Julie Hansen, Julie Johanne Christiane Hansen, 11.6.1835-7.10.1895, skuespiller. Født i Kbh. (Helligg.), død sst., begravet i Christiansk.s krypt. H. havde arvet sin del af faderens musikalske begavelse og fik sin smukke altstemme uddannet af Rud. Bay og Carl Helsted. Fra 1851 tilhørte hun Casino hvor hun navnlig optrådte i sangspillene, 1855-56 virkede hun med Frederik Høedt og M. Wiehe på Hofteatret og 1857 deltog hun i Folketeatrets åbningsforestilling En lille Heks. Her var hun ansat til 1889, fraregnet enkelte udflugter til Casino, og her skabte hun sin specialitet: den københavnske borgerkone. Disse skikkelser var ikke forskelligartede og hvilede hverken på iagttagelser eller psykologisk studium, men udsprang af hendes eget godmodige væsen, hendes trivelige hygge og brede, drastiske replik. Hendes komik var hverken fin eller nuanceret, men djærv og lattervækkende, og hendes store, runde øjne var fulde af skælmeri og fiffighed. Publikum morede sig blot det hørte "Julles" dybe stemme ude i kulissen eller så hendes joviale smil når hun nærmede sig rampen. "Gamle Lumbyes datter" var populær i vide kredse ved det københavnske tonefald hvormed hun levendegjorde den jævne husmor, fx madam Krøjer i Store Bededagsaften, eller rappenskralden der lod sin vrede skylle ned over ægtemandens syndige hoved. Hun var en prototype på den københavnske privatscene og fik adskillige efterfølgere, men ingen vandt større og varigere yndest hos middelstanden. Fra 1889 tilhørte hun Casino hvor hendes krasse realisme især passede til den skumle madam Blomkvist i G. EsmannsMagdalene; 8.4.1895 optrådte hun sidste gang som Rosi Lindemann i Beridere.

Familie

Forældre: komponist H. C. Lumbye (1810-74) og Georgine M. H. Hoff (1813-71). Gift 1. gang 19.10.1867 i Kbh. (Garn.) med teaterdirektør H. W. Lange, født 18.1.1815 i Kbh. (Helligg.), død 29.1.1873 sst. (Frue), s. af skomagermester Peter C. L. (1784-1852) og Flimine M. Bryde (1790-1864). Gift 2. gang 15.8.1874 i Kbh. (Helligg.) med skuespiller, senere klasselotterikollektør Carl Christian Jørgen H., født 29.7.1838 i Kbh. (Slotsk.), død 8.4.1902 sst. (gift 2. gang 1901 med Hertha Mogensen, 1874-1941, gift 2. gang 1927 med restauratør Niels Peter Hansen Kofoed, 1874-1934), s. af kammersanger Jørgen Christian H. (1812-80) og skuespiller Erhardine Adolphine Ravnsberg, kaldet Rantzau (1815-93).

Ikonografi

Afbildet på træsnit af familien Lumbye, 1866. Træsnit 1873 og træsnit efter dette 1874. Træsnit i rolle i "Store Bededagsaften". Maleri (Teatermus.). Foto.

Bibliografi

Herman Bang i Da Capo 1888-89, 1888 76-83. Edg. Collin i III.tid. 20.10.1895. Rob. Neiiendam: Folketeatrets hist. 1857-1908, 1919. Samme: A/S Kbh.s Hippodrom. Folketeatret 1845-1945, 1945.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig