Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johanne Luise Heiberg

Oprindelige forfattere EAsc og RNeii

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Johanne Luise Heiberg, 22.11.1812-21.12.1890, skuespiller, forfatter. Johanne Luise Heiberg kom til verden i en sidebygning til Lille Ravnsborg ved Assistens kirkegård hvor forældrene holdt værtshus og dansebod. Faderen var en katolik fra Rhinlandene, moderen en jødinde fra omegnen af Frankfürt. Begge var de som en art flygtninge på romantisk vis havnet i København hvor de i deres ægteskab fik ni børn og efter bombardementet 1807, som ruinerede dem, længe kæmpede med små kår. Han var en lyrisk fantast der gerne overlod sin djærve og energiske kone at holde hjemmet oppe. Hun startede beværtninger rundt omkring i byen, averterede tyske retter og holdt middagsabonnement, blandt andet for 2. jyske regiment. Da dette 1816 fik garnison i Ålborg flyttede familien med, og her fik den næstyngste datter som kaldtes Hanne sin første danseundervisning af stabsoboist J. F. Zangenberg. Han anbefalede hende til solodanser Carl Dahlén, og da familien 1820 atter var flyttet til hovedstaden bragtes hun, otte år gammel, til Det kongelige teaters balletskole som dengang havde til huse på Hofteatret (nu Teatermuseet). Hun blev fulgt derhen af en datter af Michel Levin, "Jøden under Træet" på Dyrehavsbakken, hvor madam Pätges om sommeren havde telt, og hvor den lille Hanne fik sine første indtryk af primitiv kunst og måske ligefrem optrådte for gæsterne med den æggedans hun sammen med sin yngre søster udførte på billardbordet medens forældrene havde beværtning i Brogade.

På danseskolen gjorde Hanne gode fremskridt. Solodanserne Peter Larcher og Poul Funck indstuderede små soli med hende, og hun fik barneroller i skuespillene, fx Giovanni i Corregio (14.5.1823) hvorved teatrets instruktører lagde mærke til hendes ynde og følsomhed. På dette tidspunkt fattede en tretten år ældre mand, assistent ved det kgl. klædeoplag, J.G. Harboe (1799–1829) interesse for hende. Han havde kulturelle interesser, bragte hende bøger, læste med hende, hjalp hende økonomisk og udviklede hendes kundskaber. Hun gengældte ikke hans følelser, men han fik umådelig betydning for hende. Han viste en vej ud af det fattige og på mange måder rå miljø hun levede i.

Hendes store chance kom da hun den 12.2.1826 medvirkede ved skuespiller J.P. Frydendahls aftenunderholdning på Hofteatret. Sammen med den 40-årige C.N. Rosenkilde spillede hun Poul Martin Møllers drilske dialog Hans og Trine, en konversation på vers mellem to skolebørn i Kongens have. Johan Ludvig Heiberg var til stede for at høre en prolog han havde skrevet; han opdagede straks talentets trolddom og lod sig forestille for det mærkelige barn. Inden sæsonen var til ende havde hun spillet den første rolle han skrev for hende, Trine i Aprilsnarrene (22.4.1826) hvor Heiberg udnyttede den vibrerende dobbelthed i sindet der for altid blev et kendetegn for hendes kunst, og her blev kædet sammen med en pubertetsromantik. Hun og vaudevillen gjorde så stor lykke at hun forlod danseskolen og ansattes som "dramatisk elev" med 100 rdl. i årlig gage, men det fik betydning for hendes kunst at hun var begyndt ved balletten. Her havde hun lært sansen for det plastisk smukke.

Annonce

Heibergs nye kendskab til hendes miljø inspirerede ham til Recensenten og Dyret, 1826, der foregår på Dyrehavsbakken, og hvor Det kgl. teater lejede teltet som hendes mor benyttede i kildetiden. Johanne Luise Heiberg spillede senere opvartningspigen Rose, og i de vaudeviller som fulgte var der altid en rolle som passede til hendes alder og udvikling (Christine i Et Eventyr i Rosenborg Have, Caroline i De Uadskillelige). Jomfru Pätges havde succes og ikke kun som vaudevillepige. 16 år gammel spillede hun Julie i Romeo og Julie. Hun spillede rollen på intuition, men havde selvfølgelig større forståelse af følelserne da hun gentog den i 1847 og aftvang Søren Kierkegaard både beundring og afhandlingen Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv. Også privat var hun genstand for så stor opmærksomhed at det kunne have været farligt for hendes sjælero. Hendes erotiske udstråling virkede ikke kun på scenen. Heibergs interesse for hendes talent forvandledes snart til kærlighed. Hvad Ridder Ebbesen i Elverhøj siger til Agnete som hun spillede var en indirekte kærlighedserklæring, og kort efter opførelsen af det nationale festspil (6.11.1828) friede han til hende, men fik nej.

