Ludvig Phister, Joachim Ludvig Phister, 23.5.1807-15.9.1896, skuespiller. Født i Kbh. (Helligg.), død sst., begravet sst. (Holmens). Der var ti børn og små kår i hjemmet. Faderen var en intelligent mand med et udpræget talent for at efterligne stemmer og dialekter, en evne hans fjerde barn havde arvet. P. sattes i Efterslægtselskabets skole, men da han ved oplæsning og fortællen røbede sin dramatiske begavelse og under vejledning af Fr. Schwarz havde spillet en barnerolle i dilettantforeningen Borups selskab, fik faderen ham maj 1817 optaget i Det kgl. teaters danseskole på hofteatret hvor Antoine Bournonville blev hans lærer og August Bournonville én af hans kammerater. Sådan var begyndelsen til P.s 56-årige gloriøse virke på den danske skueplads. Han var en opvakt spilopmager med geniets glimt i øjet og spændstighed i sin krop, og allerede 15.5.1819 vakte han opmærksomhed som bondedrengen der synger et vers i T. Thaarups Høstgildet. Med glæde gled han fra danseskolen over til skuespillet hvor F. Lindgreen, teatrets navnkundige Holbergfremstiller, blev hans lærer. Han indprentede ham korrekthed og stil og mødte modtagelighed i drengens frugtbare fantasi der snart hos Holberg fandt sit bedste arbejdsstof. P.s lune var ikke jævnt og urdansk som Lindgreens, men mere sprælsk og tilsat esprit, verve og malice, således at hans mesterroller foreløbig måtte blive Henrik og Oldfux. Den næsten religiøse respekt for teksten, der var P.s særkende, og som han siden indpodede sin elev Olaf Poulsen, skyldte han Lindgreen der 6.5.1825 lod ham debutere som Den pantsatte Bondedreng. Opgaven betød en afgørende prøvesten for hans evne, da bondedrengen Peer er lige så tåbelig og naiv som P. var kløgtig og intelligent. Han kopierede sin lærer, ligesom Olaf Poulsen 1880 efterlignede P., men røbede dog så stort individuelt lune og frisk dialektfærdighed at J. C. Ryge allerede 1832 turde forudsige at han ville komme til "at glimre som en Stjerne af første Rang". Men foreløbig gik vejen frem over en del elskerroller som han ikke kunne spille – hjertelige følelser blev aldrig P.s område – og dristige dubleringer, især i operaen og syngespillet, hvor han ikke alene fik brug for sin smidige baryton og sin musikalske sans, men ved sit karakteriserende talent overgik partiernes tidligere indehavere (Leporello i Don Juan, 1827, tjeneren Johan i Ungdom og Galskab, 1828). Et ungdomsbillede af P. som mandarinen i Prinsen af Kina viser en fantasifuld realisme som var ualmindelig i teatrets romantiske periode. 1830 blev han kgl. ansat. Efter Troels i Barselstuen, 1830, og Henrik i Mascarade, 1831, stod P. som en moden Holberg-fremstiller med fuldendt sikkerhed i replikken, en livfuld og lunerig, men ensartet legemliggørelse af selve den klassiske komedies lystighed. P.s Henrik var en stående komedietype, adræt og spændstig, en durkdreven skalk der altid bar kappen på begge skuldre, sirlig, næsten pillen i påklædningen, og først når Henrik eller Oldfux skulle agere en anden eller forklæde sig, individualiserede han mesterligt de forskellige typer. St. St. Blicher kaldte ham "den vakre Plastiker". I tamperretsscenen skabte han uden hjælp af kostume fire forskellige mennesker, hvoraf de to endog talte i munden på hinanden, og Oldfux-pedant var en helt anden figur end den buldrende advokat og den krybende tysker. C. St. A. Bille og Edv. Brandes har skildret, hvorledes replikken var gennemarbejdet ud i de mindste enkeltheder. Også Henrik der forvandler sig til hollandsk matros i Det lykkelige Skibbrud (1832) hørte til P.s lykkeligste naturstudier. Bag resultaterne lå ikke alene hårdnakket flid, men lune og vid og lysende forstand. Tjenerrollerne i franske lystspil, fx Molières Scapin, mindede i P.s fremstilling om Henrik'erne; de var glatte, vittige intriganter med en mageløst moduleret tungefærdighed, uden at tydeligheden eller lunet gik tabt. "Det vilde være en Fornærmelse mod P.", skrev Georg Brandes, "at sammenligne hans Scapin med Coquelins". Modsat var Sganarel i Don Juan ingen Scapin-type, men mere en Sancho Panza, vidunderlig i sin komiske virkning ved modsætningen mellem ræsonnementernes forstandighed og udseendets tåbelighed. P.s dialektkendskab kom ham til stor nytte, da han (fra 1846) fra Henrik gik over til sine naturalistiske Arv'er som blev indgangen for ham til Jeppe paa Bjerget (1851). Lindgreen var også her hans forbillede, og han mente selv, at han aldrig nåede sin lærer i lunets brede strøm og den komiske enfold; men P. byggede videre på grundtypen og gav den nye, selvopfundne træk. Helhedsindtrykket blev mere sympatisk end i tidligere fremstillinger med deres stærke fremhævelse af drankertilbøjeligheden og den rå sanselighed; P. ville ikke vække afsky, men medfølelse og virke som en "vittig" mand; Jeppe i baronens skikkelse blev derfor komisk, men ikke rå; han var sølle-forkuet over for Nille og rørendeskikkelig, da han tog afsked med hjemmet. P. forsvarede denne moderate opfattelse i alle enkeltheder – den psykologiske begrundelse var altid hans styrke – og hans spil blev da også længe forbilledet for al anden Jeppe-fremstilling Norden over. Georg Brandes kaldte ham "Jeppes sande Defensor", og Olaf Poulsen, der spillede rollen tredive år efter P.s afgang mente, at ingen skuespiller i verden kunne variere monologen i sengen med større motiveret livfuldhed end P. Han var i øvrigt den første der spillede scenen en face for tilskuerne, hvorved hans geniale mimik kom helt til sin ret; tidligere havde sengen stået langs væggen, og derved blev scenen spillet i profil.

