Mogens Wieth, Mogens Frits Carlo Wieth, 16.9.1919-10.9.1962, skuespiller. Efter studentereksamen fra Skt. Jørgens gymnasium 1937 gennemgik Mogens Wieth Det kongelige teaters elevskole 1937-39 og debuterede som Ludvig i Sanct Hansaften-Spil 1939. 1950 forlod han nationalscenen for i en årrække at spille dels på københavnske privatteatre, dels på udenlandske scener. 1954-55 var han atter tilknyttet nationalscenen for dernæst at søge ansættelse ved privatteatrene og endelig afslutte sin karriere i London 1962. Rigt udrustet som skuespiller var Mogens Wieth et af vor tids største talenter. Han blev i begyndelsen placeret som Det kongelige teaters unge romantiske elsker og havde en gudbenådet sceneudstråling. Han evnede at tolke det bløde danske gemyt, fx var han som Grundtvig i Egelykke, 1940, fuld af poesi og sensitivitet, og tidligt kunne han deklamere med stilsikker versfornemmelse, fx som prinsen i Der var engang -. 1943 var han en genial gøglernar i Helligtrekongersaften, og nye sider blev føjet til da han spillede Mats i Et Spil om en Vej, som til Himlen gaar og Peer i Peer Gynt, begge 1944. I slutningen af anden verdenskrig opholdt han sig i udlandet, men vendte tilbage til nationalscenen efter krigen – modnet og med en mandighed man ikke tidligere havde oplevet. Han spillede hovedsagelig i det klassiske repertoire i disse år men havde 1946 som Orfeus i Eurydike, i sammenspil med Bodil Kjer, fine udtryk for ung kærlighed. Den tidligere undertiden noget tomme deklamation havde nu fået fylde. Elskeren i Fruentimmerskolen, 1947, blev fremstillet ikke alene med naivitet, men også med et ironisk vid der varslede nybrud. Med titelrollen i Othello, 1948, blev Mogens Wieth karakterskuespiller af stort format. Ligeledes var hans Gregers Werle i Vildanden, 1948, af overordentlig spændvidde.

Som en af landets førende skuespillere og af type en Aladdin hvor alt syntes at lykkes, følte han trang til at udfordre udlandet og fik da også efter nogen modstand mulighed for at spille Helmer i en engelsk oversættelse af Et Dukkehjem, 1953, på Lyric Theatre i London. Forinden gæsteoptrådte Mogens Wieth i Stavanger 1952 og i London, Oslo og Helsingfors 1950-51. Han medvirkede i en engelsk filmudgave af Hoffmanns Eventyr og i amerikansk og norsk film i 1950erne, ligesom han gæstespillede i engelsk radio og fjernsyn. Han vendte dog hjem til Det kongelige teater 1954 hvor han fx som André i Den blå Pekingeser med sit intelligente spil var suveræn i rollen. Men på grund af manglende opgaver forlod han nationalscenen året efter og fik ansættelse ved Det ny teater. Her var det især sin sjældne karakteriseringsevne han udviklede. Hvor han som Alceste i Misantropen, 1955 manglede det erotiske element var til gengæld figurens kværulanten fremragende fortolket. Yderligere viste disse år at han også beherskede det moderne repertoire, såvel den alvorlige genre som lystspillet; fx var han Eddie i Udsigt fra Broen, 1956 og generalen i Toreadorvalsen, 1957, og han var en vittig, charmerende og arrogant Higgins i My fair Lady, 1960 på Falkonerteatret. På dette tidspunkt drev hans urolige temperament ham atter til udlandet hvor han i sæsonen 1962-63 opnåede et engagement ved Englands førende Shakespeare-scene The Old Vie. Under prøvearbejdet døde han af et hjerteslag.

Sammenspillets kunst havde Mogens Wieth lært af Poul Reumert og Bodil Ipsen. Som dem var han uddannet i den naturalistiske tradition, for hvilken han var en fornem repræsentant, omend han også mestrede en moderne spillemåde. Radioteatret benyttede ham flittigt, fx var han Hamlet 1955, en rolle han aldrig nåede at spille på teatret. Også TV-teatret forstod at bruge ham, her som i England, bl.a. indspillede han for BBC Onkel Vanja, 1957 og var herhjemme Michael i Søskende, 1961. Allerede i Barnet, 1940, fik Mogens Wieth en lovende filmdebut og blev i de følgende år flittigt anvendt i dansk film, fx Afsporet, 1942 og Drama paa Slottet, 1943.

Mogens Wieth modtog Gosta Ekman-prisen 1942, Teaterpokalen 1948, Wilhelm Hansens legat samme år, Filmprisen 1949, Svenska Teaterns gyldne laurbær 1951. 1956 blev han studenternes æreskunstner og fik Poul Reumert-legatet 1962. 1962 oprettedes Mogens Wieth-fonden.

Familie

Mogens Wieth blev født i København (Skt. Johs.), døde i Westminster, London, og er begravet i København (Vestre). Forældre: skuespiller Carlo Wieth (1885-1943) og skuespiller Agnes J.C. (Thorberg) Sommer (1886-1981). Gift maj 1954 med skuespiller Lily Weiding, født 22.10.1924 på Frederiksberg, d. af bassist Poul Knud Weiding (født 1895) og Ane Marie Gaarsdal (1895-1984).

Udnævnelser

R. 1958.

Ikonografi

Tegn. af Otto Frederiksen 1942, af H. Jensenius udst. 1944, af M. Ulvig 1945 (Teatermus.), af Asger Muchitsch 1950, af Otto Nielsen 1955, af Erik Werner 1957, af Viggo Thomsen 1958 (Teatermus.), af H. Bendix 1959, af Henry Lauritzen 1962 og af Gerda Ploug Sarp, Eiler Krag, Alex Secher, Erik Stender og H. Lollesgaard, flere i roller. Foto.

Bibliografi

Mogens Wieth i Politiken 22.9., 29.9., 6.10., 13.10., 20.10., 27.10., 3.11., 10.11. og 17.11.1953. – Harald Engberg: Teatret 1945-52, 1952. Samme: Dansk teater i halvtredserne, [1958]. Berl. tid. 11.9.1962. Politiken s.d. Mogens Wieth, red. Knud Poulsen, 1962. Mogens Wieth i tusch, red. Mogens Garde og Otto Nielsen, 1962. Poul Reumert: Teatrets kunst, 1963.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig