Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Olaf Ussing

Oprindelige forfattere JeKis og MeHa
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Olaf Ussing, Olaf Conrad Ussing, 28.4.1907-4.1.1990, skuespiller. Født på Frbg., begravet sst. (Ældre kgd.). U. gennemgik Svend Methlings elevskole på Komediehuset 1928-30 og debuterede på dette teater som Søren Torp i Genboerne 1929. På Gerda Christophersens turné, Århus teater 1932-34 og Odense teater 1935-36 samt 1938-39 kom han hurtigt til at spille roller der lå langt over hans alder. Og som gammelmandsfremstiller med hovedvægt på det groteske og karikaturprægede gjorde han sig også gældende i sine første år i Kbh. – bl.a. i Fransk uden tårer i Riddersalen og i Lille rislende kilde på Nygade teatret. Sit egentlige gennembrud fik han imidlertid da han med sit eget ansigt spillede hovedrollen i det engelske kriminaldrama Der kommer en dag på Nygade teatret 1942. Intensitet, nerve, en replik midt mellem det skarpe og det stilfærdige, det desperate og det smertefulde – alt dette forblev karakteristisk for U. som skuespiller skønt han i reglen foretrak at skjule sig bag en mere eller mindre karikeret maskering og stemmeføring. I Riddersalen overtog han rollen som barværten Nick i Livet er jo dejligt og spillede senere Polonius og Osrick i Hamlet. I sidste halvdel af 1940erne optrådte han fortrinsvis på Folketeatret bl.a. som den sadistiske nevø Jonathan i Arsenik og gamle kniplinger. Men det blev årene under Peer Gregaard på Det ny teater 1950-66 – med enkelte afstikkere til andre teatre i Kbh. og provinsen – der gjorde U. til en af sin tids store skuespillere, selv om hans statur ofte henviste ham til roller i andet plan. Dertil kom at han maksimalt udnyttede de muligheder radio og TV gav ham for at spille roller han ikke kunne spille på teatret. Højdepunktet i hans virksomhed som TV-skuespiller blev abemennesket i Kafkas Beretning for et akademi, 1965, rørende og skræmmende, komisk og tragisk på samme tid. Hans repertoire på Det ny teater omfattede så at sige alt. Det rakte fra den vittige komedie – advokaten i Marcel Aymés Retten på vrangen – til det alvorlige drama – forhørsdommeren, viceguvernør Danforth i Arthur Millers Heksejagt, sagføreren i samme forfatters Udsigt på broen. Den sidste rolle gav sammen med den gamle lagerarbejder i denne forestillings andet skuespil Et minde om to mandage et godt begreb om den store spændvidde i U.s talent. Også klassiske roller spillede han på Det ny teater – fx Orgon i Tartuffe.

Da Peer Gregaard 1966 blev chef for Det kgl. teater tog han U. med sig, og dermed begyndte en ny frugtbar fase i hans lange skuespillerliv. Han var tilknyttet Det kgl. teater frem til 1985. Han spillede også på andre scener – med Bodil Udsen i Storhertugindens afsked på Ålborg teater, 1972, en dobbelttriumf af de sjældne, og med Mime Fønss i Generalinden på Amager scenen, 1981. Men ellers placerede U. sig så at sige fra starten som en af de skuespillere der i skiftende rollefag bar nationalscenens repertoire – med en mangesidighed der ikke blev mindre med årene. Faderen i Sartres Fangerne i Altona, Montaigu i Ernst Bruun Olsens Den poetiske raptus og den gamle mand i det italienske skuespil De hårde drenge (sammen med Helge Kjærulff-Schmidt) hører til det fineste han overhovedet har vist på scenen. Og samtidig fik hans edderspændte komik og krakilske temperament en fylde og en bredde de ikke havde haft før. Komikeren tabte ikke mennesket af syne, hvad han var tilbøjelig til i de unge år da han endnu ikke havde sine rollers alder – typiske eksempler på den U.ske komik blev hushovmesteren i Den herskende klasse, den pengeløse godsejer i Kirsebærhaven og den gamle far, hattemageren i Lørdag, søndag, mandag. En vittig figur i det lille format var desuden lægen i Jean Anouilhs Navlen som han 1983 spillede som gæst på Det ny teater. I forbløffende ringe grad har alderen hæmmet U.s aktivitet, vitalitet og kunstneriske fantasi. Det vidner yderligere en lang række roller i TV og radio om – fx var han Nureddin i Kaspar Rostrups store dramatiske TV-føljeton over Oehlenschlägers Aladdin. U. virkede også som filmskuespiller og havde biroller i ca. 50 danske film, bl.a. i Harry og kammertjeneren, 1961, Rend mig i traditionerne, 1980 og Min farmors hus, 1987. Han har oven i købet fået tid til også at spille en rolle uden for scenen -nemlig som madkunstner. Derom vidner bogen Lad os gå i køkkenet og slappe af, 1970. Og i erindringsbogen Jeg vidste uden at vide, 1974, har han med nervøs selvironi og følsom, til tider overfølsom sarkasme fortalt om sit liv på scenen og udenfor. Han modtog Teaterpokalen 1977.

Familie

F: fabrikant Regnar Albert U. (1876-1919) og pianist Bertha Kirstine Nielsen (1878-1925). Gift 13.3.1948 med skuespiller Olga Giza Kemeny, født 27.3.1904 i Subotica (tidl. Serbien), d. af skuespiller, sceneinstruktør i Budapest Ludwig Max K. og Marie Kerpel.

Annonce

Udnævnelser

R. 1970.

Ikonografi

Tegnet i rolle af Frite Bruzelius (Teatermus.). Mal. af Arne Meyer udst. 1953 og af Mette Valentin udst. 1977. Tegn. af H. Bendix, 1980. Foto.

Bibliografi

O. U.: Jeg vidste uden at vide, 1974 (erindr.). Interviews i Weekendavisen 25.10.1974, Berl. tid. 28.12.1975 og sst. 6.11.1977. – Sv. Erichsen i Aktuelt 28.4.1977. Sv. Kragh-Jacobsen i Berl. tid. 24.2.1979. Ebbe Mørk i Politiken 26.5. så.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Kistrup, Merete Harding: Olaf Ussing i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298770