Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johannes Nielsen

Oprindelig forfatter RNeii
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Johannes Nielsen, Carl Johannes Nielsen, 14.9.1870-20.12.1935, skuespiller, sceneinstruktør, teaterdirektør. Født på Hindholm højskole, død i Ordrup, urne på Ass. kgd., Kbh. N. var landfødt og højskolepræget, og tonen fra dette miljø gik siden igen i hans bedste kunst. Det spredte og urolige i hans natur viste sig allerede ved hans start: 1890 blev han student fra Sorø, tog året efter filosofikum, skrev lyriske digte i Illustreret Tidende, studerede teologi og kom 1891 ind på elevskolen ved Det kgl. teater hvor han optrådte i nogle småroller og efter en flerårig afbrydelse, i hvilken han navnlig studerede eksperimentalpsykologi hos professor Alfr. Lehmann, omsider debuterede som Arv i Mascarade (1.3.1897). Bondekarlens udseende havde han, men lunet fattedes. Da ledelsen ikke mente, at hans landlige ydre gik an i de lyriske karakterroller han ønskede at spille, blev han ikke ansat. Men på Folketeatret (1897-99) fik han under H. Bangs instruktion lejlighed til at vise hvad der boede i ham og til at udvikle hvad han havde lært på nationalscenen. Pastor Sang i første del af Bjørnstjerne Bjørnsons Over Evne blev hans store gennembrud. Han ejede både den lyriske myndighed og den brede, folkelige patos, blandingen af N. F. S. Grundtvigs og Bjørnsons åndstone. Men efter dette smukke udtryk for nordisk naturfølelse og tro lod N. sig af direktør Einar Christiansen ansætte som økonomiinspektør ved Det kgl. teater; bag denne bestilling skjulte sig dog den hensigt, at han skulle uddanne sig til sceneinstruktør under W. Blochs vejledning, og et fælles arbejde af mester og elev var iscenesættelsen af Gengangere (1903). Men det blev Folketeatret som først kom til at høste gavn af hans instruktørevne. Fra 1904 formede han her en del udmærkede forestillinger, især af samtidens danske dramatikere, fx G. Wieds Byens Stolthed, H. Bergstrøms Lynggaard & Co., C. Ewalds Gerhard Ramm, Emma Gads Den mystiske Arv, Jakob Knudsens Sind, Anker Larsens og E. Rostrups Pigernes Alfred og Karen, Maren og Mette, P. Rosenkrantz' Den røde Hane og Sv. Langes Samson og Dalila. Det var navnlig skuespil af landligt indhold han mestrede; her var hans kendskab til miljø og stemning langt hævet over tidligere forestillinger af lignende art.

Skønt N.s karakteriserende skuespillerevne ikke var betydelig skabte han enkelte, fra hinanden forskellige, naturtro typer, fx den åndeligt forkomne skrivelærer Møllmark med de bønlige øjne i Byens Stolthed, forretningsmanden Heymann med den faste replik i Lynggaard & Co., den stejle bondekarl i Sind, den forpinte ægtemand i Samson og Dalila og digteren med det spændte sind i H. Söderbergs Gertrud. 1908-12 var han direktør for Folketeatret, der 1911-12 lededes i forening med Dagmarteatret, men da denne uheldige konstellation ophørte, fortsatte N. sammen med Adam Poulsen ledelsen af Dagmarteatret, og i denne periode blev J. Sigurjonssons drama Bjerg-Ejvind og hans Hustru en af hans mest virkningsfulde iscenesættelser, mens hans repertoire bl.a. forøgedes med overlæreren i Skyldig eller uskyldig, herredsfogeden i Thora van Deken, Shakespeares Henrik IV og John Rhed i Milepæle. Under sin omfattende virksomhed, der også nogle somre vedrørte friluftsteatret i Dyrehaven, havde N. ikke vist administrationstalent; det var ene hans kunstneriske indsats der betingede, at han 1914 blev kunstnerisk direktør for Det kgl. teater, en stilling han længe, hvidglødende ærgerrig som han var, havde begæret. Også her skabte han smukke forestillinger, især ud af Einar Christiansens abstrakte skuespil Fædreland (1916) der blev en poetisk, stemningsfuld virkelighed, men hans ensidighed kolliderede med den fordringsfulde direktørstilling og teatrets komplicerede drift; han havde ingen interesse for opera og ballet, ej heller for Holberg, repertoirevalget tjente ofte kun særinteresser; "et mere slaaende Bevis for", skrev Einar Christiansen, "at Nationalscenens Leder ikke ogsaa bør være Skuespiller i Funktion, end det, der kan uddrages af N.s Direktorat, vil vanskeligt kunne føres". Men krigstidens pengerigelighed og de store forestillinger Johannes Poulsen satte op, men som ikke harmonerede med N.s smag (Det gamle Spil om Enhver, Det levende Lig, Aladdin (i to dele)) hjalp teatret over vanskelighederne i de otte sæsoner hans ledelse varede, indtil den af ministeriet nedsatte sparekommission 1922 afsluttede hans direktorat. De roller N. selv udførte, bl.a. opvartersønnen i Prøvens Dag, titelfigurerne i Sigurd Braa og Dr. Wahl, viste ikke nye sider af hans talent; ejendommeligst virkede han som den tænderklaprende prins Saladin i Aladdin, Efter 1922 optrådte han som gæst på provinsscenerne, Casino og Betty Nansen teatret (S. Michaelis' Paa Havet) hvor hans sidste rolle, Ulrik Brendel i Rosmersholm (april 1928) tydeligt viste, at hans kunst havde taget skade af hans tiltagende sygdom. Foruden en understøttelse på finansloven modtog han en årlig afgift fra et biografteater.

N. var et impulsivt temperament med let skiftende sympatier og antipatier. Han manglede tålmodighed og var uberegnelig. Stemningen og den naturlige replik var for ham skuespilkunstens alfa og omega, ikke den ydre iscenesættelse. Hans mål var at gøre teatret menneskeligt, men hans resultater kunne let blive grå, fordi smil og humor manglede. "Han havde", skrev Henri Nathansen, "som Herman Bang Evnen til at paatvinge et Teater sit eget Præg, men besad ikke William Blochs aandelige Overlegenhed, der tillod hver Enkelts Særpræg at udvikle sig i Frihed under hans Ansvar". Megen tid og energi ofrede N. på at instruere elever, der ikke var dette kraftspild værd. Han var en hektisk, men ensidig slider som aldrig økonomiserede med sine kræfter og derfor tidligt brændte ud.

Annonce

Familie

Forældre: højskoleforstander, kaptajn Chr. N. (1835-91) og Laura V. M. Stallknecht (1840-1906). Gift 1. gang 7.12.1899 i Kbh. (Matth.) med forfatter Nathalie Louise Christiane Henrichsen, født 19.10.1863 i Maribo, død 25.8. 1927 på Frbg., d. af købmand Knud Christian Frederik H. og Laura Kirstine Clemmensen. Gift 2. gang 22.5.1928 i Kbh. (b.v.) med fhv. balletdanser, skuespiller Dagny Adolfine Brincken, født 28.10.1880 i Kbh. (Johs.), død 20.3.1947 sst. (0-stervold), d. af koffardikaptajn Emil Anton Christoph B. (1840-85) og Hansine Florentine Walløe (1842-1908). – Bror til L. C. N. (1871-1930).

Udnævnelser

R. 1917. DM. 1922.

Ikonografi

Buste af Ingeborg Plockross Irminger udst. 1906 og 1929. Afbildet på tegn. af Alfred Schmidt bl.a. 1915 (Fr.borg). Mal. af Margrethe Svenn Poulsen, 1916 (Teatermus.). Radering af Juel Madsen, 1918. Tegn. af H. Jensenius 1922 og 1923 (Fr.borg). Relief af Poul Borgquist, 1923 (Teatermus.). Tegn. af E. Utzon-Frank (sst.) og af Vald. Møller (sst.). Foto.

Bibliografi

Interview i Gads da. mag. XXIV, 1930 567-76. – Herman Bang i Teatret IV, 1904 lf. Carl Gandrup sst. XIX, 1920 217-23. Politiken 1.2.1919 og 21.12.1935. Sv. Unge: Meningerom teater, 1929. Einar Christiansen: Nogle træk af mit livs og af da. teaters hist., 1930 fl.st. Berl. tid. 21.12.1935. Rob. Neiiendam: A/S Kbh.s Hippodrom. Folketeatret 1845-1945, 1945. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Robert Neiiendam: Johannes Nielsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294922