Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Oda Nielsen

Oprindelig forfatter RNeii
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Oda Nielsen, Oda Laurenze Helmine Nielsen, 7.8.1851-11.9.1936, skuespiller. Født i Libaus havn om bord på briggen Molodez, død i Skodsborg, begravet i Kbh. (Vestre). Ved Carl Wulffs benefice på Casino 11.5.1870 opførtes bl.a. vaudevillen Et enfoldigt Pigebarn. Ud for Thoras rolle stod tre stjerner, for den unge dame, Oda Larssen hed hun, der skulle optræde første gang, ønskede at forblive anonym hvis debuten mislykkedes. Den blev ikke alene en stor succes, men Erik Bøghs pigebarn med den fiffige naivitet blev en figur der livet igennem karakteriserede N.s evne, og som hun gentog da hun var fyldt 50 år. Indtagende skælmeri lyste i hendes store, talende øjne, og hendes musikalitet og kvikt pointerede sangforedrag skaffede hende straks engagement og næste sæson hovedroller som Frou-Frou og Esmeralda. Hun spillede uden skole løs på sit lyse, gratiøse ydre og sceniske naturel, men allerede 1871 gav hun op for at gifte sig med en telegrafembedsmand og forlade landet. I udlandet, særlig i Paris, studerede hun tidens førende skuespillere og da hendes mand var død optrådte hun ti år senere igen på Casino, bl.a. i Doras titelrolle. Den unge enkefrue var nu Kbh.s mest franskpåvirkede skuespiller, elegant og pikant; snart mindede hun ved sin energiske bravour om Sarah Bernhardt, og frankofilen, teaterchef Edv. Fallesen, tøvede ikke med at knytte hende til nationalscenen hvor hun optrådte første gang 8.9.1881 som Anna i Syvsoverdag og snart efter spillede hertuginden i Den Fremmede og – aldeles henrivende – præfektfruen i Hvor man keder sig. Men hendes primadonnanatur drev hende allerede 1883 tilbage til Casinos folkekomedier og derfra n.å. til Dagmarteatret, hvor hun kreerede to roller der typisk viste omfanget af hendes nu modnede talent: Frk. Nitouche og fru Florizel i Et Besøg. Debutrollen, det danske enfoldige pigebarn, var en forstudie til den franske klosterfrøken hvis lunefyldte viser hele byen skulle høre. Sådan måtte efter nordiske begreber frk. Nitouche se ud: N.s fikse, næsten "drejede" skikkelse var som skabt for denne rolle der ramte noget centralt i hendes talent, det gratiøse pikanteri, kattekillingens smidighed, den morsomme blanding af dansk og fransk charme. Og modsat var Edv. Brandes' fru Florizel en tragisk skikkelse der betog ved forskellen mellem den huslige lykke og den dybe fortvivlelse, da katastrofen indtræffer. For begge følelser havde N. sandfærdige udtryk der pegede frem mod kommende opgaver. 1886 vendte hun tilbage til Det kgl. teater hvor hun 1.4.1891 som den sidste kunstner modtog kgl. udnævnelse. Her spillede hun en broget mangfoldighed af roller i tragedien og lystspillet, vaudevillen og skuespillet, ja selv et operaparti som Papagena i Tryllefløjten udførte hun. Mindst klædte Adam Oehlenschlägers heltinder Dina og Valborg hende, fordi den stilbestemte jambe stred mod hendes moderne form, derimod vandt hun nogle sejre i Holberg, særlig ved sin elegante komik som den syngende Leonore i Kilderejsen. Hendes enfoldige pigebarn fik nye udgaver som Christine i Et Eventyr i Rosenborg Have, Birgitte i Kinafarerne og Sophie i Nei. og den modne kvinde blev varieret i mange karaktermodsætninger. Hun kunne i Damernes Ven med kvindeligt skælmeri fremsætte frk. Hackendorffs frieri og i Francillon med rolig anstand forkynde baronessens husmoderglæde; hun virkede romantisksentimental som Scheïtan- Emisresin i Ved Bosporus og greb ved smertens dybe tone i hustruens og moderens sorg som Rita Almers i Lille Eyolf. Man så her ind i en håbløs menneskesjæl. Frk. Nitouches berømte fremstiller var nået til at blive en Ibsensk tragedienne.

Men tilfreds med sin stilling var N. ikke. Hun besad den evige higen i sin sjæl og ønskede en daglig rapport til publikum som Det kgl. teater ikke kan yde. Det er på baggrund af hendes trang til solospil at W. Blochs udtalelse "at hun ikke passede i Ensemblet" må opfattes. Efter eget ønske fik hun 1902 afsked med pension og kunne nu støtte sin mand i hans dristige overtagelse af Casino. Men forsøget på at genkalde succeserne fra de unge dage, fx ved at spille Et enfoldigt Pigebarn og Odette, lykkedes ikke. Tiden var løbet fra Bøghs vaudeviller og den franske salonkomedie. Så blev hun gæst på Folketeatret (Fernanda i Gadens Børn), kom atter til Dagmarteatret og foretog 1906 en turné som visesanger i USA. Også i de nordiske lande optrådte hun, og da hendes mand 1909 måtte opgive Dagmarteatret, overtog hun ledelsen i nogle måneder for at muliggøre hans tilbagevenden, hvilket ikke lykkedes. Hendes rolleliste blev i disse urolige år forøget bl.a. med titelfigurerne i Madame Sans-Gene og Hvem er hun?, G. J. R. Hauptmanns Rose Bernd og hertuginden i Hvor man keder sig. Hun turnerede ofte i provinserne og fik 1919-23 glæde af at virke ved Betty Nansen teatret hvor hun varmt og følt spillede fru Dag i Daglannet og hvor hun fejrede sin alderdoms største succes som grevinde Danner i Hos Grevinden der dog ikke hørte til de betydeligste figurer i hendes galleri. Samtidig fortsatte hun sine vise- og eventyraftener for børn og spillede endnu 1927 en ny rolle, bedstemor i Ole Lukøje på Scala. Nær de 80 år turnerede hun endnu i provinserne med Hos Grevinden på programmet. Hun indstillede sin kunst på den store popularitet og vandt den. Hendes replik var i stigende grad løs, næsten flimrende, men den mistede ikke følelsen og det gratiøse lune. Den rytmik der var i hendes væsen kom stadig til udtryk når hun spillede, nynnede eller sang en vise. Som påskønnelse for sit arbejde i velgørenhedens tjeneste modtog hun en årlig afgift fra et biografteater, og 1925 fik hun æresbolig i Fredensborg. - Ingenio et arti 1910.

Familie

Forældre: skibsfører, senere reder og dansk vicekonsul i Malmö Jens Lars(s)en (1820-85) og Caresia Møller (1822-74). Gift 1. gang 24.6.1871 med telegrafist, senere afdelingschef i Det store nordiske telegrafselskab Jens Petersen, født 13.1.1843 i Sandby, Lolland, død 23.1.1880 i Paris, s. af husmand Hans Pedersen Graver og Karen Hansen. Gift 2. gang 31.5.1884 i Hvidovre med skuespiller Martinius N., født 23.1.1859 i Kbh. (Helligg.), død 10.7.1928 i Fredensborg, s. af lysestøber, købmand Christian N. (1821-90) og Kirstine Marie Petersen (1828-86). – Mor til Kay N.

Annonce

Udnævnelser

F. M. 1. 1920.

Ikonografi

Statuette, 1870 (Teatermus.). Fire træsnit efter samme forlæg, 1881, det ene af R. Lehnert. Tegn. af H. Nik. Hansen, 1882. Litografi. Træsnit 1886. Litografi af Jul. Rosenbaum, 1895, raderet af samme 1896. Karikatur af Sophus Jørgensen, 1904. Tegn. i rolle af E. Krause, 1904 (Teatermus.). Radering af Henrik Lund, 1907. Tegn. af Kay Nielsen 1909 og 1941, mal. af samme og tegn. af samme (Kgl. bibl.) Mal. af Henrik Lund 1911. Mal. af P. Mønsted, 1926. Tegn. af Aase Kramp, 1932 (Kgl. bibl.). Tegn. af Viggo Thomsen, 1936 (Teatermus.). Mal. af Liva Weel udst. 1936. To tegn. af Gerda Wegener (Teatermus.), tegn. af H. Bendix (sst.) og tegn. i rolle af Vald. Møller (sst.). Akvarel i rolle af Chr. Bayer. Flere træsnit i roller. Mal. af Margrethe Levy og af Paul Fischer. Tegn. af Carsten Ravn og af H. Jensenius (Fr.borg). Silhouet af Kirsten Wiwel (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

O. N. i Dannebrog 18.9.1892. Interview i Gads da. mag. XXVII, 1933 368-76. – Helmer Lind i 111. tid. 25.5.1902. Teatret XIX, 1920 ekstranr. Rob. Neiiendam: Det kgl. teaters hist. III-V, 1925-30; sst. 1890-92, 1970. Carl Behrens i Ord och bild XXXIV, Sth. 1925 550-54. Sv. Lange: Meninger om teater, 1929. Olaf Fønss: Danske skuespillerinder, 1930 24-35.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Robert Neiiendam: Oda Nielsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295032