Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jørn Jeppesen

Oprindelig forfatter KaKrogh

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Jørn Jeppesen, 21.4.1917-19.1.1964, skuespiller. Som 14-årig kom Jørn Jeppesen i typograflære i Thisted hvorfra hans slægt også stammede. Han blev udlært og fortsatte med sit fag i København, bl.a. i Det Berlingske hus. Efter en kort forberedelse hos John Price kom han ind på Det kgl. teaters elevskole 1939. Selv om han fik Poul Reumert, Holger Gabrielsen og Thorkild Roose som lærere blev han ikke motiveret for at arbejde intellektuelt med sin kunst. Metierens finesser gav han ikke meget for, men sin rige naturbegavelse kunne han øse af.

Jørn Jeppesen begyndte i Riddersalen under Sam Besekows ledelse og vakte straks opmærksomhed i Natten til den 16. Januar. Mindre godt gik det i Betty Nansens opsætning af Axel og Valborg hvor hans kunnen og stilfornemmelse ikke slog til over for sortebroder Knud. En tid turnerede han, men slog endeligt igennem på Riddersalen som bartenderen i William Saroyans Livet er jo dejligt, 1943. På Folketeatret spillede han den skinsyge løjtnant i sidste optrin af C.E. Soyas30 Aars Henstand og viste – i Gabrielsens instruktion – nye sider af sit talent. Atter tilbage på Riddersalen fik han Natteherbergets Vasilij Pépel, en af de russiske skikkelser som lå hans temperament så nær. En scenisk sejr vandt han på Alléscenen sammen med Berthe Qvistgaard hvor han lånte sin varme mandfolkelighed til den skikkelige slagter i Lucienne og Slagteren, 1948.

I Meïr Feigenbergs sæsoner på Frederiksberg teater fik han en række opgaver der udfoldede hans talent i Vetsera blomstrer ikke for Enhver, lægen John i Flyvende Sommer og navnlig den vitale landsknægt i Christopher Frys Damen vil nødig brændes. Ellers blev det til så forskellige figurer som rektor Kroll i Rosmersholm, lastbilchaufføren i Den tatoverede Rose til den interessanteste af hans præstationer i denne periode, parvenuen Lopákhin i Kirsebærhaven, 1952.

Annonce

Da Frederiksberg teater lukkede s.å. og Jørn Jeppesen stod uden arbejde, bekendtgjorde han – i protest over teaterkunstens usikre vilkår – at han hellere ville være en ærlig bogtrykker end en ubrugt skuespiller. Bogtrykker fortsatte han da også med at være, men teatret kunne ikke undvære ham. På Det ny teater viste han sine rå, kyniske, intelligente, lunerige sider som gangsterchefen, sortbørskongen Allessandrovici i Retten på vrangen, voksede som Cromwell i Cant og kulminerede som John Proctor i Heksejagt, indtil da hans mest fuldendte figur. Med varme og modig indignation stod han som retfærdighedens repræsentant i en verden af hetz og hykleri. Samspillet med Berthe Quistgaard blev en af de største oplevelser Jørn Jeppesen nåede at give sin samtid. Med sæsonen 1955–56 begyndte hans engagement ved Det kgl. teater og der blev han meget anvendt. Først som James Tyrone i Eugene O'Neills Måne for de mislykkede, ikke netop rollens type, men med dens følelsesregister, og fortsatte med den ældste af Tyrone-sønnerne i Lang dags rejse mod nat. Han var Krogstad i Et dukkehjem, Rufus i Magtens Brød og proprietær Monsen i De unges forbund. Med Jean i Frk. Julie, som han før havde spillet på TV, viste han en helt original opfattelse af en klassisk rolle, en brutal tyran, snart kynisk, snart slavefej med en tynd fernis af tjenerelegance, men med elementær kønsudstråling. Helt modsat udstyrede han smedesvend Madsen i Genboerne der fik alt hvad Jørn Jeppesen rådede over af synftigt håndværker-sprog, olm vrede og gemytlighed. I forlængelse heraf spillede han også Jacob Bådsmand i Sparekassen. Den mest intense præstation fra de senere år blev dog faderen i Seks personer søger en forfatter hvor han gav et fint udtryk for tilbagetrængt lidenskab og den nervekrise manden drives ud i. Han nåede at spille Macbeth men ikke at udfylde rollens krav, til gengæld genså man ham som en charmerende moden oberst Versjinin i Tre søstre som han havde spillet på Riddersalen og i radioen, og som med årene var blevet dybere og følsommere. Trods den eruptive styrke i følelsesudbruddet magtede han ikke så komplicerede figurer som kong Henrik II i Beckett.

Hans sidste rolle blev general Ledinger i Siegfred. Som andre naturtalenter kørte Jørn Jeppesen på sin vældige fysik og sit rige sind og foragtede vel en smule mere forstandsdirigerede kolleger der beherskede fagets teknik uden det store engagement, men som savnede hans kød og blod. Han sparede sig da heller aldrig hverken på scenen eller i livet. Bedst var han, når han ikke skulle fylde hele den kgl. scene, men blot komprimere og koncentrere sin dynamik. Derfor var hans største og blivende indsats i radio- og TV-teatret. Man hørte fra spil til spil, hvordan han i små og store roller voksede i intensitet. Trods sin eksplosive ubændighed der sædvanligvis ikke harmonerer med den følsomme mikrofon blev Jørn Jeppesen dog en af sin generations fineste radiokunstnere. Stemmen udtrykte så meget, fra det bondske, simple, brutale, kyniske til det varme, blide, nænsomme og inderlige. Han gentog sin John Proctor og spillede i øvrigt ca. 122 roller i radioen. En stor del findes på bånd (1954–64). I TV-teatret spillede han bl.a. Den evige ægtemand af Fjódor Dostojevski, Jean i Frk. Julie, Silvestre i Scapins skalkestykker. Som spilleren Sammy i Væddeløbet gjorde han en forsumpet og færdig forretningsmands sidste øjeblikke til et mesterværk og holdt ene mand seerne fast ved skærmen i 70 minutter. En pragtrolle til den rette skuespiller fik Jørn Jeppesen i Kleists Den skårede krukke hvor hans dommer Adam lignede en kronraget Falstaff der ikke lagde dæmper på den groteske aggressivitet og ræbende realisme. Hans sidste opgave på TV var Hosekræmmeren i Blicherspillet. TV-teatrets særlige teknik passede ham, men han havde også gennem sit filmarbejde gjort forstudier – oftest som en utiltalende figur – i ca. 30 film i tidsrummet 1942–63. Jørn Jeppesens tidlige død efterlod et tomrum i dansk teater som stadig er føleligt.

Familie

Jørn Jeppesen blev født på Frederiksberg, døde på Rigshospitalet, København, urne i familiegravsted, Garn. kgd. sst. Forældre: bogtrykker senere direktør for Dyva & Jeppesen A/S Erik Christen Jacob Jeppesen (1890–1964) og Klara Mina Jensen (1896–1924). Gift 1. gang 1942 i København med operasanger Inge Karen Frey Christensen, født 14.12.1911 i København (gift 2. gang 1948 i Ålborg med grosserer Willy Emil Odgaard, født 1913), datter af montør Niels Jørgen Valdemar Frey Christensen (1882–1954) og Edith Rigmor Valborg Gröseth (1888–1940). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 21.8.1946 i Stockholm med Elisa Marguerite Caroline Hesse, født 19.9.1919 i Stockholm, datter af apoteker Thorgil Hesse (1881–1962) og Anna Isabella Magnell (1881–1969).

Ikonografi

Foto (Teatermus., filmmuseet, Det kgl. teaters bibl. og arkiv, radioteatrets arkiv, Kgl. bibl.).

Bibliografi

Marguerite Engberg: En foreløbig oversigt over da. TV-teaters hist, 1975 = Kbh.s univ.s inst. for filmvidensk. V (registrant). – Rob. Neiiendam: Forlystelsernes allé, 1958. Harald Engberg: Dansk teater i halvtredserne, 1958. Samme i Politiken 20.1.1964. Samme: Den unge vredes tid, 1970. Sv. Kragh-Jacobsen i Berl. tid. 20.1.1964. De musiske udsendelser DR 1925–75 II, 1976 177 186 203 224 226f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karen Krogh: Jørn Jeppesen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292128