Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J.D. Preisler

Oprindelig forfatter RNeii
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

J.D. Preisler, Joachim Daniel Preisler, 16.11.1755-2.4.1809, skuespiller, forfatter. Født i Kbh. (Slotsk.), død sst. (Fred. ty.), begravet i Fred. ty. k. I modsætning til de andre skuespillere i 1700-tallet udgik P. fra et fornemt tysktalende hjem der gav ham tidens bedste dannelse. Han var en slags vidunderbarn i den åndfulde kreds omkring digteren F. Klopstock hvori han voksede op; han talte hovedsprogene, kunne synge, spille, danse og deklamere. Tiden var Struensee-periodens letsind med dens charme og dens kynisme. 1772, året for statsministerens fald, blev han student, privat dimitteret, og sjældent så man en smukkere yngling, elegant med fornem holdning og gratiøse bevægelser, skabt til at bære tidens maleriske klæder. Han tog anden eksamen og læste teologi som en modvægt til sine erotiske eventyr, prædikede endog for enkedronningen en Store bededag i slotskirken, men vendte så religionen ryggen og søgte uddannelse i sin svogers, kgl. agent J. L. Zinns store forretning og sprang derfra op i det tyske kancelli, hvor han vandt A. P. Bernstorffs yndest. Den tidligere teolog og handelsmand var på vej til en diplomatisk karriere da han pludselig brød alle broer af og meldte sig ved teatret. Han var blevet betaget af en ung, smuk skuespiller, hans senere hustru, og ville dele hendes skæbne. Familiens advarsler og fortvivlelse nyttede ikke; kort efter brylluppet debuterede han 26.1.1779 som Leander i Det unge Menneske paa Prøve. Begivenheden gav stof til tidens cronique scandaleuse. I selskabet Det skiønnes muntre dyrkere øvede han sig dramatisk.

Hvorvidt P. ejede så meget talent som Edv. Brandes i en afhandling har forlenet ham med er tvivlsomt. Selv skrev han at musikken var hans egentlige kunst. Men han besad den elegante overflade som tiden yndede, og hans belevne væsen, smidige elskværdighed og sikre musikalitet var egenskaber der kunne blænde i rampelyset. Størstedelen af det repertoire han spillede er nu glemt; hos Holberg efterlod han sig ingen spor, hverken som Jean de France eller Erasmus Montanus der blev følsomt spillet, næsten medynkvækkende, og Petronius i Jacob v. Thyboe gjorde han til en fordrukken, ældre student. Hans gennembrud blev den vimse frisør Partout i De forliebte Haandværksfolk der både danser og parierer fransk, og en militær lykkeridder som v. Aberwitz i P. A. HeibergsDe Vonner og De Vanner kendte han fra selskabslivet. Den karakterløse prins Gonzaga i Emilie Galotti var beslægtet med P.s eget væsen; af andre dengang moderne roller kreerede han efter F. Schwarz Loke i Balders Død, og som Tartuffe har han nok i tonen anvendt erfaringer fra den tid han dyrkede kirken. Generelt sagt var P. ikke elsker, men bonvivant og charmeur, datidens moderne skuespiller, beundret af damerne og selv en stor kvindeven. Han kunne have spillet Molières Don Juan, men måtte nøjes med grev Almaviva i P. A. C. Beaumarchais' komedie Barberen i Sevilla. Hvor langt han ville være nået i kunstens verden vil forblive en gåde for 37 år gammel væltede han med ét slag sit livsspil over ende. Baggrunden var hans ulykkelige ægteskab, en ny forelskelse og hans bundløse gæld. De tiggerbreve han sendte teaterchefen, kammerherre H. W. v. Warnstedt, er ubehagelige ved deres uægte tone. Chefen bar over med hans letsind og muliggjorde at han gentagne gange kunne studere Fr. Schröders forestillinger i Hamburg, og da Warnstedt 1788 fik udvirket at tre skuespillere på teatrets regning skulle sendes på en studierejse til Paris blev P. den ledende – dog ikke i økonomisk forstand – og fik ordre til at føre en journal over rejsen. Denne udkom 1789 i to bind og skaffede ham megen ros af samtidens kritikere; værket har den særlige interesse at give skildringer fra Paris umiddelbart før revolutionen; det er løst skrevet, men indeholder fine dramaturgiske iagttagelser i hvilke P. åbenbarer sit kunstideal: Fr. Schröders naturlighed og sande konversation som modsætning til det svulstige komediespil han oplevede i Paris. Interessant er især beretningen om et besøg i Wien hos Mozart. Men P.s uordentlige livsforhold drev ham til det for hans fremtid skæbnesvangre skridt pludselig at forlade Kbh. Han skulle tilmed optræde den dag (16.4.1792) da han flygtede til udlandet med en ung, smuk skuespiller, Marie Christine Jensen, kaldet Fredelund (1769-97) i hvem han var blevet heftigt forelsket. Han havde i en pjece forsvaret hende mod K. L. Rahbeks kritik, men forbindelsen blev kun kortvarig. Hun vendte tilbage fra som hun skrev "glimrende Løfters falske Glans" og blev gift med en traktør Luplau, men P., som havde pantsat en del af teatrets musikalier – han var akkompagnist i kapellet – flakkede seks år om som tysk skuespiller til mindre byer, bl.a. Neu Strelitz hvorfra han 1798 gennem P. A. Heiberg forsøgte at opnå tilgivelse for sine forseelser. Det lykkedes ham at få lov til at vende tilbage og nærmest af medlidenhed blev han, der atter havde giftet sig, ansat som sufflør (1801). De sidste år blev hårde. Da han ikke kunne få sine gamle roller igen forlod han sufflørstillingen og udgav et tysk skuespil Die Invaliden oder der Triumph des 2. Aprils som forherligede slaget på reden, hvori han havde deltaget som frivillig i Studenterkorpset, men ved årsfesten for begivenheden nægtede komiteen ham at være til stede. 1802 udkom begyndelsen af hans selvbiografiske roman i Iffland-stilen Ferdinand Braun, der Gothe, men fortsættelsen udeblev. 1804 optrådte han i Odense hvis teaterblad beklager hans hæshed, og da direktøren, baron Fritz Wedel Jarlsberg, gav nogle stærkt kritiserede forestillinger i Kbh., optrådte P. som forsvarer i en tone der viste hvor langt han var kommet bort fra sin ungdoms dannelse. Han døde i stor fattigdom på Frederiks hospital der synes at være blevet hans fristed, i hvert fald priste han hospitalet både i et digt og i et skuespil.