"Ved Holberg har Phister vokset sig stor, i ham hans Geni sig samled", skrev Sophus Schandorph til mindefesten ved hans bortgang. Men selv om P. gennem 52 figurer er uløseligt knyttet til Holbergs komedier, omfatter dette repertoire dog kun ca. en tolvtedel af de i alt 649 roller han gav liv. Han var også i høj grad sin samtids skuespiller, og mangfoldige figurer blev skrevet for ham. Mange mente at P. kopierede kendte folk -så rigtigt forstod han at ramme typernes generalnævner. Ikke sjældent benyttede han sine kolleger på teatret: Bournonville blev til Adolf i Adolf og Henriette, Th. Overskou til fuldmægtigen i Jeg skal giftes, N. P. Nielsen var baggrunden for Mads i Kærlighed uden Strømper, og syngemester G. Siboni stod lyslevende som Cantarell i Klerkevænget. C. Winsløvs død 1834 begunstigede i høj grad P.s fremgang. De havde fantasien og nøjagtigheden til fælles og den indtrængende karakteristik. P. overgik ham i lune, men Winsløw havde evner for det tragiske som P. savnede. I J. L. Heibergs, H. Hertz' og C. Hostrups vaudeviller og lystspil levendegjorde P. et nationalt galleri af morsomme og karakteristiske skikkelser som senere fremstillere førte videre. Under et af hans gæstespil i Norge (1839, 1843 og 1864) iagttog Bjørnstjerne Bjørnson at "P. var blevet skammeligt bestjaalet. Vi ser jo nu, at her næppe har været én dansk Skuespiller, som ikke har smuglet ind af hans Ejendele". Hos Heiberg kreerede han bl.a. klokker Link i Nej, Niels i Køge Huskors, Mikkel i De Danske i Paris, Vinter i Et Eventyr i Rosenborg Have, og selv om disse roller var vaudevillefigurer, gav han dem et menneskeligt indhold og en egen komisk gratie og elskværdighed; i Hertz' komedier var han bl.a. den første August i Sparekassen og lord Hastings i Ninon, og hos Hostrup fejrede han triumfer ved sin lune prokurator Barding i Soldaterløjer, sin sløve skomager Tokkerup i En Spurv i Tranedans, den jordbundne skolelærer i Intrigerne og navnlig ved den mystik han gav Ahasverus i Genboerne og Skriverhans i Eventyr paa Fodrejsen. Overskous komedier forsvandt fra repertoiret med P. – i så høj grad var han knyttet til dem, og blandt hans mangfoldige partier i syngespillene var der skikkelser som under andre sprogforhold ville have skaffet ham verdensnavn, fx bagvaskeren Don Bazile i Barberen i Sevilla, som han forlenede med dæmonisk uhygge, og den skinhellige klosterportner i Den sorte Domino. Berømt i samtiden var også hans embedsvigtige politikommissær i Michel Perrin og hans reducerede eventyrer Robertson i De Deporterede. P.s linje levede videre først og fremmest gennem Olaf Poulsen hvem han fremfor tidens andre komiske begavelser Fr. Madsen og Sophus Neumann valgte til sin arvtager. Han var som ofte store skuespillere ingen betydelig instruktør, en stilling, hvortil han 1861 fik officiel udnævnelse; og som lærer var hans undervisning en art dressur der satte hans præg på eleverne, men ikke beskyttede deres individualitet. 1867 fejrede P. sit 50 års jubilæum, og 21.5.1873 tog han afsked, da det begyndte at knibe med memoreringen. Den sidste aften spillede han, trods sine 66 år, bl.a. Henrik i Henrik og Pernille og sagde en epilog af Fr. Høedt. Dog stillede han sig i de følgende år gerne til disposition ved private velgørenhedsforestillinger, og ved 200-års dagen for Ludvig Holbergs fødsel, 3.12.1884, bragte han, som 1822 havde medvirket ved teatrets første sekularfest, Holger Drachmanns hyldest til mesteren og spillede, 77 år gammel, sin glansrolle Oldfux i Den Stundesløse. Endnu en gang, ved sin hustrus 50 års jubilæum 1885, medvirkede han som Arv i Henrik og Pernille, men syntes da stærkt ældet og var næsten blind. Allersidste gang han stod på en scene var 30.3.1889, da han ved en privatforestilling i Casino bl.a. spillede en scene af Nej. I sit lange otium nedskrev han ikke sine erindringer, og derved sank en skat af viden i graven med ham. Han havde været Oehlenschlägers svigersøn og kendt alverdens mennesker lige fra dengang han i sin ungdom var en ekstravagant levemand der holdt tjener og ridehest til han blev en nøjsom loyal borger, hvis konservatisme endog var så rodfæstet at han i ca. 50 år boede i samme lejlighed, Rosenborggade 7, hvor han døde. 1893 dikterede han pjecen Et Nødværge, hvori han lige så skarpt som klogt og klart tog til genmæle mod de urigtigheder, fru Heiberg (Johanne Luise") havde bragt til torvs vedrørende ham og hans hustru i sine memoirer. P.s hukommelse var i privatlivet usvækket og hans vittige fortælleevne stadig frisk. Hans element var med ironi at udlevere til latteren, og jo kløgtigere hans offer indbildte sig at være, desto ubarmhjertigere fremstillede han de komiske sider. Store partier af Otto Zincks bog Joachim Ludvig Phister der udkom kort efter hans død, er et diktat; sådan som han her er skildret ønskede P. at gå over i historien. Interessen for teatret bevarede han til det sidste; så længe kræfterne slog til overværede han generalprøverne, og Olaf Poulsen lyttede spændt til hans dom.

