til at indtage den plads i publikums bevidsthed Hans Kurt havde vundet i sæsonerne umiddelbart i forvejen, men fik kun få chancer som "rigtig" skuespiller – en undtagelse var skurkerollen i Rebecca på Det ny teater.

Poul Reichhardts løbebane som operetteskuespiller afsluttedes og kulminerede da han i næsten en hel sæson spillede grev Danilo i Den glade enke i Oslo. Men parallelt med de populære succeser på teatret fik han på filmen muligheder for at manifestere og udvikle det skuespillertalent som teatret i denne periode kun sjældent fandt anvendelse for – først i mindre roller i fx Det brændende spørgsmål, Elly Petersen og Otte akkorder, senere i den egentlige gennembrudsrolle som frihedskæmperen Michael Låns i De røde enge, 1945, hurtigt efterfulgt af bl.a. Soldaten og Jenny og Støt står den danske sømand.

Det redelige, ligefremme og samtidig maskulint blufærdige i Poul Reichhardts talent gjorde ham så at sige til den fødte fremstiller af den moderne unge mand med rødder i det jævne folk – kvaliteter det lykkedes ham at overføre til de mange mere enstrengede folkekomedie-roller han kom til at spille på filmen da Morten Korch-bølgen i 50'erne begyndte at dominere repertoiret med De røde heste, 1950 som det første forsøg i noget der meget hurtigt antog karakter af en masse- og serieproduktion. Poul Reichhardts senere filmroller begrænsede sig ikke til folkekomedien.

Annonce

Men der er ingen tvivl om at det var hans filmroller fra 40'erne der blev hans redning som skuespiller, for så vidt som det var dem der førte til hans engagement ved Det kgl. teater hvor han 1950 fik sin første optræden som sønnen Biff i Arthur Millers En sælgers død. Til dette teater har han senere været knyttet, og dér oplevede han særlig i 50'erne og 60'erne en udvikling som gik langt ud over de løfter han indtil da havde givet. Poul Reichhardt blev i løbet af nogle få sæsoner en af Det kgl. teaters mest anvendte og mest mangfoldige skuespillere. Han gled naturligt ind i det moderne repertoire – fra Kristoffer i H. C. Branners Thermopylæ over Arthur i Kjeld Abells Skriget og betjenten Victor i Arthur Millers Prisen til hovedrollerne i Klaus Rifbjergs Hvad en mand har brug for og År. Højdepunktet i dette imponerende moderne repertoire blev titelrollen Archie Rice i John Osbornes Tribunehelten, 1959 hvor han ikke bare kunne spille på hele show-branchens register, men som han tillige gav en gribende dimension af menneskelig tragedie. Han fandt imidlertid også hurtigt en fremtrædende plads i nationalscenens klassiske repertoire. Hos Holberg spillede han en række Henrik'er – fx i Det lykkelige skibbrud, Henrik og Pernille og Mascarade – og han var en stærkt karikeret ridefoged i Erasmus Montanus som han senere spillede på TV. Han var en rørende Meyer i Indenfor murene og blev siden en på én gang vittig og hjertevindende klokker Link i Nei. Hos Shakespeare overraskede han allerede i en af sine første sæsoner på Det kgl. teater som kongen i Hamlet, en af hans mest spændende figurer, og spillede senere bl.a. narrene i Som man behager og Helligtrekongersaften. Selv i opera og operette-repertoiret udfoldede han sit vitale og fleksible multitalent fx som svinet Porcus i Jeanne d'Arc på bålet, som Papageno i Tryllefløjten, som matrosen i Pinafore og som generalen i Animalen der 1981 blev hans sidste rolle før sygdom gjorde ham uarbejdsdygtig.

De første 20 år på nationalscenen blev de lykkeligste og mest udbytterige i Poul Reichhardts skuespiller-karriere – samtidig med at han via filmen og tribunen befæstede sin position som en af Danmarks mest populære, ja, elskede skuespillere og entertainere.

En yderligere bekræftelse på denne popularitet blev hans rolle som flyttemand Olsen i TV-serien Huset på Christianshavn 1970-77. På fjernsynet spillede han også titelrollen i Erik Knudsens bidende politiske satire Werner Holgersen, 1972, et skarpt portræt af en moderne poppolitiker, en demokrat og demagog som Poul Reichhardt levendegjorde ved tilsyneladende med piber og trommer at gå ind for alt det Erik Knudsen ikke kunne lide. Men på Det kgl. teater blev opgaverne efterhånden færre og mindre interessante. Poul Reichhardt spillede i stadig stigende omfang på teatre uden for nationalscenen – musical i Helsingør, revy i Tivoli, lystspil på Ålborg teater og senere på Det ny teater (Far). På Det danske teater vandt han en stor sejr som sælgeren Willy Loman i En sælgers død og gjorde senere stærk virkning som faderen i Seks personer søger en forfatter. Og selv om evnen til fornyelse heller ikke rent teknisk var den samme som før hævdede Poul Reichhardt sig til det sidste som en af vore mest alsidige skuespillere for hvem ingen genre eller intet rollefag var fremmed. Det viste sig også i de roller hvori han så at sige greb tilbage til fortidens populære triumfer – fx som Eisenstein i Flagermusen som han i sine senere år først spillede på film og senere på TV. Hans sidste filmrolle blev i Olsen-banden over alle bjerge, 1981.

Poul Reichhardt var et usædvanligt eksempel på en skuespillertype som folk kunne identificere sig med og næsten synes at kende personligt, men som trods en ligefrem overvældende popularitet formåede at vinde nyt kunstnerisk terræn – også dér hvor de populære sejre ikke er så lette at finde.

Familie

Poul Reichhardt blev født i Ganløse, begravet på Ordrup kgd. Forældre: kreaturkommissionær Carl Christian Peter Reichhardt (1887–1963) og Marie Frederikke Larsen (1891–1982). Gift 1. gang 20.5.1946 med skuespiller Lilli Juanita Katharina Christiansen, kaldet Lilli Lani, født 12.6.1905 i Kbh., datter af tjener Pontus Christiansen (1872–1918) og Bodil Cathrine Rasmine Andersen (1871–1935). Gift 2. gang 31.5.1955 med skuespiller Margareta Fahlén, født i Sollefteå, datter af lærer Oluf Fahlén. Gift 3. gang 25.6.1962 med balletdanser Charlotte Motzfeldt Ernst, født 13.2.1939 i Kbh. (Holmens), død 11.6.1973 i Kbh., datter af kommandørkaptajn Robert Motzfeldt Ernst (1900–51) og Arendse Theodora Lehn Schiøler (født 1908).

Udnævnelser

R. 1958. R1. 1971.

Ikonografi

Karikatur af Kai Christiansen, 1956. Tegn. 1961. Tegn. af Hans Lollesgaard (Kgl.bibl.). Foto.

Bibliografi

Poul Reichhardt: Min far var studepranger. Erindr, fortalt til Niels-Jørgen Kaiser, 1970. Carsten Borch: Poul Reichardt : folkelig - og helt sig selv : en biografi, 1995.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Kistrup, Merete Harding: Poul Reichhardt i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296266