Lauritz Stigaard, Hans Lauritz Frederik Stigaard, 21.8.1829-29.7.1889, skuespiller. Født i Århus, død i Kbh. (Matth.), begravet på Frbg. S. skulle overtage faderens forretning i Århus, men mens han var handelslærling i Kbh., vågnede teaterlvsten hos den smukke unge mand med det frejdige væsen, og ved Casinos åbningsforestilling 2. juledag 1848 stod han første gang på scenen som Peter i Talismanen. Han hørte altså til privatteatrenes pionerer, men søgte fra 1850 videre udvikling ved norske og danske provinsscener, navnlig i Trondhjem og Odense, og vandt så megen anseelse at direktør H. W. Lange betalte 700 rdl. for kontraktbrud mod at kunne knytte ham til Folketeatret, på hvis åbningsaften 18.9.1857 han spillede sin første store rolle i hovedstaden, Landry i En lille Hex. Lange kom ikke til at fortryde sin dristige handling. S. blev for folketeatret og fra 1866 for Casino folkeskuespillets troende romantiker og dermed mellemstandens sceniske ideal. Hans diktion, gestus og holdning var præget af den akademisk-ædle stil, sangstemmen var blød og hjertevarm. Han gik op i sine roller med begejstring og bevarede den trods årenes slid, således at Holger Drachmann ved hans død kunne skrive: "Hans Lauritz Stigaard var af dem, som havde ingen Alder; for ham var Scenen Musers Hjem, Teatret Kunstens Haller". Hans ukritiske tro på det, han sagde, var parret med flid; sympatiens nådegave prægede hans personlighed og bar ham frelst gennem opgaver der lå uden for hans egentlige område. Han sang store operettepartier, var bedragen ægtemand, komiker og værdig far, hele skalaen fra prins Paris i Den skønne Helene over Aladdin til André i Dora og Neergård i Et besøg, men Aage i Mester og Lærling, som han spillede endnu ved sit 40 års jubilæum, viste hans bedste sceniske egenskaber der var lidet sammensatte, men pålidelige budskaber fra et åbent sind. Troen og dens modsætning, den smertelige skuffelse, kunne han fremstille. Ensartethed undgik han ikke i sit store repertoire, men S. vir nu engang S., og publikum holdt af ham hvad enten han tilhørte Folketeatret, Dagmarteatret eller Casino hvor han optrådte sidste gang 29.4.1889 som grosserer Lind i Pigernes Jens.

S.s søn Alfred Valdemar Stigaard (1867–1914) debuterede 189! på Århus teater som Ambrosius, forsøgte sig 1894–95 på Casino (Robinson i Robinson Crusoe) og blev siden i en årrække hovedkraften ved Odense teater. Hans ydre og indre egenskaber mindede, i mindre format, om faderens, og hans repertoire var af samme art, fx Christian i Ole Lukøje, Aladdin, Aage i Mester og Lærling, og han supplerede det fx med Karl Heinrich i Hans Højhed og provst Hall i Naar den nye Vin blomstrer men han nåede ikke at erobre en plads på hovedstadens scener, vel nærmest fordi hans romantiske form ikke svarede til tidens krav om realisme. Men i provinserne, navnlig i Odense, var S. en meget afholdt skuespiller, og der optrådte han sidste gang 20.4.1914, aftenen før sin tidlige død, som grev Baudelot i Den sidste Nat.

Familie

Forældre: købmand Anders Wadum S. (1800–51) og Else Marie Kold (1806–83). Gift 1.11.1853 i Vejle med Sophie Cathrine Dorthee Kønig, født 5.3.1830 i Kbh. (Trin.), død 7.6.1915 på Frbg., d. af typograf Adolph Frederik K. (1794–1836) og Marie Magdalene Ranum (ca. 1790–1872).

Ikonografi

Træsnit 1868, 1872 og 1883, efter sidstnævnte træsnit 1889, bl.a. af F. V. Waldor. Tegn. af Knud Søeborg, 1885 (Teatermus.). Afbildet s.m. Robert Watt på tegn. af P. Klæstrup. Flere litograferede rollebilleder. Foto.

Bibliografi

Herman Bang i Da Capo II, 1889 18–22. Karl Schmidt: Medd. om skuespil og teaterforhold i Odense I, 1896. Samme: Odense teater 1896–1914, 1914. Rob. Neiiendam: A/S Kbh.s Hippodrom. Folketeatret 1845–1945, 1945. Gunnar Sandfeld: Komedianter og skuespillere, 1971 226f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig