Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Paula Illemann Feder

Oprindelig forfatter JWii
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Paula Illemann Feder, Paula Marie Mathilde Illemann Feder, 25.2.1893-1.11.1967, skuespiller. Født i Kbh. (Johs.) (navnebevilling til Hammel 29.9.1911), død i Odense (Skt. Knud), urne på Spentrup kgd., Randers. Uddannet hos Karl Mantzius og Anna Boserup debuterede I. F. på Det kgl. teater 1910 som anden-pigen i Barselstuen efter at have gennemgået teatrets elevskole. 1912–16 var hun knyttet til Odense teater og 1919–27 optrådte hun på skiftende københavnske teatre. 1927–29 ansattes hun atter på Odense teater for efter en tid på Folketeatret (1929–35) at trække sig tilbage fra scenen og bistå sin mand i hans evangeliske virke. Efter hans død 1946 vendte hun tilbage til Odense teater hvor hun 1950 fejrede sit 40-års skuespillerjubilæum og 1960 sit 50-års jubilæum. – I de yngre år spillede I. F. unge frueroller, men opnåede med alderen at blomstre op og bekræfte sin egenart som skuespiller. Sammen med Finn Lassen blev hun en institution på Odense teater hvor hun ialt spillede 140 roller. Hun kunne lyne af kraft og autoritet som dronning Elisabeth i Maria Stuart og som madame Alexandra i Colombe, og hun kunne spille med en tør humor som fru Gruesen i Parasitterne, fru Levin i Indenfor Murene og som mor Aase i Peer Gynt. En af hendes store præstationer var fru Alving i Gengangere, men også i det moderne repertoire fejrede hun triumfer, fx som enkefru Tang i En Kvinde er overflødig og som hustruen i Du skønne Ungdom. – I. F. var i ordets bedste forstand en god håndværker, en naturalistisk skolet skuespiller der sikker i sin kunst videreførte gammel skuespillertradition. Hendes scenemyndighed, håndværksmæssige kunnen og en tilbundssøgende ærlig redelighed gjorde hende til en af sin tids væsentlige skuespillere. I. F. har foruden sit teaterarbejde medvirket inden for film, TV og radioteatret.

Familie

Forældre: sergent ved livgarden, senere arbejdsmand Ernst Ferdinand I. (1866–97) og Ane Cathrine Jensen (1862–1944). Gift 1. gang 17.10.1914 med skuespiller Knud Trappaud Levinsen, født 2.11.1887 i Kbh., død 15.8.1916 på Frbg., s. af grosserer August Trappaud L. (1852–1900) og Thea Nielsen (1858–1946). Gift 2. gang 27.5.1920 i Næstelsø, Præstø med skuespiller, senere teaterin-spicient og abonnementssekretær ved Det kgl. teater, sidst inspektør ved Grøndals bio Svend Borch, født 23.10.1881 i Adslev, Århus amt, død 17.9.1961 i Kbh., s. af sognepræst Ulrich Sophus B. (1845–1931) og Frederikke Fernandine Faurschou (1846–1921). Ægteskabet opløst 1932. Gift 3. gang 11.5.1933 i Kbh. (b.v.) med skuespiller, senere forfatter og lægprædikant Georg Carl Feder (navneforandring til Ulfborg 1926-april 1933), født 24.4.1891 i Ålborg (Budolfi), død 12.12.1946 i Randers, s. af cigarmagersvend, sidst kelner Thomas Christian Carl F. (1865–1943) og 1. hustru Lovise Charlotte Dagmar Ingversen (1866–97).

Udnævnelser

R. 1954.

Annonce

Ikonografi

Scenebilleder (Odense teater). Foto.

Bibliografi

Interview i Fyens stiftstid. 3.12.1950. – Odense teater 175 år, red. Poul Dreyer, 1971. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jytte Wiingaard: Paula Illemann Feder i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291778