Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Olga Svendsen

Oprindelig forfatter JeKis
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Olga Svendsen, Olga Emilie Svendsen, 22.2.1883-22.10.1942, skuespiller. Født i Kbh. (Cit.), død sst., urne på Solbjerg kgd. S. voksede op i Kastellet, optrådte tidligt som sanger og debuterede 1904 på Dagmarteatret hvor hendes far var statistformand. Efter nogle sæsoner ved Sønderbros teater blev hun af Frede Skaarup engageret til det ny Scalateater, i hvis første revy Den trådløse, 1912 hun medvirkede, og til hvis mest populære kræfter hun hurtigt kom til at høre. Den københavnske folkelighed var hende i kødet båret – rund, drastisk, humørfyldt. Og indtil 1923 var hun med så at sige i hele Scalas repertoire, operetter såvel som revyer. Hun dannede ofte par med den ligeledes særdeles trivelige Oscar Stribolt (1872–1927) – de gjorde fx megen lykke som den aldrende hofglasslibermester og hans kone i operetten Jomfruburet, morsomme og rørende på samme tid. Og i revyen Alle veje fører til- var hun kvindelig postmester på Sprogø, mor til Hans W. Petersen som drengen der vil se giraffen. Efter hendes afsked med Scala kom der nogle urolige og magre år. Men rollen som dronning Frederikke i Styrmand Karlsens flammer – med visen På min lysegrønne Ø – på Nørrebros teater 1928 befæstede atter hendes position i publikums bevidsthed. Og den blev yderligere forstærket via revyen: PH-revyen På hodet på Nørrebros teater – hvori hun sang visen Det er her på Nørrebro, det foregår - og den sidste Scaliirevy Punktum finale, 1930. Hendes sceniske karriere var i det hele taget nært forbundet med revyen – Over Stalden-revyerne, Cirkusrevyen fra 1937. Her optrådte hun sidste gang sommeren 1942 – det år, hun døde – bl.a. med visen Det gamle Klampenborg. Hun var med i mange film allerede i stumfilmens tid – fx i en række Fy og Bifarcer. Men først talefilmen lod hendes brede, altfavnende folkelighed komme helt til sin ret. Københavnere, 1933, blev næsten et nyt gennembrud for hende med visen om København som en slags kendingsmelodi. – Datteren Elga Olga Svendsen (født 14.4.1906, død 26.7.1992) – efterhånden bedst kendt som Elga Olga – kom allerede som halvvoksen til at spille mindre roller på filmen. Hun debuterede 1932 i Nakskov, optrådte senere på Casino, Betty Nansen teatret og Fønix teatret (Aveny) og var i længere perioder knyttet til Røde Kro teater og derpå til Nørrebros teater. Den store folkelige succes opnåede hun imidlertid først i revyen, især Cirkusrevyen med visen om Solitudevej, 1953, som det aldrig overgåede glansnummer. Hendes type, talent og viseforedrag minder om moderens, hvad der bl.a. viste sig i Randers-revyen 1981 og Cirkusrevyen 1982 der begge havde karakter af en på én gang retrospektiv og aktuel hyldest til den aldrende primadonna. Men ind imellem har hun også spillet "rigtige" roller fx som gæst på Odense teater og på filmen.

Familie

Forældre: sergent Andreas Edvard S. (ca. 1839–1910) og Charlotte Emilie la Fontaine (ca. 1843–1900). Ugift.

Ikonografi

Afbildet på akvareller af Valdemar Møller 1916 og 1918 og på tegn. af E. Utzon-Frank. Tegn. af Børge Bülmann Petersen udst. 1930. Tegn. af Carlo J., 1930 (Teatermus.). Tegnet i rolle af Viggo Afzelius (Teatermus.) og af Vald. Møller (sst.). Foto.

Annonce

Bibliografi

Axel Andreasen og Jens Hansen: O. S. og grammofonen. En diskografi, 1979.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Kistrup: Olga Svendsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298031