Liva Weel

Liva Weel, Olivia Weel, 31.12.1897-22.5.1952, skuespiller. Efter præliminæreksamen blev Liva Weel ansat på et kontor. Men da hendes far engang opklarede et mindre tyveri hos musikkritikeren og sangpædagogen Hedevig Quiding tilbød denne at undervise hans datter mod en ubetydelig symbolsk betaling. Hun havde en ret stor sangstemme og en umiskendelig musikalitet. Desuden var hun en habil pianist – hun havde allerede før konfirmationen fået klaverundervisning af sin faster og blev hurtigt dygtig til at spille "fra bladet" og til at akkompagnere sig selv til populære sange fra opera og operette. Fru Quiding blev begejstret for sin elev og lod hende synge ved et teselskab i Politikens hus i foråret 1917. Hun høstede allerede her så pæne anmeldelser at hun kom til at aflægge prøve for direktør Harald Stabehl som straks engagerede hende til sin revy i Odder og senere i Nykøbing F. og omgående forandrede hendes fornavn til Liva. Hendes debut (juli 1917) blev så stor en succes at han forlængede kontrakten til også at gælde den følgende vinter hvor hun kom til at optræde i flere operetter, bl.a. som Den glade enke.

Liva Weels store succes rygtedes til hovedstaden hvor fru Quiding igen arrangerede en prøve – denne gang for Scaladirektørerne Frede Skaarup og Emil Wulff. De syntes ikke overvældende begejstrede. "Den var vist ikke så go', hva'?" bemærkede hun med et smut i øjet til forfatteren Alfred Kjærulf som det straks slog at denne pige var komiker og hendes fag revyen. Han fik hende til også at synge et par revyviser, hvilket vendte stemningen og de engagerede Liva Weel til Scalarevyen 1918. Her forblev hun i over ti år. I begyndelsen vakte hun mest opmærksomhed med sine flotte trikotben, men snart fik hun lov til at udfolde sit barokke lune og sit komiske genis karakteriseringsevne. Ind imellem vakte hun også furore ved seriøse opgaver. Hun kom efterhånden til at danne par med Scalas førstekraft, den store karakterskuespiller og komiker Carl Alstrup. Blandt hendes store roller på Scala var Warra i Natsværmeren, Grisi i Jomfruburet, Aspasia i Phi-Phi og Adele i Flagermusen. Men i revyerne havde hun måske de største successer. Endnu husker man fra den tid: Et lille Pust fra Pustervie, Dardanella, Eskimo'r, Han har min Sympati, Adrienne, La Garçonne, En er for lille og Vil du sænke dit Øje.

En kort årrække kom Liva Weel til Nørrebros teater inden Det kgl. teaters nye chef Adam Poulsen indbød hende til at gæstespille som Pernille i Den Stundesløse, 1930. Derefter begyndte mange brogede år hvor hun spillede på de fleste kbh.ske scener, Riddersalen, Folketeatret, Dagmarteatret, Betty Nansen teatret, Frederiksberg teater, Det ny teater osv. Hun fik tilbud om en treårig kontrakt med Det kgl. teater, men sagde nej. "Jeg vil spille revy adskillige år endnu". Og det kom hun til. Især kom hun til at synge Poul Henningsens viser gennem 1930'erne og 40'erne som ophøjede hendes viseforedrag til den fineste kunst: Ta' og kys det hele fra mig, Sig de Ord, du ved, Nå, Jeg ku' bli' no'et så 1-2-3, I dit korte Liv, Man binder os paa Mund og Haand og Jeg gi'r mit Humør en gang Lak – de sidste to fra Kjeld Abells revykomedie Dyveke i Riddersalen 1940.

Ind imellem havde hun spillet mange store roller, fx Tordenskjolds Tøs, Lysistrate, Madame sans Gêne, Eliza i Pygmalion, Den skøre Helene, Diktatorinden, Grevinde Danner, Madame Sherry og Grevinden af Nørrebro. Og samtidig vrimlede det med hendes revypræstationer i Cirkus-revyen, Nørrebro, Riddersalen, Apolloteatret, Bellevuerevyen, Stig-Lommer revyen og Aage Stentofts Leve de nordiske piger. Ved hendes 25-års-jubilæum i Dagmarrevyen 1942 skrev Frederik Schyberg om hendes visekunst og uovertrufne diktion: "Hvert Ord spidset sylespidst til, ikke en Konsonant gaar tabt, selv naar den hviskedes, sad den som en svirpende Pil i Tilskuerrummets Bagvæg, naar det rette Øjeblik var inde". Liva Weel indspillede ikke så mange film, men nogle af dem blev store successer: Odds 777, De blå Drenge, Frk. Møllers jubilæum, Under byens tage, Ta' briller på og Smedestræde 4.

Liva Weel elskede at hjælpe andre, men talte aldrig om sin sygdom og sit eget behov for hjælp. Hun havde en indeklemt brok der pressede på spiserøret. Derfor kunne hun kun indtage flydende føde hvis hun skulle undgå meget stærke smerter.

Hendes grammofonplader er glimrende illustrationer til næsten hele hendes karriere som den største – aldrig overgåede – danske revykunstnerinde.

Liva Weel modtog Tagea Brandts legat 1941, Teatermedarbejderforeningens teaterpokal 1942.