P. er ubetinget den danske skueplads' største forvandlingskunstner. Ved sin korrekthed og sin sikre smag var han en lykkelig modsætning til sin hyppige medspiller, den geniale improvisator C. N. Rosenkilde. P.s ansigt havde de klassiske skuespillertræk, og den bestandige sitren og glimten i hans minespil vidnede om hans intime situationsfølelse. Også håndbevægelserne var meget talende. Som Henrik er det i komedien, sådan var P. det bedste hoved på teatret uden affektation og med et sjældent skarpt blik for sine evner. Han vidste udmærket at han virkede forloren når han spillede den brave Kold i Tordenskjold og at Kr. Mantzius overgik ham i fremstillingen af det borgerligt-værdige og det martialske. Men mens andre aktører gav efter for instinkter, temperament og følelser, stolede P. på sin kløgt og sit kendskab til mennesker. Derfor var han for Søren Kierkegaard den skuespiller der besad mindst umiddelbarhed og mest refleksion. Den store filosof beundrede sammenhængen i hans karakterskildring, studiet og indfaldene der altid var psykologisk motiveret. Skulle man i hans kunsts brogede mangfoldighed nævne den egenskab han i eminent grad magtede måtte det, også efter Edv. Brandes' mening, blive forstanden: "P. kunde spille alle dem, der narrer de andre, og alle dem, der bliver narrede, Intriganten og den Intrigerede". – Tit. professor 1873.