Hendes støtte i disse forvirrende ungdomsår var teaterdirektøren Jonas Collin der blev hendes faderlige ven gennem livet. Han sørgede for at hun fik kongelig ansættelse (juli 1829) hvilket stillede hende økonomisk bedre, og han udvirkede ligeledes at hun kom bort fra de knugende forhold i hjemmet. En tid boede hun hos kunstnerparret Wexschall, hvor fruen var den senere berømte skuespiller Anna Nielsen, og da dette muntre hjem et års tid senere opløstes magede Heibergs mor, fru Gyllembourg, det sådan at Hanne tog ophold i hendes dannede og kultiverede hjem. Harboe havde – pint af sin ulykkelige kærlighed og mistænkt for underslæb – begået selvmord, og da Hannes kortvarige forlovelse med en ung skuespiller, Christopher Hvid, var hævet gled hun mere og mere hen imod den 21 år ældre Heiberg hvis autoritet hun trængte til, og hvis ridderlighed tiltalte hende.

I 1831 blev de gift og indrettede sammen med fru Gyllembourg deres hjem i Brogade nr. 3, kun få skridt fra det sted hvor Johanne Luise Heiberg havde levet en tid af sin triste barndom. Heibergs landsforviste far, P. A. Heiberg, misbilligede forbindelsen, men fru Gyllembourg beroligede ham: "For det overordentlige gælder ingen Regler." Det Heibergske hus der senere i nitten år (til 1863) var beliggende i havebygningen til Søkvæsthuset på Christianshavn blev det toneangivende mønsterhjem i en biedermeiertid hvor hjemmets kultur stod højt. Johanne Luise Heiberg var vidunderlig perfektibel som værtinde, og et genskin af den værdighed og elegance hun udstrålede på scenen tog hun med i privatlivet hvor den dannede verden lukkede sine døre op for den smukke og begavede skuespiller der besad en medfødt takt. Johanne Luise Heiberg havde altid søgt mennesker der stod over hende i dannelse og udvikling, og det fik betydning for hendes kunst. Heibergs stilidealer blev hendes, præcist fanget af Meïr Goldschmidt der i 1857 skrev: "Det, der betegner Fru Heibergs Kunstnerliv, det Princip, som hun repræsenterer i vor dramatiske Kunst, er Sandsen og Bestræbelsen for at udvikle Personligheden overensstemmende med Skjønhedens Fordringer, at tilvejebringe en ædel Harmoni, at idealisere Naturen." Selv den dannede konversationstone fra det Heibergske hjem bragte hun på scenen i den række Scribeskuespil som var teatrets store succes i disse år, og hvor Johanne Luise Heiberg var en mester i at lade ordene løbe hastigt over læberne uden at tabe nuancerne, klarheden og viddet.

Johanne Luise Heiberg var måske ikke klassisk smuk, dertil havde hendes ansigt for store træk. Men de blågrå øjne ejede en dragende magt, og de glimrede ved deres sorte indfatning som i forbindelse med øjenbrynenes mørke pile gav tindingpartiet et eget varmt præg. Dette ses smukkest på Elisabeth Jerichau-Baumanns maleri som var det Heiberg holdt mest af, mens Wilhelm Marstrands senere portræt viser eftertiden den tænksomme frue. Race og nerve prægede hendes væsen i forbindelse med spillende fantasi, en sjælens mystik der snart fik udtryk i vemod og snart i et besnærende koketteri hvormed hun ikke alene sejrede på scenen, men som også i privatlivet gjorde hende til et strålende midtpunkt i en kreds af landets fremragende mænd fra samfundets forskellige grene (Poul Martin Møller, Henrik Hertz, C.E.F. Weyse, H.C. Ørsted, C.G. Andræ, A.F. Tscherning, H. Martensen, J.N. Madvig, C.C. Hall, Th. Suhr o.fl.a.). Begavede kvinder var derimod sjældne gæster i det Heibergske hjem.

Johanne Luise Heiberg blev på scenen inkarnationen af den danske romantisme. De moderne, sammensatte karakterer fandt genklang i hendes sind fordi de var i slægt med hendes egen natur og inspireret af hendes personlighed. Dina, og Gudrun i Kjartan og Gudrun hos Oehlenschläger og Ragnhild i Hertz' Svend Dyrings Hus var som mennesker af hendes eget kød og blod. Stærke dæmoniske lidenskaber og en stærk vilje. H.C. Andersen udnyttede hendes erotiske udstråling som Cecilie i Mulatten, men ingen var i poetisk forstand inderligere knyttet til Johanne Luise Heibergs evner end Henrik Hertz der tabte sit hjerte til hende under sommeropholdet i Hørsholm 1832 hvad hans dagbog og Hirschholmdigtene med al tydelighed vidner om. Hendes romantiske glød dirrede bag Jolanthes ord i Kong Renés Datter og var nerven bag Ninons dristige spil med den unge kavaler i Hertz' kurtisanedrama. Hvor vidtspændende Johanne Luise Heiberg talent var får vi bevis for når vi ser Hertz springe fra de romantiske passioner og benytte hendes lune og sans for det borgerligt nette i poetisk belysning til forskellige ungpigetyper fra voldenes tid som Julie i Flyttedagen, Petrea i Debatten i Politivennen, og først og fremmest Antonie i Sparekassen.

Også for Heiberg var hun livet igennem muse og tolk. "Alle mine Digterværker er jo ikke andet end Kærlighedserklæringer til Dig" sagde han engang. Hendes alfetro inspirerede ham til Alferne hvor hun spillede Marie, og som Sophie i Nei! lod han hende glimre ved evnen til repliknuancering, her af et enkelt ord. Hendes charme spillede han på, da han skrev Juliette i De Danske i Paris til hende og lod hele København falde i svime over fruens nette skikkelse i drengekostume. Det førte til en række bukseroller, hos Oehlenschläger Den lille Skuespiller, hos Fr. Paludan-Müller Fyrste og Page og hos Hertz Den Yngste. Som den mest berømte bør nævnes Viola (Helligtrekongersaften)af Shakespeare i hvis lystspil hun med virtuositet spillede flere unge kvinder på den fine grænse mellem det muntre og det lyriske, men rigtignok i Sille Beyers beskårne og "idealiserede" udgaver. Enkelte mimiske roller mindede om hendes udspring fra balletten: Fenella i Den Stumme i Portici hvortil hun gjorde studier på Døvstummeinstituttet, Nina i Bournonvilles ballet af samme navn og Engelke i Holbergs Barselsstuen. Hendes store Holbergtriumf var dog Den Vægelsindede hvor det lykkedes hende at give komikken en psykologisk resonans. Hos Carsten Hauch var hun Johanna i Søstrene paa Kinnekullen, og hos C. Hostrup den jyske Johanne i Eventyr paa Fodrejsen hvor det dog kneb med dialekten.

Johanne Luise Heiberg personificerede tidens interesse for det dæmoniske som betød et dyk ned i underbevidstheden hvor farlige kræfter huserede, ikke mindst af erotisk og seksuel karakter. Men Johanne Luise Heiberg tindrede også på overfladen som en underdejlig comedienne. Svagest var hun i tragedien, stærkest hvor erotik, åndsoverlegenhed og spillende vid dannede understrømmen i stemmens sølvklang, og højdepunktet i hendes kunst var det glødende samspil med Michael Wiehe som er blevet en myte i dansk teaterhistorie. Heibergs overtagelse af teatrets ledelse som enedirektør i 1849 vanskeliggjorde naturligt nok Johanne Luise Heibergs stilling. Hun havde hidtil været publikums særlige yndling og gennem årene modtaget en usædvanlig hyldest. Begejstrede tilskuere trak hendes vogn hjem efter "Dina", og studenterne bragte hende et fakkeltog da hun fyldte 30. Men beundringen isprængtes nu hadefulde angreb der vel sigtede på Heiberg, men også ramte hende. Hun var ham en loyal og glimrende medarbejder, ikke mindst i sæsonen 1855–56 da oppositionens hovedmand Frederik Høedt med hvem hun havde spillet Ophelia i Hamlet, i forbindelse med Michael Wiehe brød ud og tog engagement hos H.W. Lange der med kongens beskyttelse etablerede en for statsscenen farlig konkurrence på Hofteatret. Der var personlige uoverensstemmelser mellem parterne, men bagved lå også en kunstnerisk kamp hvor folkene på Hofteatret stred for en ny realisme i kunsten.

Johanne Luise Heiberg fulgte sin mand da han som svar på Hofteatersæsonen nedlagde styret på Kongens nytorv idet hun 1858 efter en orlov tog afsked i en klogt formet offentlig takkeskrivelse. Men da Heibergs efterfølgere var fjernet genoptrådte hun (5.10.1859), indtrængende opfordret dertil af kultusminister D.G. Monrad, i en af sine glansroller, Lady Teazle i Bagtalelsens Skole, hilst af publikum med overvældende gensynsglæde. Hendes sidste teaterår formørkedes dog af Heibergs død (1860), og hun udførte kun få nye roller. Blandt de væsentlige er hendes nytolkning af Lady Macbeth som hun gjorde forførende kvindelig, og gav lidenskab, dæmoni og frelsemulighed til sidst.

Men Johanne Luise Heiberg var træt. Hun havde været guldaldertidens store erotiske primadonna. Hver gang hun optrådte fortalte hun nyt om kvindesindet, men som det ofte går netop denne skuespillertype formåede heller ikke hun at gå over i det ældre rollefag. Hendes styrke var en ungpigecharme og dernæst den modne kvindes udstråling. Da alderen blev for nærgående trak hun sig tilbage. En ældre Johanne Luise Heiberg skulle ikke have lov at fordunkle mindet om den strålende Heiberg der havde været en hel tidsalders muse. Ingen kendte hendes beslutning da hun optrådte sidste gang 2.6.1864 som Elisabeth i Elverhøj. På denne stilfærdige måde sluttede hendes rige kunstnerliv der havde omfattet ca. 275 roller.

Fra 1867–1874 virkede Johanne Luise Heiberg som sceneinstruktør, men hun rejste til Italien da den gamle teaterbygning stod for fald. Hun så med en vis skepsis på fremtiden og indsendte 1875 sin afskedsansøgning fra Rom. Hendes indsats i disse sæsoner blev meget forskelligt bedømt. Bournonville forundrede sig over at se den berømte skuespiller "nu som en gammel Kone gaa omkring og kommandere med en Embedsmine og en Stemme, der intet havde tilbage af det Trylleri, som i en tidligere Periode havde henrevet Kunstens Venner. To Ting havde hun imidlertid beholdt fra sine Velmagtsdage, nemlig sin Protektionslyst og sine udprægede Antipatier". Høedts elever, for eksempel Josephine Eckardt og Betty Hennings, fandt ikke nåde for hendes øjne, medens Emil Poulsen, hvis første skridt hun ledede, beundrede hende. Hun gik ikke af vejen for at ændre stykkerne i etisk retning, og hendes ideal var stadig at skabe en harmoni på scenen som kunne forplante sig til tilskuerne.

Særlige evner som instruktør besad hun næppe, men derimod smag og scenisk erfaring, og det tjener hende til ære at hun indførte Bjørnstjerne Bjørnson med De Nygifte og Maria Stuart i Skotland og Henrik Ibsen med De Unges Forbund og Kongsemnerne. Derved fornyede hun repertoiret og sonede Heibergs afvisning af disse dramatikere. Til tak skrev Ibsen 1871 sit "Rimbrev" som måske er det smukkeste digteriske mindesmærke over hendes kunst. Allerede i 1840'erne skrev Johanne Luise Heiberg anonyme bladartikler. De er myndige og dygtige når hun behandler skuespilkunst, men kan nærme sig det bornerte om andre emner som når hun fx skriver Om Husvæsenet og Pigebørns Opdragelse (i Ugentlige Blade, 1859). Hun havde tillige succes på teatret med sine "duftvaudeviller" En Søndag paa Amager, 1848, Abekatten, 1849 og En Sommeraften, 1853.

