Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Olaf Fønss

Oprindelig forfatter KaKrogh

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Olaf Fønss, Olaf Holger Axel Fønss, 17.10.1882-3.11.1949, skuespiller. Olaf Fønss var den ældste af de tre brødre der alle vandt en plads i det danske teaterliv. Han blev tidligt fanget af teatret, kom til København hvor han i Martinius Nielsens direktørperiode på Dagmar-teatret debuterede som Palle Galt i Holger Drachmanns Dansen paa Koldinghus, 1903.

Drachmann var hans yndlingsdigter og grandseigneuren Martinius hans ideal, spejlbilleder af hans egen blussende og stridbare karakter og romantisk farvede talent. I ti år tilhørte han Dagmarteatret og spillede en lang række roller i det meget litterært anlagte repertoire der gjorde denne scene til den førende blandt byens privatteatre. Men så fangedes han ind af det nye medium, filmen. Et tilfældigt besøg i Kosmorama, (den franske film Judas) overbeviste ham om at minutters stumt spil fortalte mere end tusinder af talte ord fra scenen. Ved Martinius Nielsens afgang fra Dagmarteatret overtog Adam Poulsen lederposten. Olaf Fønss fik sin afsked og kort tid efter tilbud fra filmfabrikken Det skandinaviskrussiske Handelshus. Det blev en brat overgang fra det lødige repertoire på Dagmarteatret. Ønsket om at hæve filmkunsten op ved store skuespillerpræstationer blev for Olaf Fønss en stor skuffelse, for repertoiret bød mest på sensationelle forbryder-, skræk- og gysfilm. Særlig Dødsridtet, 1912 og Konfetti s.å. blev dog store successer og gav anledning til et smigrende tilbud fra Nordisk Films Kompagni hvor han de følgende år sammen med Valdemar Psilander, Asta Nielsen og Gunnar Tolnæs var med til at skabe den første store periode indenfor dansk film. Han spillede bl.a. i de første mere litterært betonede film, Otto Rungs Vasens Hemmelighed, 1913 og Bristet Lykke s.å. med Betty Nansen og Poul Reumert. S.å. iscenesatte August Blom storfilmen Atlantis, en bearbejdelse af Gerhart Hauptmanns roman hvor Olaf Fønss spillede den store hovedrolle som Dr. Kammacher. Næste år kom Carl Th. Dreyers bearbejdelse af Bertha v. Suttners roman Ned med Vaabnene og 1915 Otto Rungs Verdens Undergang, film hvori Olaf Fønss yderligere bekræftede sine enestående evner som filmkunstner. Efter at Atlantis havde haft premiere i Berlin tilhørte Olaf Fønss ikke mere danske stumfilmsskuespillere, men var med ét slag blevet europæisk filmstjerne med eksorbitante indtjeningsmuligheder.

1916 blev Olaf Fønss indbudt af Deutsche Bioskop til at spille hovedrollen i den påtænkte serie Homunculus instrueret af Albert Neuss og Otto Rippert. Historien om Homunculus-væsnet der var skabt i en videnskabsmands laboratorium blev en enestående succes, og Olaf Fønss' præstation sammenlignet med Josef Kainz' Hamlet og Moissi's Oswald. Homunculus fortsatte i seks afsnit og blev ligesom Atlantis en forløber for den tyske ekspressionistiske genre omkr. 1920.

Annonce

Ved Psilanders død 1917 overtog Olaf Fønss ledelsen af Dansk Film Co. hvor han optog flere store film, deriblandt Dommens dag, 1917, Du skal ære –, Lægen, s.å., og Gengældelsens ret, de to sidstnævnte med Clara Wieth (Pontoppidan) som medspiller. Da Dansk Film Co. omdannedes til filmselskabet Astra blev Olaf Fønss kunstnerisk leder 1917-20. Med fremragende kræfter forestod han her bl.a. filmatiseringen af Leoncavallos opera Bajadser, 1918, og verdenssuccessen En Aftenscene bygget over Chr. Winthers novelle. En særlig bemærkelsesværdig præstation fra denne periode var Chr. Nobels Samvittighedskval, 1919. 1921 indspillede han i Tyskland Vandringer i Natten og Det indiske Gravmæle. Hans sidste store danske filmpræstation ydedes i Sandbergs Fra Piazza del Popolo, 1925, selv om hans filmaktivitet ikke dermed ophørte.

Olaf Fønss' stjerneposition som filmkunstner slukkedes lige så hurtigt som den var begyndt. Selv betragtede han talefilmen som et modelune og havde ingen visioner om at den skulle komme til at udkonkurrere stumfilmen. – Han genoptog sin skuespillervirksomhed og gav en årrække gæstespil på Betty Nansen-teatret. 1932 blev han filmcensor og virkede i embedet til 1946 hvor han, alt for sent i forhold til sin store indsats, endelig fik filmbevilling til World Cinema.

Olaf Fønss havde tidligt vist evner og interesse for organisatorisk arbejde; Dansk filmskuespillerforbund (1915) var første forsøg. Men hovedindsatsen kom han til at gøre i sit livs sidste afsnit som formand for Dansk skuespillerforbund. Allerede 1927 blev han medlem af dets bestyrelse og fra 1933-47 beklædte han formandsposten. Her viste han sig som en enestående foregangsmand og forkæmper for standens interesser. På væsentlige områder fik han forbedret skuespillernes position, bl. a. ved gennemførelsen af en normalkontrakt der på væsentlige områder ændrede skuespillernes vilkår. Olaf Fønss var brændende optaget af fagets sociale problemer, hjælpen til de kolleger der pga. fagets beskaffenhed og de vanskelige tider var slået ud af arbejdsløshed. Hjælpeaktioner iværksattes gennem forbundets lange rækker af midnatsforestillinger der især i årene før krigen samlede tusinder og atter tusinder og nød stor popularitet og skabte grundlaget for en stærk vækst i forbundets aktiver. Endvidere fik han gennemført en afgift på hver fribillet som var med til at opbygge forbundets understøttelseskasse. Stor vægt lagde han i det hele taget på understøttelsesarbejdet, og her var resultaterne betydelige og håndgribelige: rekreationshjemmet og feriehusene ved Marielyst på Falster, som han sammen med Henrik Malberg skabte vil stå som et af de monumenter han har efterladt sig.

Utrætteligt appellerede han til offentligheden om forståelse for den nødvendige økonomiske støtte til dansk teater, hvorunder han atter og atter fremsatte kravet om forlystelsesskattens bortfald. Han var en glødende agitator, berømt og berygtet for sine markante meninger og ukuelige stædighed. Diplomatiets smidighed var ham nægtet, men både venner og pålidelige fjender var ikke i tvivl om hans uegennyttige hensigter og omsorg for teatret og dets kunstnere.

Olaf Fønss skrev en del bøger, romanen Fru Majas Dagbog, 1928, Kærlighedsdigte, 1929, Danske Skuespillerinder I, 1930, Tysk Skuespilkunst, 1931, Den stumme Kunst og den talende Film (Danmark i Fest og Glæde, 1936), Thalia Tilbedelse, 1948, Fra Dagmarteatrets Glansperiode, 1949.

Familie

Olaf Fønss blev født i Århus og døde på Frederiksberg; urne på Vestre kgd.

Forældre: skolebestyrer, organist Vilhelm Lars Clemens Fønss (1849-1918) og Henriette Wolffine Mattea Zimmermann (1851-1909). Gift Trned skuespiller Thilda Elisabeth Lilja Johnsen (Jonsson), født 7.10.1888 i Kbh. (Johs.), død 1.10.1952 på Frbg: (gift 2. gang med disponent Poul Rosenvinge Thürmer, 1893-1971), d. af snedker, senere instrumentmager Pehr Jonsson (1837-1923) og Thilda Josefina Lilja (1852-1935). Ægteskabet opløst 1918. Gift 2. gang 9.11.1918 på Frbg. (b. v.) med Else Dorthee Bast, født 12.1.1893 i Vejle, død 1.1.1971 i Kbh., d. af metodistprovst, senere biskop Anton Bast (1867-1937) og Marie Dorthea Mikkelsen (1855-1920). – Bror til Johannes Fønss og Aage Fønss.

Udnævnelser

R. 1939.

Ikonografi

Tegn. af R. Storm Petersen, 1905 og af L. Find, 1908 (Fr.borg). Mal. af W. Wils, 1915. Tegn. af Aksel Jørgensen, 1919. Tegn. af O. Matthiesen. Buste af Elisabeth Westermann-Pfaehler, 1926. Mal. af Aksel Jørgensen, 1930. Buste af H. Isenstein, 1942 og af J. J. Bregnø, 1944. Tegn. af Ivan Opffer (Fr. borg) og af Vald. Møller. Foto (Kgl. bibl., Teatermus., Det kgl. teaters bibl., Det da. filmmus. arkiv). DRs stemmearkiv.

Bibliografi

Olaf Fønss: Filmserindr., 1930. Krig, sult og film, 1932. Thalia tilbedelse, 1948 og Fra Dagmarteatrets glansperiode, 1949 (erindringer). – Ove Brusendorff: Filmen, dens navne og hist. I-III, 1939-41. Sv. Kragh-Jacobsen i Berl. tid. 4.11.1949. Axel Kjerulf i Politiken s.d. Skuespillernes jubilæumsbog 1904-54, red. Bendt Rothe, 1954. 50 år i da. film. red. Sv. Kragh-Jacobsen m. fl., 1956. Gunnar Sandfeld: Den stumme scene, 1966. Marguerite Engberg: Den danske stumfilm 1903-30, 1968. Georges Sadoul: Filmens verdenshist. I, 1968. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karen Krogh: Olaf Fønss i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289853