Nicolai Elsberg, ca. 1749-14.12.1802, skuespiller. Død i Kbh. (Trin.), begravet sst. (Ass.). E. havde været tjener ved hoffet og optrådt som vidne i processen mod Struensee inden han 9.2.1774 debuterede som Lisidor i Den nye Prøve på Det kgl. teater hvor han straks gjorde lykke ved sin graciøsitet og elegance, egenskaber han som domestik havde udviklet i det fornemme selskab, og som i forbindelse med hans smukke ydre til en vis grad gjorde ham velegnet til at spille muntre elskere og bonvivanter. Han fik hurtigt et betydeligt repertoire, fx grev Almaviva i Barberen i Sevilla, Balder i Balders Død og Charles Surface i Bagtalelsens Skole, men stolede for meget på sin natur og gennemarbejdede ikke stoffet. E. var en indtagende broder Lystig, Wessels ven der ikke alene førte hoffets overfladeliv ind på scenen, men ned på vinstuerne omkring teatret. Når han skulle spille meldte han sig ofte "pludselig syg" hvis han da ikke optrådte i "complet Fuldskab" hvad der 1791 gav chefen, kammerherre H. W. Warnstedt, anledning til at holde en endnu bevaret tordentale for personalet. 17.5.1802 optrådte E. sidste gang som Silkeborg i Ægteskabsskolen; ved sæsonens slutning afskedigedes han og døde s.å. "Hans Aften var saa fuld af Kummer, Døden var hans sidste Ven", skrev Peter Foersom.

Familie

17.11.1780 i Kbh. (Trin.) med Ingeborg Odbye (Ødbye), døbt 5.7.1754 i Kbh. (Petri), levede 1821, d. af futteralmager Mads Nielsen O. (1706-81) og Lucia Johansdatter Fas (ca. 1714– 86, gift lc med skræddermester Adam Henrik Gutjahr, gift 1. gang med Marie Rosendahl, gift 2. gang 1737 med Else Maria Blæge, ca. 1706-38).

Ikonografi

Afbildet på mal. af V. Neiiendam, 1912.

Bibliografi

Nytårsgave for skuespilyndere, udg. P. Foersom, 1805 114f. Edg. Collin i Museum, 1891 II 207f. Aug. Fjelstrup: Skilsmisseprocessen mellem Chr. VII og Caroline Mathilde, 1908. Rob. Neiiendam i Teatret XIV, 1915 119f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig