Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

N.P. Nielsen

Oprindelig forfatter RNeii
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

N.P. Nielsen, Nicolai Peter Nielsen, 28.6.1795-13.3.1860, skuespiller, instruktør. Født på Fr.borg slot, død i Kbh., begravet på Frbg. N. hørte ikke til teatrets interessanteste kunstnere, men han var ubetinget et af dets største navne. Ligesom M. Rosing i 1700-tallet var han prototypen på skuespilleren som kunne kaldes umiddelbar. Få scenekunstnere har fra naturens hånd været så lykkeligt udrustede som han. På hans brede, mandige skikkelse sad et smukt hoved med harmoniske træk, blikket var frejdigt og stemmen fuldttonende, den rummede både inderlighed og malmklang. Hans plastik var skolet gennem den militære uddannelse han havde gennemgået; 1808 kom han på Landkadetakademiet, og allerede seksten år gammel blev han artilleriløjtnant med tjeneste bl.a. på Kronborg. Fra dreng havde han dyrket skønlitteratur, dansk og tysk, hvilket sidste sprog han beherskede som sit modersmål. Helsingør var i sundtoldens tid stærkt teaterinteresseret, og blandt de unge officerer der spillede komedie var N. en af de ivrigste, og denne lyst drev ham, da han havde rådført sig med J. C. Ryge, til at anmode direktionen for Det kgl. teater om at måtte aflægge prøve. Den fik et udmærket forløb, og han forlod i aug. 1820 sin premierløjtnantscharge som han havde opnået i april, og 12.9. s.å. debuterede han i Axel og Valborg som Axel. Han beholdt sin anciennitet og fik straks kgl. ansættelse med 400 rdl. i gage. Adam Oehlenschläger havde på dette tidspunkt i dr. Ryge fremstilleren af helten, den barske viking, men savnede elskeren, den unge, nordiske mand som N. i eminent grad var som skabt til. Digteren og han var beslægtet i opfattelse og følelse: deres styrke var den letvakte fantasi og begejstring, svagheden mangelen på gennemarbejdelse og et dybere studium. N.s unge mænd – foruden Axel fx Hagbarth, Eigil i Stærkodder, Harald i Væringerne, Erik i Erik og Abel og Tordenskjold – var ikke forskellige, men friske og frodige idealbilleder af ham selv; de var opbrusende i deres heftighed og ømme i deres kærlighed. Den skønne stemme udtrykte velklang, og hans stærke skikkelse bibragte tilskuerne det indtryk, at der stod en mand bag de store ord. Allermest personlig virkede han, når han gav udtryk for den naive sagahumor der præger Jørgen i Erik og Abel og Einar Tambeskælver i Hakon Jarl. I alt levendegjorde N. 50 Oehlenschlägerske figurer, hvorimod hans betydning for Ludvig Holberg var ringe. Hos Shakespeare spillede han Macduff, Romeo og Hamlet, den sidste uden psykologisk indsigt; hans letvakte misundelse førte ham til Macbeths nid, hans ensomhedsfølelse til kong Lears forladthed. Generelt set var N. de brede linjers skuespiller, typisk romantiker af Weimar-skolen, for hvilken idealiteten var vigtigere end karakteristikken. Da han blev ældre, overtog han de tragiske helte efter dr. Ryge, fx Hakon Jarl og Palnatoke, men forgængerens lidenskab var dybere, hans monumentalitet af mere grundmuret art. N.s stemme, vidnede August Bournonville "forholdt sig til Ryges som det fyldige, men bløde Valdhorn til Kamplurens skarpe, gennemtrængende Tone". N. udførte også et stort repertoire i komedien, fx med stort held Vandby i Gulddaasen, og hans brede jovialitet kunne anvendes til sømandsty-per som Ole Kaninstok i Capriciosa og Palle Blok i Pak, endnu 1931 mindedes Edv. Brandes hans "søsalte og myndige Nyboderfar" som havde glædet ham 72 år forud. Men den fineste form for selvskildring fandt han i de franske lystspil af den Scribeske skole, hvori han var en del fornemme, ældre gentlemen med ridderlig tænkemåde, fyldige adelsmænd med et indskrænket åndsliv, men hvis væsen var noblesse og elskværdigt velvære, fx markien i Slottet i Poitou. N. blev selv med årene en let komisk festfigur, præget af et stærkt selskabsliv der svækkede hans arbejdsevne og gjorde memoreringen usikker. 1853 beklagede J. L. Heiberg over for ministeriet "den store Letsindighed, hvormed han behandlede sin Kunst". De medspillende måtte benytte alle slags greb for at dække over hans usikkerhed og redde stykkernes virkning.