P. er ikke et af kunstens store navne, men hans liv og besynderlige karriere er fængslende. Han var en lidenskabelig natur med dirrende nerver, men flagrende og løs som stilen i alt hvad han skrev. Hvor rollen smeltede sammen med dette naturel nåede han sit højdepunkt. Han tilførte vor scene de højere klassers konversationstone, han var dens første verdensmand. Men han er eksemplet på en elegantier fra 1700-tallet der ved sin overfladiskhed misbrugte sine evner.

Annonce

Familie

Forældre: hofkobberstikker, professor J. M. P. (1715-94) og Anna Sophia Schuckmann (1720-1800). Gift 1. gang 4.12. 1778 med kgl. skuespiller Marie Cathrine Devegge (Marie Cathrine P.), født 19.12.1761 i Kbh. (?), død 28.5.1797 sst. (Frue), d. af (muligvis) tjener Lars D. og Barbara Wolff. Ægteskabet opløst 1795. Gift 2. gang 24.4.1795 i Neustrelitz (Slotsk.) med skuespiller Frederikke Wilhelmine Caroline Reimann, født ca. 1773 i Tyskland, død 30.10.1821 i Kbh. (Fred. hosp.), d. af hofballetmester Peter Christian R. og Sophia Hedwig Ernestina Amberg. - Bror til J. G. P.

Ikonografi

Silhouet af F. B. Wickede formentlig forestillende P. (Teatermus.). Rolletegn. af C. D. Fritzch fra ca. 1790.

Bibliografi

S. Birket-Smith: Til belysn. af lit. personer og forhold, 1884 185-91 (breve til P. A. Heiberg). Breve fra da. skuespillere og skuespillerinder, udg. Rob. Neiiendam I, 1911 129-63. – P. Rosenstand-Goiske: Kritiske efterretn., udg. Chr. Molbech, 1839 87. Edv. Brandes: Dansk skuespilkunst, 1880 134-67. Will. Behrend i Årbog for musik 1923, 1924 123-26. Torben Krogh: Danske teaterbilleder, 1932 83-88. Fr. Schyberg: Den store teaterrejse, 1943.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Robert Neiiendam: J.D. Preisler i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295933