Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johannes Meyer

Oprindelig forfatter JeKis
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Johannes Meyer, Johannes Siegfried Meyer, 28.5.1884-4.11.1972, skuespiller. Født i Skodsborg, Søllerød sg, død på Skt. Josephs hosp., Kbh., urne sst. (Vestre). M. blev 1904 student fra Schneekloths skole, og efter at have læst med Peter Jerndorff debuterede han 1905 på Dagmarteatret som unge Strange i Dansen på Koldinghus. 1907-16 var han knyttet til Folketeatret og derefter 1916-18 til Det ny teater. Han viste hurtigt en betydelig autoritet, også i roller der lå langt over hans alder - fx som faderen i Svend Rindoms Fred på Jorden og som advokat Berent i Bjørnsons En fallit. Som elsker kunne han minde om den jævnaldrende Johannes Poulsen, men manglede dennes lyriske uimodståelighed. Til gengæld havde han overbevisende udtryk for mandig resignation og foldede sig festligt og fantasifuldt ud i lystspillet og farcen - fx som putkræmmeren i Bolettes brudefærd og som detektiv-forfatteren i Den røde bande. I de følgende ret magre år ved Dagmarteatret 1918-23 var det også fortrinsvis som komiker han gjorde sig gældende bl.a. som Argan i Den indbildt syge og som tjeneren Grumio i Trold kan tæmmes. Større chancer som alvorlig og tragikomisk karakterskuespiller fik han på Det ny teater 1923-26 - bl.a. som ågerkarlen i Sven Langes En forbryder, som Hjalmar Ekdal i Vildanden (som han ti år senere atter spillede på Folketeatret) og ikke mindst i Runar Schildts Den store rolle. Som statisten der under den finske revolution føler sig kaldet til at spille en hovedrolle viste M. hele sit maskuline talents spændvidde, dets usentimentale følelse, dets djærve fantasi - der rakte fra livsappetit til ynkelighed - alt sammen båret oppe af den karakteristiske, lidt hæse replik med de bratte spring i tonehøjden.

Både M.s talent og hans replik blev der slidt hårdt på i de følgende urolige år hvor han brød ud og spillede revy (Scala, Cooptimisterne) og fik en stor, men farlig folkekomedie-succes som kaptajn Hammer i Styrmand Karlsens flammer på Nørrebros teater hvis direktør han var 1931-32. Det er ikke for meget sagt at han i disse sæsoner befandt sig i en kunstnerisk krise som han imidlertid lykkeligt overvandt - først ved nogle sæsoner på Betty Nansen teatret hvor han bl.a. spillede kong Claudius i Kaj Munks Hamlet-version, senere 1936-41 på Folketeatret hvor han kom til at spille et meget stort repertoire. Foruden en række Ibsenroller - Helmer i Et dukkehjem. Hjalmar Ekdal i Vildanden, fogeden i Brand - var det især i det moderne drama han demonstrerede sin styrke og sin mangesidighed: som kansleren i Kaj Munks Sejren, som professor Dorn og senere som professor Mensch i samme forfatters Han sidder ved smeltediglen, som rustningsfabrikanten i Robert E. Sherwoods Den store galskab og i et par overdådige lystspilfigurer: som den falske russiske storfyrste i Fru Polenska og som krukken og posøren Sheridan Whiteside i Manden, der kom til middag. Det føltes derfor fuldkommen naturligt at M. 1941 - bedre sent end aldrig - knyttedes til Det kgl. teater til hvis bærende kræfter han med det samme kom til at høre. Allerede i sin første sæson spillede han gangsteren Trock i Maxwell Andersons Vintersolhverv, kæmpe- og paraderollen i Gudmundur Kambans Grandezza og snedker Engstrand i Gengangere. I den klassiske komedie udfoldede han sig suverænt - fx som Tobias Hikke i Helligtrekongersaften, som Jeronimus i Henrik og Pernille og som Corfitz i Barselstuen. En ypperlig figur på én gang rørende og ussel skabte han som ågerkarlen Eriksson i Swedenhielms i samspil med Poul Reumert. Men trods sin fremrykkede alder var det i tidens eget repertoire han gjorde stærkest indtryk - som Gruesen i Soyas Parasitterne, som fader Lorentz i Kaj Munks Niels Ebbesen, som mr. Antropus i Thornton Wilders På et hængende hår og fremfor alt som sælgeren og livsløgneren Willy Loman i Arthur Millers En sælgers død (1950), hans karrieres kulmination, en af de sjældne scene-skikkelser, hvor rollen og skuespilleren bliver ét. M. fortsatte denne forbløffende og lykkelige vækst i to andre figurer i det nyere amerikanske drama: som Phil Hogan i O'Neills Måne for de mislykkede (1955) og på Det ny teater som farfar i Tennessee Williams' Kat på et varmt bliktag (1956).

I disse tre roller samlede M. så at sige sine modne erfaringer fra et langt teaterliv - samtidig med at alderen gav hans kunst en ny dimension. Det viste sig også i de roller han senere kom til at spille - ikke alene på scenen, men i TV og radio hvor han bl.a. vandt en stor sejr som Shakespeares Kong Lear. Hans faste engagement ved Det kgl. teater blev afbrudt da han 1953 fik bevillingen til Reginabiografen i Århus. Da den 1960 blev ombyttet med bevillingen til Metropol-biografen i Kbh. vendte han tilbage til nationalscenen bl.a. som Vorherre-figuren i Archibald MacLeish' J. B. og som militærlægen i Tre søstre- han optrådte her sidste gang 1963. I TV og radio var han dog aktiv næsten til sin død. På filmen spillede han i årenes løb en lang række roller - fx i Afsporet, Gå med mig hjem. Café Paradis, Mød mig på Cassiopeia og senest som degnen i Tine (1964).

Annonce

Familie

Forældre: kgl. agent, brændevinsbrænder Christen Hansen M. (1835-1914) og Olga Julie Augusta Klamke (1840-1920). Gift 1. gang 7.7.1909 i Vedbæk med Dagny Heckscher, født 24.11.1883 i Korsør, død 7.1.1958, (gift 2. gang 1913 med teaterdirektør Oskar Ingenohl, født 1887), d. af styrmand, senere direktør for Switzers bjergningsentreprise, premierløjtnant, generalkonsul Herman Otto Sophus Christian H. (1855-1934, gift 2. gang 1906 med Laurine Henriette Marie Christensen, 1860-1941) og Thyra Theodora Kirstine Søderberg (1856-1930). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 27.4.1917 i Lyngby med Harriet Kirstine Rasch, f. Brinkmann, født 9.3.1893 i Nykøbing M. (gift 1. gang med assurandør, konsul Henrik Christian Rasch, 1859-1924), d. af købmand, senere dentist Franz Joseph B. (1862-1921) og 2. hustru Sofie Dorothea Bendix (1868-1947). Ægteskabet opløst. Gift 3. gang 9.8.1932 på Frbg. (Solbjerg) med Oda Erika Sedlazek, født 29.8.1904 i Vejlby, Århus amt, døbt på Frbg. (Lukas) (gift 1 . gang med Axel Julius Petersen; ægteskabet opløst 1932; gift 3. gang 1976 med produktionschef Erling Frederiksen, født 1934), adoptivd. af ekspeditør, senere revisor Johan Julius Vilhelm S. (1880-1966) og Alma Kristine Larsen (1876-1940).

Udnævnelser

R. 1946. DM. 1950. S.K. 1964. Ingenio et arti 1955.

Ikonografi

Tegn. af Albrecht Schmidt, 1911 (Teatermus.) og af E. Utzon-Frank, 1914 (sst.). Tegnet i rolle af Vald. Møller (sst.). Linoleumssnit af K. J. Almquist, 1942. Rolletegn. af H. Jensenius (Teatermus.). Tegn. af Carl Jensen udst. 1946, af Otto Christensen, 1950 (Teatermus.), 1956 (Fr.borg) og 1959 (sst.). Tegnet i rolle af Hans Bendix udst. 1956, og af Bo Bojesen udst. 1961. Foto.

Bibliografi

Interviews i Berl. aften 12.5.1944. Politiken 26.5.1944 og 28.5.1950. - Fr. Schyberg: Danske skuespillerportrætter, 1959.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Kistrup: Johannes Meyer i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294298