Efter Heibergs død sluttede hun et tæt venskabsforhold med ministeren A.F. Krieger, og en tredive år lang brevveksling mellem de to viser os den private Johanne Luise Heiberg med skarpe og begavede meninger. Disse breve fortæller også noget om de indre kampe hun har været igennem. Hendes natur er blevet bestemt som splittet, men sagen er måske snarere den at hendes lidenskaber stødte an mod samfundets konventioner og derfor blev holdt i tømme. Ånden prioriteredes højest i 1800-årenes borgerlige Danmark, og samtidig med at Johanne Luise Heiberg blev den feterede skuespiller og en idealperson uden for scenen betalte hun også en pris. Med sin stærke vilje gennemførte hun kampen for at neddæmpe følelser og lidenskaber, og det noget strenge og dømmende der kunne være i hendes væsen kan ses som et resultat af den position samfundet tvang hende over i.

Som ung lærte Johanne Luise Heiberg uden tvivl meget af fru Gyllembourgs kloge og humane følsomhed og af Heibergs overlegne intelligens og kundskabsfylde, men det krævede ofre af den purunge pige at stemme sit sind efter tonen i det Heibergske hjem hvor ånd var nøgleordet. Lidenskaberne levede hun ud på scenen. En række privatbreve, offentliggjort i løbet af de sidste 50 år, viser os en anden Johanne Luise Heiberg end den feterede skuespiller. Mest gribende er brevene til ægtefællen fra somrene 1854 og 1855 hvor Johanne Luise Heiberg var på baderejse i Tyskland. Her kommer vi tæt på ægteskabet, og brevene viser med al tydelighed hvordan hun med sit varme og stærke sind ikke altid havde det let med den mere kølige Heiberg. Krieger udgav Heibergs samlede værker, og for indtægten byggede Johanne Luise Heiberg sin villa i Rosenvænget hvor hun boede til 1875. Hjulpet af A.G.Ø. Hauch udgav hun 1882 Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg. En Beretning, støttet paa efterladte Breve, et førstehånds kildeskrift som giver et indblik i den skilsmissehistorie som i århundredets begyndelse havde optaget København så stærkt.

Allerede i 1866 havde hun givet en pietetsfuld skildring af fru Gyllembourg i sine samlede skrifter. Men Johanne Luise Heibergs litterære hovedværk blev memoirerne Et Liv, gjenoplevet i Erindringen. Hun var begyndt at nedskrive sine erindringer i de vanskelige teaterår omkring 1855 "for at adsprede mit Sind fra en stille og nagende Smerte", og det var først meningen at memoireværket kun skulle omfatte en skildring af barndom og ungdom. Senere ændrede hun beslutning, ikke mindst på grund af Edvard Brandes' artikler om dansk teater hvori Johanne Luise Heiberg så en påvirkning fra Høedt. Det blev hendes hovedformål ikke alene at forsvare Heiberg, men at rejse ham et æresminde. Til udgiver valgte hun efter Kriegers råd rigsarkivar A.D. Jørgensen der 1891, året efter hendes død, udsendte de to første bind og næste år de to sidste. Intet memoireværk herhjemme har vakt større opsigt og fremkaldt en lignende storm af protester, og det til trods for at en del af stoffet var udeladt og først kom med i variantapparatet til den videnskabelige udgave 1944. A.D. Jørgensen søgte af afparere protesterne, men nægtes kan det ikke at fremstillingen er både subjektiv og farvet. Som kildeskrift må det benyttes med varsomhed, men det forhindrer ikke at værket giver et meget spændende billede af tiden, og mens hendes ydmyge tone og trang til at drapere sig selv irriterer mange, besejres andre af hendes væsens magt som også kommer til udtryk gennem denne bog. Den er stadig i stand til at vække diskussion og har bevaret sin centrale plads i vor memoirelitteratur som et vidnesbyrd om en af århundredets mest fremragende og bedst begavede personligheder. Skrevet på et hovedsprog ville Et Liv gjenoplevet i Erindringen være blevet en international kilde til vor viden om skuespillernes kunst. Hendes iagttagelser af og refleksioner over sin kunst er fremragende.

Efter Heibergs død søgte hun at udfylde savnet af moderglæden ved at påtage sig opdragelsen af tre forældreløse piger som hun modtog gennem en søster til Harboe. Ud fra sit religiøse sind rakte hun på denne måde en forsonende hånd til vennen i den fjerne ungdomstid hvis betydning for hende livet havde lært hende at forstå. Hædret som det største sceniske navn i Norden døde Johanne Luise Heiberg tæt ind under jul 1890 i sit hjem i Gothersgade 160 ved dronning Louises bro. Ved teatrets mindefest den 4.1.1891 sagde Betty Hennings som Fantasus i "Syvsoverdag" en prolog og en epilog af Carl Ploug. På 80-årsdagen for Johanne Luise Heibergs fødsel afsløredes i Det kgl. teaters tilskuerfoyer V. Bissens statue som er en kopi af H. V. Bissens statue der gik til grunde ved Christiansborgs brand 1884.

