Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Palle Huld

Oprindelige forfattere JWii og MeHa
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Palle Huld, Palle Torben Huld, 2.8.1912-26.11.2010, skuespiller. Født i Hellerup, begravet på Solbjerg parkkirkegård, Frederiksberg. H. blev efter endt elevskole 1934 ansat ved Det kgl. teater hvor han gled smukt ind i repertoiret. I begyndelsen var det fortrinsvis elskerroller han spillede, fx prinsen i Der var engang, 1940 og Leander hos Holberg. H.s deklamationskunst var ypperlig. Noblessen og det ungdommelige sceneydre gjorde at han længe spillede de klassiske elskere, hvoraf bl.a. Flemming i Elverhøj, 1952 var smagfuldt tilpasset stykkets stil. Efterhånden tildeltes H. noble adelsherrer og karakterroller, fx regissøren i Colombe, 1952, Dr. Rank i Et dukkehjem, 1956 og pornodirektøren i Chez nous, 1977. 25-års jubilæum fejrede han som Jacques i Som man behager, 1957, mens de komiske facetter kom til udfoldelse i rollen som Holger Drachmann i 50-års jubilæumsforetillingen Komedie i grænselandet, 1982. H.s scenedisciplin, stilsans og indlevelsesevne var stor. Han var derfor meget benyttet og reddede mange dårlige roller i land ved taktfuldhed. Den store lidenskab var aldrig kendetegnende, desto mere fremtrædende var den gennemarbejdede rollekarakteristik, selvom der med årene kunne fremkomme konventionelle træk. H. var en af de første der nød godt af teatrets nye orlovsordning og gæstede flere teatre i Kbh. og provinsen. Han var ligeledes flittigt brugt i TV, Radioteateret og ved filmen, ofte i små, men betydningsfulde roller. Som rejseentusiast var han jorden rundt (Jorden rundt i 44 Dage, 1928), og sammen med Elith Foss var han på motorcykel Middelhavet rundt og gennem den syriske ørken til Iran (Vor Nimbusfærd, 1935 og Med Palle og Foss til Orienten, 1937). Han var meddirektør for Dansk friluftsteater 1945-50, Det kgl. teaters turnédirektør 1969-72, og hans organisationstalent var også benyttet af Skuespillerforeningen af 1879, hvor han blev æresmedlem i 1987 og Dansk skuespillerforbund. Han blev i 1945 medlem af Eventyrernes klub. Han iscenesatte i provinsen og producerede flere film, bl.a. om Det kgl. teaters første Grønlandsturné 1969 som han var leder af. - Han modtog Frederik Schybergs mindelegat 1952. Olaf Poulsens mindelegat 1980.

Familie

F: grosserer Ludvig Christian Conrad H. (1870-1944) og Emilie Johanne Sofie Liebmann (1878-1968). Gift 10.2.1938 i Kbh. (Ansgar) med Edith Eva Fleron, født 4.1.1914 i Kbh., død 22.5.2003, d. af bogbindermester Carl Johan F. (1867-1962) og Marie Larsen (1877-1967).

Udnævnelser

R. 1953. R1. 1973.

Annonce

Ikonografi

Mal.

Bibliografi

P. H.'s erindringer: Så vidt jeg erindrer, 1992.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jytte Wiingaard, Merete Harding: Palle Huld i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291617