Michael Rosing, 20.2.1756-12.10.1818, skuespiller, instruktør. Født på Rosvoldtrangen, Leksviken i Norge, død i Kbh. (Trin.), begravet sst. (Ass.). R. frastødte mange ved sit kække, men udfordrende væsen, da han 1775 kom til Kbh. som student fra Trondhjems skole, og blandt dem var kritikeren P. Rosenstand-Goiske der mente, at R. manglede den egentlige skuespillerevne. Denne dom blev skrevet, da han havde virket ved teatret et par år – efter at han af kærlighed til sin senere hustru havde forladt universitetet – og debuteret som Orosman i Zaïre (6.10.1777). Ukyndig og uprøvet som han var anvendte han i sit spil den konvulsiviske heltefacon der skjulte hans oprindelige natur. "Glem ikke Mennesket for Helten!" måtte C. P. Rose sige til ham. Nogen erfaring høstede han i Det dramatiske selskab, F. Schwarz' teaterskole som byggede på den gensidige undervisnings princip, og det var her han som Hother i Johs. Ewalds Balders Død viste sin evne for levendegørelsen af den nye poesi hvori hans friske, nordiske ejendommelighed kunne udfolde sig; siden fik han, da han 1788 med kgl. understøttelse deltog i J. D. Preislers og P. Saabyes studierejse til fremmede scener, ifølge sin dagbog despekt for franskmændenes kunstlede deklamation som da prægede europæisk skuespilkunst. Den var for ham, skriver han selv, som om man ville gøre vildmændene i det danske våben til petit-maîtres. Men det blev især hans musikalske talent teatret udnyttede i overensstemmelse med hoffets vilje; han blev, hvad tiden kaldte "syngende Skuespiller", i kraft af sin tenorstemme, hvormed han allerede som skolediscipel havde vakt opmærksomhed i Trondhjems domkirke. Ikke alene i syngespillet, fx i det populære Kongen og Forpagteren, men også i den store opera, da den 1786 var indført med J. G. Naumanns Orfeus og Evrydice, blev R. hovedfremstilleren; hans lidenskabelige Orfeus efterfulgtes af den myndige Holger Danske i F. L. Ae. Kunzens opera og siden af Erik Ejegod; fra 1778 var han en art hofsanger ved enkedronning Juliane Maries teater på Fredensborg, hvorved han og hans hustru blev grundlæggere af den kunstnerkreds der i mere end hundrede år tog sommerophold i slotsbyen ved Esrum sø; en arv fra mæcenen baron Henrik Bolten d.y. satte 1792 R. i stand til at blive husejer derude. K. L. Rahbek fulgte ham fra rusauditoriet som trofast følgesvend, overlegen i kundskaber, men underlegen i scenisk talent, og vennens "Drivhusvarme" for hjemmets frue ødelagde ikke forholdet; R. var medvider i Rahbeks føleri og kunne stole på sin karakterfaste hustru. Men venskabet var ofte besværligt, fordi Rahbek ville spille komedie og i sin begejstring let fremkaldte modstand hos andre; men i intellektuel henseende havde han betydning for R.s udvikling ved at vække hans beundring for Shakespeares og Goethes værker. "Tyve uforglemmelige Aar", skrev Rahbek, "levede Rosings og jeg i den skønneste Forening for kunsten, Æren, Venskabet og alt sandt Ædelt og Godt". Sven Lange dramatiserede deres forhold i skuespillet Til Skjaldens Ihukommelse, der blev opført på Det kgl. teater 1929.