Familie

Johanne Luise Heiberg blev født i Kbh. (Petri), død sst. (Frue), begravet sst. (Holmens). Forældre: vintapper, traktør Christian Heinrich Pätges (1777–1834) og Henriette Hartwig (også kaldet Hirschborn eller Amsterdam) (ca. 1780–1861). Gift 31.7.1831 i Slangerup med forfatter Johan Ludvig Heiberg, født 14.12.1791 i Kbh. (Nic), død 25.8.1860 på Bonderup ved Ringsted, s. af forfatter P.A. Heiberg (1758–1841) og Thomasine Buntzen (Thomasine Gyllembourg, 1773–1856).

Udnævnelser

F.M.l. 1882.

Ikonografi

Min. af C. Petersen, 1827 (Fr.borg). Mal. af L. Aumont, 1831 (Teatermus.), litograferet af D. Monies. Mal. af A. H. Hunæus, 1833 (sst.). Litografi af E. Bærentzen, 1837, efter dette gentagelse, litografi 1839 og af I. W. Tegner samt tegn. af C. Weiss ca. 1840 (Teatermus.). Tegn. af E. Lehmann, 1840 (sst.), efter denne litografi på atlask til lugtepuder, på chokoladeomslag, cigarkonvolutter samt på gruppebillede af skuespillerinder af Monies. Mal. af E. Bærentzen, 1841 (Thorvaldsens mus.), efter dette træsnit 1842 af A. Flinch efter tegn. af L. A. Smith, kobberstik 1843 og flere litografier; samme type med ændringer litograferet af Bærentzen selv 1841, efter dette stylografier, et formentlig af E. Fortling, 1845. Mal. af Bærentzen (Teatermus.). Afbildet på S. Schacks mal. 1843 af salvingen 1840 (St. mus.). Silhouetter af N. C. Fausing (Kgl. bibl.). Relief af S. S. Winther (Fr.borg). Buste af C. Riebe, 1845 (Teatermus.). Mal. af Monies udst. 1846, efter dette litografi af I. W. Tegner, flere gentagelser 1848 og 1850, litografi af Fortling, af C. Steckmest senest 1850, af W. Jab m.fl., stik 1852, træsnit af H. C. Henneberg, 1853 m.m. Tegn. af A. H. Harttung, 1852 (Teatermus.). Mal. af E. Jerichau Baumann s.å. (sst.). Silhouet af Claudius Rosenhoff, 1853. Mal. af W. Marstrand, 1859 (Fr.borg), malede forarbejder (Århus kunstmus.; St. mus.), litograferet bl.a. som brevpapirsvignet, kopi af F. Henningsen (Det kgl. teater); mal. af Marstrand, 1861. Mal. af Monies, 1860. Flere statuetter af H. V. Bissen, 1860 (glyptoteket; Teatermus.). Buste af samme s.å. (St. mus.; Teatermus.; Fr.borg). kopi af V. Bissen, 1882 (Det kgl. teater). Statue af H. V. Bissen 1860–68 (brændt 1884), afbildet på træsnit 1861 efter tegn. af H. Olrik og på mal. af Edv. Bentzen af Bissen, forarbejder (Nordjyllands kunstmus.; Ribe mus.), kopi af V. Bissen, 1892 (Det kgl. teater). Mal. af F. C. Lund, 1863 (Århus kunstmus.). Flere silhouetter (Fr.borg). Tegn. af F. Richardt, 1865 (Teatermus.). Træsnit af H. P. Hansen, 1867, efter dette litografi 1869 og træsnit 1872. Afbildet på mal. af F. Rüdinger, 1867 og af W. Marstrand, 1870 med Heiberg og fru Gyllembourg. Træsnit af W. Obermann, 1870, efter dette træsnit 1878. Tegn. af samme, bl.a. s.å. (Teatermus.). Tegn. og buste af J. A. Jerichau (sst). Flere træsnit 1882, bl.a. af L. B. Hansen 1883, af H. P. Hansen og 1892 af samme efter tegn. af C. H. F. Schmidt. Relief af C. Møller. Silhouet af E. Ljung, 1886 (Heibergmus., Norge). Tegn. af E. T. Werenskiold. Afbildet på flere tegn. af Carl Thomsen (Kgl. bibl.), af C. Bayer, på flere mal. af V. Neiiendam, på tegn. af G. Ploug Sarp og af Alfred Schmidt (Fr.borg). Talrige billeder af Johanne Luise Heiberg i roller, således stik af C. V. Bruun 1828 og 1829, flere tegn. og mal. af E. Lehmann (Teatermus.), bl.a. 1836, også i litografi bl.a. af A. Kittendorff. Tegn. af Harttung, derefter 12 litografier og træsnit. Tegn. af E. Jerichau Baumann, 1855 (Teatermus.), af F. B. Westphal, tegn. og mal. af Marstrand, træsnit af G. Pauli og H. P. Hansen, tegn. af E. Söderberg og af H. C. Ley. Mal. af O. Bache, 1872, og afbildet på dennes mal. 1894 af Chr. IVs kroningstog (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Kilder. Johanne Luise Heiberg: Et liv genoplevet i erindringen I-IV, 1891–92 (4. rev. udg. ved Aage Friis, 1944; 5. udg. ved Niels Birger Wamberg, 1973–74). (Ang. udgivelsen af 1. udg. se A. D. Jørgensen: Hist. afhandl. IV, 1899 126–34). Johanne Luise Heiberg og A. F. Krieger. En saml. breve 1860–89, udg. Aage Friis og P. Munch I–II, 1914–15. Fra det Heibergske hjem. Johan Ludvig og Johanne Luise Heibergs indbyrdes brevveksl., udg Aage Friis, 1940. Heibergske familiebreve, udg. M. Borup, 1943. Breve fra og til Johanne Luise Heiberg, udg. Just Rahbek I – II 1955.

