Petrine Sonne

Petrine Sonne, Johanne Petrine Sonne, 25.11.1870-26.5.1946, skuespiller. Født i Kbh. (Frue), død i Skodsborg, begravet i Kbh. (Ass.). Skønt datter af Folketeatrets populære skuespiller Julie Møller havde S. ingen teaterdrømme, men begyndte i huset hos Folketeatrets direktør Severin Abrahams. Pga. moderens sygdom sprang hun ind i en af hendes roller og fik hermed sin debut som madam Stabel i H. Hertz' Audiensen (31.8.1892). 1900 forlod hun Folketeatret, kom til Casino, Frederiksberg teater, Det ny teater (1911–27) og derefter tilbage til Folketeatret hvor hun endte som det bedste udtryk for netop denne folkelige scenes teaterkunst. Hun blev traditionen i huset uden dog at blive traditionel. Af statur var hun klejn. Dybtliggende spillende øjne illuminerede det brede udtryksfulde ansigt med det karakteristiske overbid. Fantasien og iagttagelsesevnen var enorm. Persongalleriet omfattede elskelige morliller, rørende, udslidte, åndsfattige eller snusfornuftige koner men også excentriske halvgale kvindfolk som hun evnede at fylde med Dickensk liv. Som ung spillede hun bl.a. Palle i Gøngehøvdingen, senere priorinden i Nitouche, første gang 1912, og fortsatte med så forskellige partnere som Rasmus Christiansen, Carl Alstrup og Max Hansen som Celestin-Floridor, i alt langt over 800 gange. Hun markerede sig stærkt som den fordrukne Torske-Jette i En Vesterbrodreng, den mærkelige stumme Anna i S. Rindoms Det sorte Faar, fru Holm i J. Lochers Naar Strømmen kæntrer, Frk. Beckstein i sammes Anden Halvleg. Med Johannes Poulsen optrådte hun som Tekla i Tante Oscar 1930 og som den gamle tante i Jette Gebert s.å., og hentede sig en bastant succes som kokkepigen i C. Boothes Kvinder på Det ny teater. Af klassiske roller spillede hun bl.a. ammen i Romeo og Julie og kobbersmedemadammen i Genboerne. Som den halvskøre Mrs. Porter i G. Savorys George og Margaret, der ingen replikker havde, fik hun et bragende bifald ved sin blotte entré kostumeret som en ølflaske med blussende kinder, udspilet af appelsinskræller. En komedie i komedien skabte hun som den tunghøre stift-dame med hørerør i A. Breidahls Frøkenklosteret, hvori hun demonstrerede sin døve ensomhed ved at sysle med snart det ene, snart det andet, som intet havde at gøre med det der foregik omkring hende. Rollen spillede hun ved sit 50 års jubilæum. Stor komisk succes fik hun ligeledes i H. Bergmans Farmor og Vorherre 1943. Som Sidse lugekone i den årligt tilbagevendende Nøddebo Præstegaard var hun i sin jævne enfoldighed et umisteligt inventar. S. var i besiddelse af en fin musikalitet der kom hende til gode i de mange vaudeviller og sangspil hun medvirkede i, bl.a. den helt originale Frk. Sørensen med det bekymrede abefjæs i Johanne Luise Heibergs Abekatten og madam Tschöll i Jomfruburet hvori hun både sang og dansede. Den sidste rolle på Folketeatret blev kokkepigen i K. Simonovs Himlen er blaa og Græsset grønt 1946. S. var lidt oppe i årene før hun virkelig fik slået sit navn fast i den offentlige bevidsthed, hertil hjalp de mange radioroller hun spillede, men det var særlig filmen der gjorde hende landskendt. Hun begyndte i stumfilmsperioden med Heksen og Cyklisten 1909 og i nogle Fy og Bifilm, men også i Carl Th. Dreyers Du skal ære din Hustru 1925. Hun medvirkede i omkr. 40 talefilm og blev efterhånden noget nær Nordisk Films mascot. Hun huskes særlig fra Bolettes Brudefærd, Sommerglæder, som harpenisten i En Herre i Kjole og Hvidt 1942, vaskerkonen i Tyrannens Fald s.å. Endvidere for den elskelige hofdame i Drama paa Slottet, n.å. den stiktossede kone i Bedstemor gaar amok, sladderkællingen i Biskoppen, alle Istedgademadammers fællesnævner i Spurve under Taget og husinventaret i To som elsker hinanden, alle fra 1944. S. der mest har spillet små roller endte som en i det lille format meget betydelig skuespiller der af næsten intet formåede at skabe stor tragik og komik. – Hun modtog belønningsmedaljen i guld 1942.