Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Karl Mantzius

Oprindelig forfatter RNeii
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Karl Mantzius, 20.2.1860-17.5.1921, skuespiller, teaterdirektør og -historiker. Født i Kbh. (Frue), død på Frbg., begravet sst. (Frbg. kgd.). På kostskolen i Birkerød spillede M. gymnasiast-komedie, og ved at overvære faderens oplæsninger fik han sine første begreber om skuespilkunst. 1878 blev han student fra Mariboes skole, tog n.å. filosofikum, underviste i Gregersens skole og læste flittigt romansk filologi, samtidig med at han optrådte i studenterforestillinger på Hofteatret, bl.a. som Den Stundesløse (1881); her så teaterchef Edv. Fallesen ham og rådede ham til at blive skuespiller, men M. foretrak at fortsætte studiet i Paris hvor han læste fransk ved Sorbonne, frekventerede den berømte skuespiller E. Gots timer på konservatoriet, og skrev korrespondancer til Morgenbladet under mærket Carlos. Da Fallesen efter A. Rosenkildes død tilbød ham fast ansættelse uden prøvetid, afbrød M. studiet og debuterede 1.9.1883 på Det kgl. teater som Jeronimus i Erasmus Montanus. Han besad flere kundskaber og en tydeligere diktion end de fleste debutanter, men ansigtets skarpe linjer og hans tørre stemme gav ham et ensartet præg, navnlig på baggrund af mindet om faderen og A. Rosenkilde, hvis efterfølger han blev i flere roller, fx som den stundesløse. Herman Bang var blandt dem der frakendte ham talent, og det var først da M. spillede Polonius i Hamlet og Orgon i Tartuffe, som han gjorde til en stupid fanatiker, at man indså hans evner for intelligent karakteristik. Sit kunstneriske gennembrud fik han som dr. Relling i Vildanden, 1885, hvis ætsende påstande han henkastede i en ru og knap tone der ikke var uden galgenhumor, og inden han 1889 indtrådte i Dagmarteatrets direktion havde han skabt endnu en fortrinlig figur, Rosiflengius i Det lykkelige Skibbrud som han gjorde ung og skidtvigtig, ikke uden lighed med en kvækkende frø.

M.s virke - også som instruktør - på Dagmarteatret varede kun én sæson, i hvilken han spillede fjorten roller, men fra 1890 til sin frivillige afgang 1912 tilhørte han nationalscenen som en af dens mest anvendte kunstnere i 240 roller, omfattende næsten alle fag undtagen det lyriske. Han var altid akademikeren i den ydre behandling af dette vældige stof; formen var knap, men klar, elegant og vittig, fornem og fast som hans spændstige skikkelse, og tonefaldet blev i stigende grad præget af personlig livserfaring som budskab fra et bevæget sind. Hans spil kunne være uden enhver ydre aktion, men i al sin nøgternhed evnede han at løfte figuren op til poesi (fx markien i Forretning er Forretning, Herreborg i En digters Kærlighed, japaneren Kobayashi i Taifun, advokat Berent i En Fallit). Han skrev selv, at italiensk verisme havde haft afgørende betydning for hans kunst. Men modsat ejede han ikke den skabende fantasi der kræves for at levendegøre monumentale skikkelser som Shakespeares Richard III, kong Lear og Shylock; her støttede han sig til sin replikteknik og sine kundskaber, men da det patetiske format i sindet manglede, blev spillet en art dramatisk oplæsning med gestikulation. Derimod var Andreas Blegnæb i Helligtrekongers Aften, som ingen store dimensioner kræver, en strålende vittig figur, nok en tåbe, men alligevel adelsmand. Generelt sagt var M. både i den historiske komedie og i moderne roller en sjældent fin fremstiller af særprægede typer. Hos Molière spillede han, foruden Orgon i Tartuffe, Arnolphe i Fruentimmerskolen og Harpagon i Den Gerrige, en fuldendt skikkelse, i det ydre en kopi af traditionen på Comédie Française, i det indre "IId bag Is" (H. Nathansen); hos Holberg var blandt hans Jeronimus'er især den gamle ræv i Pernilles korte Frøkenstand, samt magister Stygotius i Jacob von Thyboe og baronen i Jeppe paa Bjerget overordentlig stilsikre figurer, også rent malerisk en nydelse, mens han savnede bredde som Herman v. Bremen. Andre fortidige skikkelser var forvalteren i Gulddaasen, Moses i Bagtalelsens Skole, Daniel Hejre i De Unges Forbund og Thorvaldsens far i Det gyldne Skind, og i hans rige galleri af typer fra samtiden blev den letsindige friherre Claes i Den kære Familie en af de mest populære, og hertil sluttede sig godsejer Woller i Moderate Løjer og professor Arnesen i Flugten.

Også inden for operaen skabte M., stemmebegavet som han var, nogle originale figurer, især Beckmesser i Mestersangerne og Jeronimus i Mascarade, hvori menneskefremstilling forenedes med en sikker musikalsk sans. Begrebet intelligens var den kliché som kritikken alt for ofte benyttede om M.s spil, men det viste sig, at han evnede at nå langt dybere ned i menneskesindet end den nøgne forstand tillader. Dette blev navnlig indlysende i den senere periode af hans virke da han sjæleligt gennemlevede grev Trolle i Den gamle Præst, 1904, titelrollen i Johan Ulfstjerna. 1907, gamle Hertz i Daniel Hertz, 1909, grev Steen i Grev Bonde og hans Hus, 1912, og gamle Levin i Indenfor Murene, 1912. Disse figurers inderste væsen havde han tilegnet sig, og de gav i al deres forskellighed udtryk for noget generelt, hvad enten typen, som grev Trolle, var åben og brav eller, som gamle Levin, fuld af hemmelig mystik i borgerlig form. Der kom i disse år en fyldigere tone over M.s indadvendte spil og større varme. Han stod da som landets betydeligste karakterskuespiller siden Emil Poulsen, hvis lyriske udfoldelse han savnede, men som han overgik i intensitet og efter hvem han overtog en række store roller, som fx Christian IV i Elverhøj, Arthur i En Skandale, Helmer i Et Dukkehjem, bygmester Solness, bisp Nicolas i Kongsemnerne. Da han havde spillet grev Trolle, skrev Jakob Knudsen: "Var De ikke Dansk, ville De være en af de store sceniske Verdensberømtheder". Han kunne som kunstnerisk type sammenlignes med Albert Bassermann i Tyskland og Lucien Guitry i Frankrig.

Annonce

M. var en meget flittig, ærgerrig og forfængelig mand. På eget initiativ ledede han 1904 teatrets første ensemble-gæstespil på den kgl. svenske scene, to år var han formand for Skuespillerforeningen, og 1904 stiftede han - i opposition mod direktionen C. Danneskiold-Samsøe/Einar Christiansen og Dagmarteatrets direktør Martinius Nielsen - Dansk skuespillerforbund, hvis første formand han var til 1908. Viljefast og sikkert gennemførte han 1897-1916 sit litterære hovedværk Skuespilkunstens Historie, hvis tredje del Engelske Theaterforhold i Shakespeare-Tiden bragte ham den filosofiske doktorgrad ved Kbh.s univ. (1901), en udmærkelse ingen dansk skuespiller tidligere havde opnået. Hans seksbinds værk er et i nordisk litteratur enestående kompilationsarbejde, samlet med flid fra trykte kilder, skrevet med klarhed og smag og præget af forfatterens praktiske erfaring. Bindene om Shakespeare og Molières teater er udkommet i England og Frankrig og hele værket oversat både til engelsk og japansk. Et supplement Skuespilkunstens Historie i det 19. Aarh. udkom 1922 efter hans død. Et værdifuldt materiale til Heiberg-Hostrup-tiden bragte 1919 hans smukke bog Min Far og jeg, men M. nåede ikke at få skrevet bindet om sig selv. Dog findes i hovedværket under sindrig maskering en del skjult polemik mod forhold i hans egen samtid, og i sit fine skrift Theaterspørgsmaal og Svar, der skulle vejlede ukyndige før vedtagelsen af teaterloven af 1903, skrev han denne karakteristik af sin egen kunst: "For Skuespilleren gælder det ikke at finde Ordet, der dækker Tanken, det, som er hans Opgave, er at finde Lyden, Tonebevægelsen, der svarer til Ordet".

M.s evner og viden gjorde ham i 1909 selvskreven til at blive teatrets første skuespiller-direktør med A. P. Weis som chef. Hans ledelse var overordentlig energisk; selv sled han som første skuespiller, instruktør, oversætter og lærer ved elevskolen, hvis operaklasse han oprettede. I samarbejde med Weis knyttedes de unge skuespillere Johs. Poulsen og Poul Reumert til teatret, og M. opførte et lødigt repertoire, bl.a. B. Bjørnsons Naar den nye Vin blomstrer -, hvori Bodil Ipsen debuterede, S. Michaelis' Et Revolutionsbryllup, Shakespeares Hamlet og Julius Cæsar, August Strindbergs Erik XIV, Henri Nathansens Indenfor Murene, Henrik Ibsens Peer Gynt, og han viste også at der kan skabes fremragende kunst i skuespil som ikke er fremragende litteratur. Men heldet der fulgte ham udadtil og hans forbeholdne væremåde indadtil skaffede ham mange modstandere og misundere som bebrejdede ham, at han, der havde spillepræmie, valgte sine roller af økonomiske grunde, skønt den gage han oppebar kun stod i et passende forhold til hans kolossale arbejde. Angrebene antog efterhånden et sigte der berørte hans ære, og han henviste da i en offentlig erklæring af 15.1.1912 sine bagtalere til politimesteren i sin politikreds. Henvisningen bragte vel ro, men lede og indignation som kampagnen havde fremkaldt i M.s følsomme sind berøvede ham lysten til at fortsætte sit virke på Det kgl. teater, og skønt undervisningsminister J. Appel (i skrivelse af 23.4.1912) bad ham blive, overskar han resolut "båndet" i en bitter afskedstale til publikum efter opførelsen af Julius Cæsar (29.9.1912) hvori han som Antonius viste sit mesterskab i diktionens kunst, og 30.6.1913 forlod han direktørposten. I de følgende år filmede han, skrev filmene Addys Ægteskab og Penge, efter Émile Zolas roman, rejste i udlandet, bl.a. til USA, hvorom han skrev bogen Fra den anden Side (1917), optrådte som gæst på provinsscenerne og ved foreningen Scenisk samfunds forestillinger i koncertpalæet. Febr. 1918 vendte han tilbage til Det kgl. teater og udførte som gæst nogle af sine gamle roller og af nye bl.a. dr. Stern i En mand gik ned fra Jerusalem, løjtnant v. Buddinge, Falstaff i Henrik IV, og det var hensigten at han fra sæsonen 1921-22 skulle knyttes fastere til sin gamle scene som direktionens konsulent, men hans pludselige død kuldkastede alle planer. Han optrådte sidste gang 28.4.1921 som Petermann i Det gamle Hjem.

I sine rejseår havde M. mistet dømmekraften over for sig selv; både hans v. Buddinge og Falstaff mislykkedes for ham, fordi disse roller lå uden for hans område, men de viste typisk hans kunstneriske modsætningsforhold til faderen, hvis glansroller de havde været. Kristian Mantzius' frodige menneskelighed var hos sønnen omsat til refleksion, det brede lune til vittig intelligens. De repræsenterede to tidsaldre; faderen 40'ernes ordrige nationalliberalisme, sønnen 80'ernes kølige realisme. Den første holdt af at se mennesker omkring sig, den anden havde en atmosfære af kulde om sit væsen. Men fælles for begge var den blussende heftighed, som hos Kristian Mantzius var åben, men behersket hos M.

Familie

Forældre: kgl. skuespiller Kristian M. (1819-79) og Anna P. Jørgensen (1841-1911). Gift 1. gang 7.6.1884 i Kbh. (Holmens) med skuespiller Sophie (Soffy) Christine Elisabeth Rosenberg (Soffy Walleen), født 15.5.1861 i Spjellerup, død 23.1.1940 i Kbh. (gift 2. gang 1902 med baron Carl Alphonse Walleen, fra 1930 Walleen-Bornemann, 1863-1941), d. af litteraturhistoriker C. R. (1829-85) og Ane L. Plum (1833-74). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 28.5.1902 på Frbg. med skuespiller Sara Beckett, født 27.7.1879 i Kbh. (Jac), død 25.1.1943 sst., (gift 2. gang 1919 med direktør L. Elsass, 1870-1959), d. af grosserer Hugh Lang B. (1843-1902) og Johanne Cathrine Petræus (1846-1921). Ægteskabet opløst 1918. Gift 3. gang 20.2.1919 i Kbh. (Slotsk.) med balletdanser Wanda Fride Augusta Mathiesen, født 14.7.1894 i Kbh., død 11.1.1971 i Gentofte (gift 2. gang 1924 med direktør Holger Hannerup-Hansen, 1879-1952), d. af overassistent, telegrafbestyrer ved DSB Harald Edmund Valdemar M. (1845-1907) og Henriette Diderike Schultz (1853-1935).

Udnævnelser

R. 1899.

Ikonografi

Skitse af G. Achen (Teatermus.) til mal. 1896 (Fr.borg). Mange rolletegn. af E. Krause, bl.a. 1900, 1904, 1906, 1909 (Teatermus.). Relief i rolle af F. Kastor Hansen, 1900, i bronze 1904 (begge Teatermus.). Tegn. af H. Moltke, 1901(sst.). Silhouet af A. E. Petersen, 1904 (sst.). Tegn. af Alfred Schmidt 1904/05 (Fr.borg) og udateret (Teatermus.). Træsnit af H. C. Olsen, 1907, raderinger af C. F. Holmgren og Henrik Lund s.å. Flere statuetter i roller i gips, bronze og porcelæn af Axel Locher, bl.a. 1909 og 1912 (Teatermus.), buste af samme udst. 1909. Tegn. af Rasmus Christiansen, 1910 (Fr.borg). Litografi af V. Andersen, 1912. Flere tegn., de fleste i roller, af V. Møller, bl.a. 1920 (Teatermus.; Kgl. bibl.), E. Saltoft, Bertha Dorph, N. Schiøtz Jensen, H. N. Syrak Hansen og silhouet af E. Ditlevsen (alle Teatermus.). Tegnet i rolle af Alb. Engström (Det kgl. bibl.) og Elna Borch. Mal. af E. Saltoft (Kgl. teater), Syrak Hansen og Cilius Andersen. Buste af V. Bissen. Relief til gravstenen af Axel Locher (Teatermus.). Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1901 150-52. K. M. i Teatret XII, 1912-13 10. - K. M. i billeder og tekst, red. Johs. Dam, 1912. Edv. Brandes i Teatret XX, 1921 198-204; rollefortegn, sst. 219. Henri Nathansen: K. M., 1926. Rob. Neiiendam: Det kgl. teaters hist. IV-V, 1927-30. Samme: Det kgl. teaters hist. 1890-92, 1970. Thorkild Roose i Berl. aften 23.9.1959. - Papirer i Kgl. bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Robert Neiiendam: Karl Mantzius i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294094