Familie

Forældre: førstelærer ved Nicolai skole, senere klokker ved Helligånds k. Ludvig Harboe P. (1779-1869) og Christine Maria Zahrtmann (1777-1863). Gift 1. gang 14.11.1832 i Kbh. (Frue) med skuespiller Charlotte Oehlenschläger, født 21.4.1811 i Kbh. (Garn.), død 12.3.1835 sst. (Slotsk.), d. af Adam O. (1779-1850) og Christiane E. G. Heger (1782-1841). Gift 2. gang 28.10.1839 i Kbh. (Slotsk.) med operasanger Christiane Holst, født 28.7.1816 i Kbh. (Fødsst.), død 29.3.1841 sst. (Trin.), d. af kancelliassessor, bogholder i Kbh.s kæmnerkontor Christian H. (1774-1842) og Jensine Wilhelmine Lange (1785-1855). Gift 3. gang 13.2.1846 i Brønshøj med kgl. skuespiller Louise Petrine (Petrea) Amalie Petersen (Louise P.), født 21.1.1816 i Kbh. (Helligg.), død 12.1.1914 sst., d. af nålemagermester William Valerius P. (1778-1829) og Gjertrud Marie Hansdatter (Andersen) (1777-1849).

Udnævnelser

R. 1852. DM. 1867. F.M.1. 1884.

Ikonografi

Stik i rolle af C. V. Bruun, 1828. Litografi af E. Bærentzen, 1839, af C. V. Balsgaard, 1840 og efter dette chokoladeomslag. Tegn. af J. V. Gertner, 1845 (Fr.borg), litograferet 1850, raderet af A. Hansen s.å. og i træsnit 1866. Tegn. af Erik Bøgh ca. 1845 (Teatermus.). Afbildet på nøglen (Holbæk mus.) til Sophus Schacks mal., 1843, af salvingen 1840 (St.mus.). Buste af L. Prior, 1862 (Nordjyllands kunstmus.; Århus kunstmus.; Teatermus.; glyptoteket). Tegn. af Gertner, 1863 (Teatermus.) og mal. af samme s.å. (Det kgl. teater), kopi af H. C. Vantore (Teatermus.). Litografi 1867. Træsnit s.å. efter tegn. af H. Olrik, i samme type gravering på sten 1871. Malet i rolle af O. Bache, 1872 (Det kgl. teater), skitse dertil. Tegn. af C. Bayer, 1874. Mal. af D. Monies udst. 1873 og 1883. Træsnit 1873 og samme type på gruppebillede 1886. Træsnit i rolle af C. Poulsen, 1885. Buste af Th. Stein, 1886 (St.mus; Det kgl. teater; glyptoteket). Litografi af J. Rosenbaum, 1887, radering af samme i samme type, 1888. Mal. af P. S. Krøyer, 1892 (Det kgl. teater), forarbejder dertil 1891 (Teatermus.; Hirschsprung). Malet i rolle af Vilh. Rosenstand, 1893. Mal. af Fr. Vermehren, 1896 (Fr.borg), studie hertil. Tegn. af William Pio, 1907 (Teatermus.). Tegn. af Laurents Lassen (sst.) og rolletegn. af Olaf Poulsen (sst.). Silhouet. Træsnit i roller af A. Bork og flere af H. P. Hansen. Foto.

Bibliografi

Breve fra da. skuespillere, udg. Rob. Neiiendam II, 1912 89-94. – Johan Chr. Ryge: Critisk sammenligning, 1832. C. St. A. Bille i Nær og fjern III, 1874 nr. 79-80. Edv. Brandes: Dansk skuespilkunst, 1880 287-316. Ludv. Holberg: Samtl. comoedier ved F. L. Liebenberg. Jubeludg. III, 1888. Johanne Luise Heiberg: Et liv III, 1892 (5. udg. 1974, jfr. L. P.: Et nødværge, 1893). Otto Zinck: J. L. P., 1896 (heri rollefortegn.). Georg Brandes: Saml. skr. XIII, 1903 346-51. Edv. Agerholm i Gads da. mag. V, 1910-11 608. Rob. Neiiendam: Scenen drager, 1915. Samme: Johanne Luise Heiberg, 1917 (ny udg. 1960). Samme: Det kgl. teaters hist. IV, 1927. Søren Kierkegaard: Papirer IX, 1920 (fot. optr. 1968) 381-407. Dagens nyheder 10.7.1935 (Jonas Colletts dagbog).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig