Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Martinius Nielsen

Oprindelig forfatter RNeii
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Martinius Nielsen, Martinius Valdemar Nielsen, ved dåben Martinus, 23.1.1859-10.7.1928, skuespiller, teaterdirektør. Født i Kbh. (Helligg.), død i Fredensborg, begravet i Kbh. (Vestre). N. hørte ligesom Karl Mantzius og Poul Nielsen til de unge akademikere der omkring 1880 spillede komedie på hofteatret ved Christiansborg, efter at han 1878 var blevet student fra Borgerdydskolen i Kbh. 1879 tog han filosofikum hos sin farbror, professor Rasmus Nielsen og sluttede sig til kredsen omkring Herman Bang der instruerede ham til hans debut 6.11.1880 som Aage i Mester og Lærling på Casino hvor han allerede 7.9.s.å. havde optrådt første gang i en mindre rolle, Balder i I fremmed Jordbund. Den kønne, indtagende unge mand med den kraftige røst brød ikke straks igennem; han savnede tilstrækkelig sangstemme og musikalitet, vigtige egenskaber for denne scene, men han fandt sin hustru, Casinos primadonna, og fulgte hende 1884 til Dagmarteatret og derfra 1886 til nationalscenen hvor han optrådte første gang 28.9. som Gérard i Den Fremmede. Allerede på dette tidspunkt havde Herman Bang beklaget at N. "satte Velklang for Øret over det skiftende Liv i Stemningen", men denne spillemåde fortsatte han med "lynende" øjne og "rullende R'er" i diktionen, skønt W. Bloch advarede ham indadtil og pressen udadtil. Hvad der var natur for hans store franske forbillede, skuespilleren Mounet-Sully (Jean Sully Mounet), blev omsat i vort sprog til manieret udtale. Hakons rolle i Axel og Valborg fik den betydning for ham, at C. Riis-Knudsen, der nylig havde overtaget ledelsen af Dagmarteatret, tilbød ham store roller i det klassiske repertoire han med Mejningerne som forbillede agtede at opføre, og fra nov. 1889 til efteråret 1909 blev N. den, som afgørende prægede denne scene; en mellemtid (1894-97) tilhørte han efter et brud Folketeatret hvor han bl.a. spillede Napoleon i Madame Sans-Gêne, en rolle hans ydre og tale passede til og som skaffede ham megen popularitet. N.s arbejdsevne var stor; Paul Astier i Kampen for Tilværelsen, hvis toilette-ekscentriciteter Kbh. skulle se, vekslede med Karl Moor, Ferdinand i Kabale og Kærlighed, Fiesco, Petrucchio, Uriel Acosta, Figaro, kong Hjarne, Strande i Wuthhorn, og efter at han 1897 havde overtaget teatrets ledelse (nominelt til 1905 med Riis-Knudsen som meddirektør), forøgede han sin rolleliste bl.a. med Romeo, Cyrano de Bergerac, Brand, Paul Lange og Hamlet (okt. 1902) -den sidste ikke uden alvorlige mishagsytringer fra "de blege ansigter"s side, en fraktion af Studentersamfundet der protesterede, dels mod Edv. Brandes' beundring i Politiken for Dagmarteatret på bekostning af nationalscenens forestillinger, dels mod N.s kommando- og staccatoagtige diktion som Vilh. Andersen kaldte "en Fornærmelse mod Modersmaalet" og som generelt forringede indtrykket af hans alvorlige begejstring og her virkede særlig udfordrende, fordi Hamlet docerer modsatte anskuelser om skuespilkunst. N. manglede totalt forvandlingsevne; han nøjedes med at trække figurernes hovedlinjer op i ydre forstand, men fordybede sig ikke i deres indre personlighed; hans mørktfarvede diktion kunne træffe grundtonen i fx Karl Gjellerups stiliserede højstemthed, og hans spil var altid en mandig kraftudfoldelse, men det gav kun sjældent det pågældende menneske i forskellige situationer. Den skabende fantasi manglede, men når N. undertiden dæmpede sin talemetode, fx som Bjørnstjerne Bjørnsons Paul Lange, virkede han sjæleligt rank og fornem, og i lystspillenes let skeptiske verdensmandsroller kunne han forekomme overbevisende ved sin spændstige elegance, hele sin distingverede fremtræden, fx i Den skjulte Fjende.

Sin fortjenstfulde plads i dansk teaterhistorie vandt N. som direktør. Han var en modig iværksætter der i repertoirevalget udvidede den Riis-Knudsenske kurs, men med langt større praktisk dygtighed; han tog opgaver op som Det kgl. teaters ledelse lod ligge, fx Henrik Ibsens Brand og Bjørnsons Paul Lange, støttede danske digtere (H. Drachmann, Helge Rode) og engagerede de bedst mulige skuespillere (fx Betty Nansen,Anna Larssen Bjørner, Sophus Neumann, Peter Fjelstrup, Jacques Wiehe, brødrene Adam" og Johs. Poulsen) og var i forholdet til sine medarbejdere både en grandseigneur og en despot. Skønt han var sin egen førsteskuespiller og sceneinstruktør – i denne egenskab yndede han at lade de yngre efterligne hans talefacon – vovede han også at overtage ledelsen af Casino, hvorved han blev sin egen konkurrent og splittede sin arbejdsevne. Denne dobbeltdrift (1902-05) blev både finansielt og kunstnerisk skæbnesvanger; det forcerede arbejde begunstigede N.s manér, og den svækkelse han tilføjede sig uddybedes yderligere, da otte af hans bedste kunstnere udvandrede til Norge (1905). Denne katastrofe ændrede dog ikke hans selvhævdelse, men fremkaldte blot ny energi til at hævde den vundne standard med et nyt personale. Flere af de udvandrede vendte vel tilbage, men da brødrene Poulsen og Anna Larssen påny forlod Dagmarteatret, sattes hans tilbagetræden igennem og derved fjernedes en mand der manglede smidighed, men som rådede over større lederevner end nogen af efterfølgerne. Siden optrådte N. på turneer og på Det ny teater, forsøgte sig ved filmen og var en tid (1918-20) instruktør ved teatret i Frbg. allé hvor fru Nansen i samspil med ham i Sigurd Ibsens Robert Frank uden held søgte at genkalde Dagmarteaterperioden; senest tilhørte han sin ungdomsscene Casino hvor han i 1923 over 100 gange spillede Phileas Fogg i Jorden rundt (senest 21.12.). I sine sidste år følte han sig bitter og skuffet. Han boede i Fredensborg i den æresbolig hans hustru havde modtaget af institutionen Olaf Poulsens minde. – Tit. professor 1908.

Familie

Forældre: lysestøber, købmand Christian N. (1821-90) og Kirstine Marie Petersen (1828-86). Gift 31.5.1884 i Hvidovre med skuespiller Oda Lars(s)en (Oda N.), født 7.8.1851 i Libaus havn om bord på briggen Molodez, død 11.9.1936 i Skodsborg, d. af skibsfører, senere reder og dansk vicekonsul i Malmö Jens L. (1820-85) og Caresia Møller (1822-74). - Far til Kay N.

Annonce

Udnævnelser

R. 1922.

Ikonografi

Træsnit 1890 efter foto. Litografi af J. Rosenbaum, formentlig 1895, radering af samme 1897. Tegnet i rolle af K. Gamborg, 1898 (Teatermus.) og af Rasmus Christiansen, 1899 (sst.). Afbildet på tegn. af Sophus Jürgensen, bl.a. 1903 (Teatermus.). Radering af Henrik Lund, 1907. Tegn. af Kay Nielsen (bl.a. Kgl. bibl.). Tegn. af ukendt bl.a. 1904, af Sven Brasch og af Eva Drachmann (Kgl. bibl.). Tegn. af Eigil Petersen, Vald. Andersen, H. Jensenius, Vald. Møller (Teatermus.), Chr. Krohg (sst.) og Emil Krause (sst.), de fleste i roller. Buste af Aage Erhard (forhen Dagmarteatret). Foto.

Bibliografi

M. N. i Dannebrog 22.9.1892. – Peter Fristrup: Scenens navne, 1913 113-18. Vilh. Andersen: Kritik. Teater, 1914 106f 142. Charles Kjerulf: Erindr. I. Grøn ungdom, 1915 325-34. Rob. Neiiendam: Det kgl. teaters hist. IV-V, 1927-30. Harald Nielsen i Nationaltid. 7.11.1927. Edv. Brandes i Politiken 13.7.1928. Fr. Schyberg: Dansk teaterkritik indtil 1914, 1937. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Robert Neiiendam: Martinius Nielsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295007