Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johan Wiehe

Oprindelig forfatter RNeii
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Johan Wiehe, Johan Henrik Wiehe, 15.10.1830-22.1.1877, skuespiller, operasanger. Født i Kbh. (Frels.), død på Skt. Hans hospital, begravet sst. Ingen af skuespillerbrødrene Wiehe var akademikere, men W., den yngste af dem, var løjtnant da han 27 år gammel gav efter for den nedarvede længsel mod scenen. Forinden havde han som frivillig deltaget i felttoget 1849-50 hvorunder han avancerede fra korporal til officer, og efter krigens slutning gjorde han militærtjeneste. På teatret begyndte han som sanger idet han 21.5.1858 debuterede som Figaro i Mozarts opera Figaros Bryllup, et uheldigt valg da hans høje sværlemmede skikkelse og stærke, men ikke uddannede baryton hverken passede til Figaros vævre væsen eller tonernes charme; bedre gik det ham som tjeneren Johan i Ungdom og Galskab (1861) der skal være tung og klodset. Ud over operaens bonderoller blev det ikke let for W. at tilkæmpe sig en stilling, dels fordi han altid havde sin rigt begavede bror Michael foran sig – i sæsonen 1863-64 endog også Wilhelm -dels fordi ledelsen ikke forstod at benytte hans sceniske ejendommelighed der var lige så ægte som brødrenes begavelse, men langt mere begrænset. W. var i dagliglivet godmodig, men som kunstner et vildt og voldsomt temperament der på overvældende vis manifesterede sig i hans fremstilling af Jarl Bothwell i Bjørnsons Maria Stuart i Skotland, 1867. Udførelsen rummede voldsomme naturudbrud som ingen på scenen havde formået siden J. C. Ryges dage. Det var kort sagt W.s kunstneriske område, brynjen var hans dragt, ryttersablen hans værge; men i stedet blev han teatrets forsigtige skurk (oberst Stahl i Tordenskjold) eller dets ædle fortaler (Oehlenschlägers Palnatoke), undertiden dets pére noble (kammerherren i De Unges Forbund). I sådanne roller virkede han monotont og deklamerende; først da han skulle være halvbarbaren major Stonihurst i Engelskmænd i Indien eller sigøjner-romantikeren Anders Fesser i Tordenvejr kom der atter individuelt liv over hans personlighed. W.s slesvigske krigstid blev i kunsten til landsknægtens vilde passion. Den beundring og hengivenhed som omgav hans ældre brødre søgte han erstattet med en tillidsfuld selvsikkerhed der omsider udartede til sindssyge. Han optrådte sidste gang 30.5.1875 som Ørnulf i Hærmændene paa Helgeland. 1864 var han blevet kgl. ansat og fra juli 1876 fik han afsked på grund af sin sygdom. – Hans søn, Viggo Hjalmar Wiehe, født 23.12.1874, død 30.11.1956, blev uddannet på Det kgl. teaters elevskole og virkede fra 1898 hovedsagelig ved privatteatrene i Kbh. 1899 brød han igennem på Folketeatret som den pudsige Ludvig Thostrup i Østergade og Vestergade; til sidst tilhørte han Casino.

Familie

Forældre: portrætmaler, havneskriver i Kbh., senere justitsråd Carl Wilhelm W. (1788-1867) og Antoinette Louise Rosing (1791-1874). Gift 18.5.1865 i Kbh. (Cit.) med Fanny Petersen, født 24.5.1845 i Kbh. (Helligg.), død 2.2.1908 på Frbg., d. af overlærer ved Metropolitanskolen, professor Carl Ludvig P. (1813-70) og Thora Elvine Lütthans (1819-72). – Bror til F. W. W., Michael W. og Wilhelm W.

Ikonografi

Træsnit af O. Andersen ca. 1890 og tegn. af C. Bayer (Kgl. bibl.). Foto.

Annonce

Bibliografi

Teatret XIV, 1914-15 79f (brev). – Edv. Brandes: Dansk skuespilkunst, 1880 274-86. Rob. Neiiendam: Det kgl. teaters hist. I, 1921.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Robert Neiiendam: Johan Wiehe i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299336