Lit. M. Goldschmidt i Nord og syd ny r. II, 1857 60–64. H. Hertz i Ugentlige blade, jan. 1859. Erik Bøgh: Dit og dat, 1866. Aug. Bournonville: Mit teaterliv III, 1877 (ny udg. 1979) 19. Arthur Aumont: Johan Ludvig H. og hans slægt på den da. skueplads, 1891. Julie Sødring: Erindringer I–II, 1894–95 (ny udg. 1951). Clara Bergsøe: Johanne Luise Heiberg, 1896. Otto Zinck: J. L. Phister, 1896 186–88. Emil Poulsen i Ord och bild XX, Sth. 1911 85–98. Rob. Neiiendam: Johanne Luise Heiberg En analyse, 1917 (rev. udg. 1960) (anm. af G. Brandes i Saml. skr. 2. udg. I, 1919 448–61 og i samme forf.s Liv og kunst, 1929 150–59). Samme: Rivalinder - Johanne Luise Heiberg. Anna Nielsen, 1955. Magdalene Thoresen: Breve 1855–1901, 1919 (fot. optr. 1971) = Memoirer og breve XXX. Helga Stemann: F. Meldahl og hans venner III, 1929. Fl. Dahl i Hist. medd. om Kbh. 3,r. I, 1934–35 269–321. Just Rahbek: Omkring J.L.H., 1948. Elisabeth Hude: J.L.H. og Peter Simonsen, 1959 = Studier fra sprog- og oldtidsforskn. CCXL. Samme: J.L.H. 1860–90 I–II, 1961. Samme: J.L.H. og J. C. Jacobsen, 1964 = Studier fra sprog- og oldtidsforskn. CCLIV. Samme: J.L.H. som brevskriver, 1964. Erik Aschengreen: Fra Trine Rar til Maria Stuart, 1961 = Studier fra sprog- og oldtidsforskn. CCXLVII. Henning Fenger: The Heibergs, N.Y. 1971. Niels Birger Wamberg: H. C. Andersen og Heiberg, 1971. Jette Lundbo Levy i Teaterarbejde 4, 1979 62–72. Papirer i Rigsark. P.A.H., J.L. og Johan Ludvig H., Thomasine Gyllembourg, 1978 = Rigsark. Foreløbige arkivreg. XX. Breve i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Aschengreen, Robert Neiiendam: Johanne Luise Heiberg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290997