R. var en smuk mand, hvis trodsige gang var karakteristisk for hans norske stejlhed. Jens Juel malede hans prægtige hoved med de varme, blå øjne, da han spillede Burchard i Prams skuespil Brønden, 1800, og billedet prydede længe mangfoldige hjem i M. Haas' gengivelse. I modsætning til teatrets fleste kunstnere fra 1700-tallet var ægteparret R. gode borgere der færdedes i byens bedste selskab; oplysende om hans sociale stilling er det ridderkors han 1812 modtog, ikke som skuespiller, men som kgl. instruktør (sammen med F. Schwarz). Men trods al ydre succes var hans kunstnerliv fuldt af savn. Der boede dybere kræfter i ham, end syngespillene eller A. V. Kotzebues "Rührstücke" gav ham lejlighed til at udfolde. Men hans forsøg på at få Røverne opført – han kunne have spillet både Franz og Karl Moor – fik et lige så trist resultat som hans længsel efter Romeo og Macbeth. Han mødte filistrøs modstand hos direktionen der var undergivet hoffets smag, og som følte sig tryg ved de indtægter Kotzebues arbejder bragte. Af hensyn til sit private venskab med F. Schwarz modsatte direktøren, kammerherre H. Warnstedt sig endog – rigtignok forgæves – R.s udnævnelse til instruktør 1788, idet han advarede mod hans norske dialekt der "stedse skurrede i det fine danske øre". Ikke desto mindre klædte R.s sprog mange roller charmerende. Allerede som dreng lærte hanraf den veltalende biskop J. E. Gunnerus diktionens magt. R.s dansk med norsk klangfarve dannede skole og blev mønstret for retssalens og kirkens talere, selv om en vittig kavaler som J. P. Frydendahl hævdede, at han hverken talte dansk eller norsk, men "kattegatsk".

R. spillede 234 roller, men kun et fåtal skaffede ham glæde. I hans øjne var den skuespiller en tåbe som troede sig fuldkommen fordi han høstede letkøbt bifald i hverdagens modestykker. Han ville op på et højere kunstnerisk plan, men måtte neddæmpe sin natur i fremstillingen af Holbergs Leander, skabte galningen Vandbi i Gulddaasen, den ondsindede Marinellye i Emilie Galotti (en allé i Fredensborg slotspark hvor han indstuderede rollen, bærer endnu hans navn), hykleren Joseph Surface i Bagtalelsens Skole og verdensmanden grev Almaviva i Figaros Bryllup, skikkelser som datiden beundrede, men hans kulmination som karakterskuespiller var grev Gert i L. C. Sanders Niels Ebbesen, hvis hovmodige personlighed fik liv gennem en mørkfarvet diktion med motiverede pauser, og når han var elsker, fx den raske, ærlige Knud Gyldenstjerne i O. J. Samsøes Dyveke, "levede og aandede han i den tilbedte Genstand; med det svømmende blaa Øje fæstet paa hende glemte han sig rent over hende, men Tilskuerne glemte'aldrig ham". Da Adam Oehlenschläger, som skrev disse linjer, skabte den nye dramatiske litteratur med skønne billeder fra Nordens oldtid, var R. ødelagt af gigt. Fugt og kulde på teatret krævede ham som offer, og våde fisketure på Esrum sø i forbindelse med en ulykkelig kæntring forværrede hans tilstand. Allerede omkring de halvtreds år var hans kunstnerbane afsluttet, men i sine elever så han sin stræben kronet. Kærligheden til Shakespeare videregav han til Peter Foersom, og inden R. døde, var Hamlet og Kong Lear opført på den danske scene. Eleverne i den dramatiske skole på hofteatret som R., skønt krøbling, gav sine sidste kræfter, vidnede at "de aldrig glemte, hvad de skyldte hans lysende Eksempel, Vejledning og faderlige Omsorg". Størst betydning fik dog hans samvær med den unge Oehlenschläger, allermest når R. med gammelnordisk kraft og fantasi genfortalte sagaerne. Da Oehlenschläger senere i Tyskland digtede Hakon Jarl, så han helten i R.s skikkelse og hørte den nordiske malmklang i hans stemme: "Uden Rosing var "Hakon Jarl" næppe blevet til". Hans tragiske skæbne ville, at han kun fik lov til at se ind i det forjættede land; da han sidste gang, siddende i en stol, viste sig på scenen, spillede han Audens rolle der ellers blev udeladt (4.11.1815). Hans yngste elev, August Bournonville var den aften Erling. Efter R.s død gaves en forestilling til indtægt for hans hustru, ved hvilken lejlighed L. C. Sander skrev efterspillet Rosings Minde.

Livet underkendte Rosenstand-Goiskes dom over R. Han var af et større format end kritikeren fra 1700-tallet kunne måle. Han tilførte dansk skuespilkunst et norsk element, noget fribårent og ildnende, men også noget tragisk. Lyriker og helt var han og dog mester i fremstillingen af sjælens ondskab under en elegant overflade. Oehlenschläger så ingen skønnere end R. udtrykke kærlighed til kvinden, og i evnen til at lade en vildfaren kraft gå til grunde på heroisk vis fandt han lighed mellem ham og Talma. R. var vor scenes Hejmdal, bebuderen af den romantiske skuespilkunst som en menneskealder senere udfoldede sig rigt gennem hans dattersønner, brødrene Johan, Michael og Wilhelm Wiehe. – Datteren Wilhelmine Emilie Rosing, født 6.3.1783, død 23.12.1811, debuterede 1802 som skuespiller og blev s.å. ansat på Det kgl. teater. Trods et maskulint ydre, "hun ligner en af søheltene fra 1801", lykkedes det hende at opnå anerkendelse af sit umiskendelige talent. Med sin dybe stemme egnede hun sig især for knøseroller. Hun døde i en alder af 28 år.

Familie

Forældre: kapellan i Rødø, senere Sognepræst i Hammerfest Michel Tørrisen R. (1727–79, gift Kristine Falch, ca. 1726–94) og ugift Anne Nielsdatter Munch (ca. 1727–72, -1761 med brugshaver og participant i Røros kobberværk Johan Møllman, død 1783). Gift 11.2.1778 i Kbh. (Nic.) med kgl. skuespiller Johanne Cathrine Olsen (Johanne R.), født 2.6.1756 i Kbh. (Garn.), død 15.1.1853 på Fredensborg slot, d. af vægter Herman O. og Gundel Marie Abelgreen.

Udnævnelser

R. 1812.

Ikonografi

Relief af B. Thorvaldsen (Thorvaldsens mus., afstøbning på Teatermus. og Fr.borg). Pastel af Jens Juel ca. 1800 (St.mus.), efter denne kopier af bl.a. C. W. Wiehe (Fr.borg; Teatermus.), malet kopi (Det kgl. teater), kopi af C. Probsthayn og af H. C. Vantore (Teatermus.), stik af Meno Haas, 1803, træsnit af J. F. Rosenstand, 1871, af H. P. Hansen m.fl. Silhouet af J. C. Weitland (Fr.borg; Kgl.bibl.). Mal. af C. W. Wiehe (Teatermus.). Buste af Henriette Diderichsen (sst.). Mal. af C. Probsthayn. Afbildet på tegn. fra Ørsteds hjem af Carl Thomsen og med Ewald på mal. af V. Neiiendam 1910–12.

Bibliografi

Breve fra da. skuespillere og skuespillerinder, udg. Rob. Neiiendam I, 1911 169–75. K. L. Rahbeks ungdomskærlighed, 1911 (fot.optr. 1968) = Memoirer og breve XV (brevveksl, med Rahbek). – [Jens Chr. Westengaard:] Mindeblomster på M. R.s grav, 1819. P. Rosenstand-Goiske: Kritiske efterretn., udg. Chr. Molbech, 1839. Aug. Bournonville: Mit theaterliv III, 1877 (ny udg. I–II. 1979) 18. Adam Oehlenschläger: Ungdomserindr., udg. L. Bobé, 1915 (ny udg. 1963). Rob. Neiiendam: Scenen drager, 1915. Samme: Omkr. teatret I, 1919 3–27. Samme i Pers.hist.t. 13.r.l, 1952 28–48. Samme: Episoder og personligheder fra teatrets verden, 1964 9–35. Fred J. Dornes: Schiller auf der danischen Bühne, Lpz. 1935 6f. Fr. Schyberg: Den store teaterrejse. R.s dagbog og breve fra Pariserrejsen 1788, 1943. Eli Ansteinsson: Trønderen M. R., Oslo 1956. Alf Henriques: Hist. om en skuespillerskole, 1974. – Breve i Kgl.bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig