Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johanne Rosing

Oprindelig forfatter RNeii
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Johanne Rosing, Johanne Cathrine Rosing, 2.6.1756-15.1.1853, skuespiller. Født i Kbh. (Garn.), død på Fredensborg slot, begravet i Asminderød. R. var balletelev i J. F. Struensees magtperiode, men hendes uregelmæsige træk og næsten hvidblonde hår tiltalte ham ikke, og hun fik først kgl. ansættelse som figurant efter hans fald. Lysten drev hende mod skuespillet og 3.11.1773 debuterede hun som Nanine i Voltaires komedie af samme navn. Fra naturens hånd havde hun hvad der ikke kan læres: situationsfølelse og inderlig hengivelse i stoffet. Ordene fremkaldte den rette stemning, og deres indhold stod prentet i hendes store, lyseblå øjne som malerisk interesserede både Jens Juel og Erik Pauelsen der hver på sin måde forevigede hendes milde ynde, den hvormed hun besejrede sin samtid. For sin naturlige følsomhed, der virkede stærkt på baggrund af jomfru Bøttgers (E. C. Rose) stiliserede aktion fik hun udtryk gennem titelrollerne i G. E. Lessings Emilie Galotti og Minna v. Barnhelm, og som Nanna i Johannes EwaldsBalders Død 1778 skabte hun et nordisk kvindeideal der siden i Adam Oehlenschlägers tragedier videreførtes af Eline Heger og Anna Nielsen. Hun var Werthertidens skuespiller på det danske teater og som sådan genstand for K. L. Rahbeks tilbedelse der udtømte sig i litterært føleri, hvis sentimentale højstemthed i breve og optegnelser var påvirket af Goethes Werthers Lidelser. Hans bedømmelse af hendes kunstneriske evne var lige så overbroderet rosende som P. Rosenstand-Goiskes var nedsættende og forhastet; dog forstår man af den sidstes udtalelser, at hun har måttet overvinde store mangler i sin diktion og sin svage stemme. Men R. besad megen folkelig kraft og en naturlig værdighed der forenet med hjertets dannelse dækkede over hendes ringe intellektuelle udvikling; hun kunne ikke stave det sprog som lød ømt og smukt fra hendes læber.

Rahbeks offentlige begejstring medførte kraftig antikritik fra tidens bedste penne, fx J. C. Tode og P. A. Heiberg (Medeafejden 1778, Dyvekefejden 1796), stridigheder der nu kun har interesse ved at røbe hvilket brændpunkt teatret dengang var i den lille hovedstad, og hans besværlige private hyldest der vedvarede, til han som gammel sendte sine memoirer med dedikationen "Erindringens Ypperste", tog hun med den hende egne ro og besindighed; hendes talent opløste ikke hendes karakter, og hun forstod at han i sit platoniske sværmeri overvurderede hendes evner. Meget forskellige naturer som Tode og Oehlenschläger var enige om at konversationstonen, "den borgerlige Idyl med dens fine Skatteringer", var hendes egentlige område, hvad enten opgaven gik ud på at ramme det gode selskabs tone som grevinden i P. A. C. de Beaumarchais' Figaros Bryllup eller den brave købmandskones jævnere miljø i A. W. Ifflands Myndlingerne. Ligesom hun i privatlivet var den omsorgsfulde mor for sine sytten børn, hvoraf de tolv på én gang var i live, og for husets venner, således blev hun også repertoirets mor, ikke den komiske, thi lune ejede hun ikke, men den værdige, næsten ophøjede; Jutta i Niels Ebbesen, 1797 var et idealbillede af nationalheltens stærke, trofaste hustru og derfor en stor sejr for hendes kunst. Ewalds Nanna endte som Oehlenschlägerskue-spiller idet hun i sit 60. år levendegjorde to forskellige, men for hendes udvikling karakteristiske figurer: dronning Bera i Hagbarth og Signe og moder Ludlam i Ludlams Hule, 1816. Hun viste her typisk at hun i sit spil reflekterede over enkelthederne; Bera fik et fantasifuldt, oldnordisk præg, majestætisk i holdning og tale, og moder Ludlam blev et hemmelighedsfuldt væsen hvis mystiske ånd ikke alene vakte uhygge, men også indgød tillid. Skuespilleren fra 1700-tallet beherskede 1800-tallets romantiske poesi. 3.11.1823 fejrede R. under stor hyldest 50-års dagen for sin debut; hun spillede den aften Niels Ebbesens hustru, og ved stykkets opførelse 18.12.s.å. optrådte hun sidste gang. Hendes otium varede i 30 år. Som en slægtens ældste blev hun den sidste af dem der havde virket med de kunstnere, som 1748 grundlagde skuepladsen for Ludvig Holbergs øjne, og hundrede år senere samlede hun som bedstemor til brødrene Johan, Michael og Wilhelm Wiehe teatrets talentfulde ungdom på Fredensborg slot, hvor Frederik VI havde givet hende fribolig. Blind blev hun, men var i øvrigt åndsfrisk til det sidste og blandt dem der gerne' lyttede til hendes erindringer om Ewald, Struensee, dronning Juliane Marie og andre for længst henfarne personligheder var hendes bedste elev Anna Nielsen som kaldte hende "sin moderlige Veninde".

Familie

Forældre: vægter Herman Olsen og Gundel Marie Abelgreen. Gift 11.2.1778 i Kbh. (Nic.) med kgl. skuespiller Michael R., født 20.2.1756 på Rosvoldtrangen, Leksviken i Norge, død 12.10.1818 i Kbh. (Trin.), s. af kapellan i Rødø, senere sognepræst i Hammerfest Michel Tørrisen R. (1727–79) og ugift Anne Nielsdatter Munch (ca. 1727–72). – Mor til Emilie R.

Annonce

Ikonografi

Relief af F. L. Zuschlag, 1782. Stik af Marie-Jeanne Clemens, 1785 (pladen i Teatermus.), efter dette litografi 1853 og træsnit 1874. Pastel af Jens Juel ca. 1785. Relief af B. Thorvaldsen,-1793 (Thorvaldsens mus.; Teatermus.), tegn. af samme. Stik af A. Flint, 1796, efter forlæg af Thorvaldsen. Mal. af C. W. Eckersberg ca. 1809 (St. mus.), mal. af samme (Teatermus.; Fr.borg). Mal. af C. W. Wiehe ca. 1820 (Fr.borg). Mal. af J. L. Lund ca. 1830 (Det kgl. teater), tegn. af samme (Teatermus.). Mal. af E. Pauelsen (sst.). Fremstillet på mal. af V. Neiiendam 1910–12.

Bibliografi

P. Rosenstand-Goiske: Kritiske efterretn. om den kgl. da. skueplads, udg. Chr. Molbech, 1839 80–82. Th. Overskou: Den danske skueplads III–IV, 1860–62. [Nic. Bøgh] i Hist. archiv, 1869 I 140–203. K. L. Rahbeks ungdomskærlighed, 1911 (fot.optr. 1968) = Memoirer og breve XV (heri brevveksl, med Rahbek). Breve fra da. skuespillere og skuespillerinder, udg. Rob. Neiiendam I–II, 1911–12. Adam Oehlenschläger: Ungdomserindr., udg. L. Bobé, 1915 (ny udg. 1963).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Robert Neiiendam: Johanne Rosing i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296601