N.s evner kunne måles med en større alen end den hjemlige. 1824 foretog han med offentlig understøttelse en stor udenlandsrejse der strakte sig til Paris, hvor han gjorde bekendtskab med Talma og mile. Mars; på tilbagevejen spillede han på tysk titelrollen i Correggio og Ferdinand i Kabale og Kærlighed på nationalteatret i Braunschweig, og ved afrejsen gav hans kolleger ham et hædrende diplom som tysk skuespiller. N.å. studerede han tragikomikeren Maximilian Korn i Hamburg og 1827 optrådte han i München og på Burgteatret i Wien foruden i de nævnte roller også som Axel i Axel og Valborg samt baron Wiburg i Det stille Vend har den dybe Grund, en rolle han aldrig udførte på Det kgl. teater. Nordpå var han flere gange gæst på scenerne i Kristiania (Oslo) og Bergen, og 1856-58 gæstede han Stockholm, bl.a. som Sir Peter i Bagtalelsens Skole, og Finland hvor han deklamerede Runebergske digte. Ligesom han i forening med C. N. Rosenkilde var den første aktive skuespiller der modtog ridderkorset, således var han også den første som hædredes med udenlandske dekorationer. N.s meninger om mennesker og forhold skiftede som vejret i april; bag forfængeligheden og ærgerrigheden, hele den prangende facade, boede en sjæl der lod sig kaste hid og did af tilfældige luner og indfald. Hans forhold til Heiberg var en art væbnet neutralitet lige fra ungdommen, da N. ikke var ufarlig for sin elev Johanne Luise (Heiberg) Pätges, Heibergs senere hustru, og digteren tog hævn ved med blodig ironi at forevige N. i scenen mellem skuespilleren og døden i En Sjæl efter Døden. Under Heibergs teaterstyre tilhørte N. oppositionen Høedt-Wiehe; hans opbrusende heftighed kunne ikke forliges med chefens dialektik; det kom til åbent brud, og 1855 tog N. afsked ved en benefice der karakteristisk nok ikke fandt sted på nationalscenen, men i oppositionens lejr, hofteatret ved Christiansborg. Under de følgende direktioner optrådte N. dog på ny, sidste gang 24.2.1860 som markis de Rouillé i Kamp og Sejr. Teatret afholdt en mindefest til hans ære, ved hvilken M. Wiehe sagde et smukt digt af H. P. Holst. En skildring af N.s joviale væsen og imposante skikkelse på de ældre dage har Holger Drachmann givet i fortællingen En Overkomplet.

Jævnsides sin store skuespillergerning virkede N. 1829-49 som traditionel instruktør og optrådte nu og da i operaen, fx som grev Almaviva i Figaros Bryllup. Blandt hans elever blev W. Wiehe den der evnede at videreføre Oehlenschiäger-traditionen, hvortil N. egentlig havde udset sin ulykkelige søn, skuespiller Maximilian Ferdinand August Nielsen (1828-68). I privatlivet dyrkede han mange interesser; 1836 skrev han det kbh.ske skydeselskabs historie og deltog ivrigt som stiller for C. C. Hall i den politiske frihedsbevægelse forud for grundloven. Også som oversætter af skuespil var han virksom, og han komponerede musik til Majgildet, spillede på valdhorn og skrev en rondo Souvenir de Bergen. Men den anerkendelse han vandt i ind- og udland var ham aldrig nok. Han nærede en ustyrlig attrå efter bestandig at være den som vakte opsigt og omtale for evner der lå uden for hans egentlige område. Skuespilleren tilhørte for ham en pariakaste. "Jeg forekommer mig", skrev han 1850 til Heiberg, "som en dresseret Puddelhund, der gør sine Kunster, og som man til Gengæld stundom klapper, stundom sparker til, men altid holder borte fra sin Nærhed". Hans kammerater fra ungdommen syntes ham at være hædrede og ansete mænd, blot fordi de ikke var kunstnere. "Hvad havde Oehlenschläger været" skrev han, "dersom han ikke til Lykke for ham var en daarlig Skuespiller?" N. opfattede alle forhold efter de øjeblikkelige og let omskiftelige følelser af uvilje eller tilfredshed som de fremkaldte hos ham personlig. Han faldt i den snare hvor begavede sceniske kunstnere ofte bliver hængende: ideen de kæmper for, og personen der kæmper for den, er født med hinanden og en forveksling mellem selvet og ideen finder såre let sted. Egoismen, også hos de rigest begavede, fremkalder ikke blot latterlige, men også skæbnesvangre fejltagelser. – N.s første hustru Caroline Nielsen kom til Danmark med faderens omrejsende selskab og uddannedes til operaen af F. L. Ae. Kunzen. Hun debuterede 1815 og virkede ved teatret til 1833, i de sidste år dog kun bevaret for scenen ved mandens protektion. Hun havde i begyndelsen en smuk sopran, men ejede ikke noget naturligt talent for scenen. Hun var mor til en stor børneflok og døde som en menneskesky særling. – Tit. professor 1855.

Annonce

Familie

Forældre: stutmester Fr. C. E. N. (1769-1851) og Petrine S. Lakier (1771-1846). Gift 1. gang 3.6.1823 i Kbh. (Slotsk.) med kgl. skuespiller Caroline Louise Sophie Amalie Rind, f. Walter, født 18.5.1795 i Neu Strelitz, død 8.6.1869 i Kbh. (Helligg.) (gift 1. gang 1817 med kgl. skuespiller Hans Rind, 1783-1821), d. af skuespiller Ernst Samuel W. (ca. 1760-1823) og Johanne Caroline Presser (ca. 1760-1839). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 8.7.1834 i Søllerød med kgl. skuespiller Anna Helene Dorothea Wexschall, f. Brenøe (Anna N.), født 4.9.1803 i Kbh. (Nic), død 20.7.1856 i Fredensborg (gift 1. gang 1823 med violinist, koncertmester Fr. Wexschall, 1798-1845), d. af sejl-, flag- og kompasmager, løjtnant Peter Christian B. (ca. 1772-1862) og Olave Frederikke Caroline Leth (ca. 1784-1843).

Udnævnelser

R. 1850. DM. 1854.

Ikonografi

Min. af N. som løjtnant (Teatermus.). Stik, i roller, af G. L. Lahde 1826, af C. V. Bruun 1827, fem af samme 1828, samt 1829 af samme. Rolletegn, signeret Hansen (Kgl. bibl.). Buste af N. Simonsen, 1829 (Jægerspris; Fr.borg; afstøbning 1938 på Teatermus.). Tegn. af J. F. Møller, 1829, gengivet i litografi. Tegn. af samme, 1831 (Fr.borg). Mal. af W. Marstrand udst. 1832. Mal. af W. Bendz (Fr.borg). Mal. af D. Monies ca. 1835 (Teatermus.), litografi af samme. Litografi af Ditlef Mitreuter, 1836. Afbildet på skydeskive af J. L. Schneider, 1842 (Teatermus.). Mal. af E. Bærentzen (bl.a. Teatermus.), litografi af samme, efter dette litografi 1851 og træsnit 1856. Silhouet af N. Chr. Fausing (Kgl. bibl.) og andre (sst.; Fr.borg). Mal. af J. V. Gertner, 1850 (Teatermus.) og af J. Friedlænder, 1851 (Fr.borg). Litografi efter tegn. af F. Vermehren, 1851. Mal. efter Vermehren af H. C. Vantore, 1901 (Teater-mus.). Litografi af E. Westerberg, 1856. Tegn. af C. V. Schenstrøm, 1857 (Teatermus.). Stengravering 1860 efter foto, efter samme litografi af B. Røpke ca. 1860 og træsnit 1860 og 1867. Litografi af C. Simonsen, 1861. Mal. af D. Monies, 1862 (Det kgl. teater). Tegn. af C. C. Andersen og af C. Petersen. Foto.

Bibliografi

Breve fra da. skuespillere og skuespillerinder, udg. Rob. Neiiendam II, 1912 62-89. – Carl Lindberg Nielsen i Pers. hist. t. 9.r.II, 1930 97 (geneal.). III. tid. 18.3.1860. Th. Overskou: Den danske skueplads IV-VII, 1862-76. Aug. Bournonville: Mit theaterliv II, 1865 (ny udg. 1979)411-13. F. L. Liebenberg: Bidrag til den Oehlenschlägerske lit.s hist. II, 1868 92-96. Johanne Luise Heiberg: Et liv I-IV, 1891-92 (5. udg. 1973-74). J. L. Heiberg: En sjæl efter døden, udg. Oskar Schlichtkrull, 1919 (heri brevveksl.). Edv. Brandes i Politiken 11.1.1931. Rob. Neiiendam: Mennesker bag masker, 1931. P. A. Rosenberg: Erindringer I, 1934 169f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Robert Neiiendam: N.P. Nielsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295014