Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J. F. S. Dorph-Petersen

Oprindelig forfatter RNeii
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

J. F. S. Dorph-Petersen, Jens Frederik Siegfred Dorph-Petersen, 9.4.1845-20.12.1927, skuespiller, teaterdirektør. Født på Barfredshøj ved Tåstrup, død på Frbg. hosp., begravet i Kbh. (Vestre). Da D.-P. 1863 var blevet student fra Borgerdydskolen på Christianshavn gik han i landvæsenslære, men afbrød uddannelsen og meldte sig til debut på Det kgl. teater hvor han 26.4.1867 optrådte første gang som Ruy Gomez i Man kan, hvad man vil. Han havde et smukt ansigt og en rank, sportstrænet skikkelse, men hans stemme egnede sig ikke til elskerroller. Sæsonerne ved nationalscenen var D.-P.s læretid; 1870-98 virkede han som skuespiller, senere også som inspektør og instruktør ved Folketeatret, og han besad således et nøje kendskab til den scene da han efter Severin Abrahams' død 1900 blev direktør. D.-P. var en dygtig forretningsmand der forstod at forny personalet med sådanne yngre talenter som passede til husets traditioner, fx Emil Helsengreen, Sigrid Andersen, Poul Reumert, Ellen Aggerholm. I to af de otte sæsoner han styrede, allierede han sig med fru Betty Nansen, hvorved han i repertoirevalget i nogen grad kom bort fra Folketeatrets miljø som det ellers var hans styrke næsten hver sæson at ramme med et stykke der i udmærket udførelse samlede publikums teaterinteresse, fx G. Wieds Thummelumsen, Conan Doyles Sherlock Holmes, Meyer-Försters skuespil Hans Højhed, Hj. Bergstrøms komedie Lynggaard & Co. og Emma Gads lystspil Den mystiske Arv. D.-P. blev en af de få danske teaterledere der kunne afslutte sin virksomhed som en formuende mand. Det skete 1908 da han forudså at hans scene ville få en konkurrent i Det ny teater på Vesterbro. Han udførte 400 roller i sit lange teaterliv og anså selv A. Rosenkilde og Frederik Madsen for at være sine uopnåelige forbilleder. Han var en dygtig og flittig rutinier med viljestyrke og forstand på skuespilkunst, og når rollen smeltede sammen med hans personlighed, nåede han virkningsfulde resultater. Blandt hans roller kan især fremhæves bondetyper eller sergent Thim i Alt for Damerne og overlærer Mikkelsen i Lynggaard & Co. i hvilken han 14.5.1909 optrådte sidste gang. 1898-1900 var han skuespillerforeningens formand. – Tit. professor 1908.

Familie

Forældre: godsejer Carl Frederik August Petersen (1813-86) og Charlotte Margrethe Dorph (1814-95). Gift 8.11.1872 i Kbh. (Frue) med Rose Cecilie Sødring, født 12.4.1850 i Kbh. (Slotsk.), død 24.4.1927 sst., d. af fabrikant, cand.polyt. Christopher Hansen S. (1822-81) og kgl. skuespiller Julie Weber Rosenkilde (Julie Sødring, 1823-94). – Bror til H. D.-P.

Udnævnelser

R. 1907.

Annonce

Ikonografi

Træsnit 1879 efter foto. Tegn. af Godfred Christensen, 1892. Buste af Georg Jensen, 1894. Silhouet klippet af Else Hasselriis, 1915. Tegn. og mal. af Ebbe Nielsen, 1926. Tegn. af H. J. (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

Erik Skram i III.tid. 24.4.1892. Rob. Neiiendam: Folketeatrets hist. 1857-1908, 1919. Samme i Folketeatret 1845-1945, 1945. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Robert Neiiendam: J. F. S. Dorph-Petersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288906