Jørgen Reenberg

Jørgen Reenberg, Jørgen Holger Reenberg, 8.11.1927, skuespiller. Jørgen Reenberg der var uddannet på Det kgl. teaters elevskole 1946–48 debuterede som Benni i Nattefrost 1947 og har siden været tilknyttet Det kgl. teater hvor han fejrede sit 25-års jubilæum som Vielgeschrey i Den Stundesløse 1972. Han har dog også gæstespillet i provinsen og iscenesat La Traviata 1976 på Den jyske opera.

Efter en lovende debut tildeltes Jørgen Reenberg en af hovedrollerne i Spøgelsessonaten, 1948 hvor han som studenten havde ærlige og smukke udtryk for et ungt, varmt sind. Det blev da også i de følgende år følsomme og lyriske roller Jørgen Reenberg kom til at spille, fx Benjamin i Paaske, 1949 og Julien i Colombe, 1952. Ligeledes blev han en fremragende fortolker af den klassiske elsker gennem sit elegante sceneydre og sin slanke statur. Et forsøg på at spille Hamlet 1953 som sorgfuld og følsom prins lykkedes ikke da han manglede temperament i rolleopbygningen.

Først da Jørgen Reenberg fik overdraget humoristiske karakterroller kom hans personlige sceneegenskaber helt til deres ret. Admiralen i Pinafore, 1955 var en blændende musikalsk-dramatisk præstation, en gennemført komisk karikatur. I de følgende år var det især de ironisk-distancerende roller der vakte opmærksomhed, fx Meyer i Indenfor Murene, 1956 og Leander i Henrik og Pernille, 1957; og Ebbesen i Elverhøj, 1960 var gennemsyret af vittig underfundighed.

Inden for det moderne drama, som Jørgen Reenberg senere kom til at fortolke udløstes nye sider af talentet. Særlingen Aston i Harold Pinters Caretaker (Gæsten), 1962, spilledes med en følelsesmæssig neddæmpet, tragisk tone, og som kardinalen i Lille Alice, 1966 karakteriserede han fint ondskaben under den blide overflade. I Luigi Pirandellos Henrik IV var understregningen af de svage menneskelige aspekter hans force. I nyfortolkningen af Hekseri eller blind Alarm, 1966 var Leander et pletskud og som en ung Vielgeschrey i Den Stundesløse 1967 var figuren perfekt i sin farlige sanselighed. Det noget manierede spil og den udvendige teknik, som kendetegnede Jørgen Reenberg i 1950'erne, frigjorde han sig fra i 1960'erne og er nu en af vore førende moderne skuespillere. Den tidligere gammeldags naturalistiske diktion er med årene afløst af et moderne nervøst rytmespil, og en afstandsskabende effekt giver rollen en ironisk, bittersød undertone.

Jørgen Reenberg har en levende fantasi både når det gælder opfattelsen og udformningen af rollen og maskeringen af de forskellige figurer i sit repertoire. Således var Angelo Lasca i Leonardos sidste Nadver, 1971 af stærk virkning gennem den originale rolleopfattelse. Holberg-rollerne har Jørgen Reenberg med tiden udviklet med fin stilfornemmelse og moderne intentioner, som fx den erotiske Eraste i Den Vægelsindede, 1971 og den farligt-sanselige Rosiflengius i Det lykkelige Skibbrud, 1974. I det moderne repertoire er Jørgen Reenbergs karakteristika en psykologisk fortolkning og en afdæmpet fremstilling; inden for den musik-dramatiske genre, fx Orlofsky i Flagermusen, 1973 og greven i Figaros Bryllup, 1975 er hans tekniske kunnen uangribelig. Et bevidst underspil med islæt af intens nervøsitet har især været karakteristisk i de senere roller, fx Deedley i Gamle Dage, 1972 og ægtemanden i Ved Stranden, 1975. Inden for den moderne absurd-fremmedgjorte stil hvor angst, humor og tragik sammensmeltes i en foruroligende enhed har Jørgen Reenberg ydet en stor indsats. Under orlov fra Det kgl. teater 1980 har han haft stor succes på Caféteatret og Betty Nansen-teatret i et moderne repertoire.

Også blandt hans senere roller har Jørgen Reenberg ydet store præstationer i skuespil af Holberg som Jeronimus i Maskarade, 1985 og titelrollen i Don Ranudo, 1997. Blandt det klassiske repertoire kan desuden nævnes titelrollen i Molières Tartuffe, 1989 (på Betty Nansen teatret) og Argan i Den indbildt syge, 1992. Af Shakespeare-roller har han spillet titelrollen i Kong Lear, 1986 og Shylock i Købmanden i Venedig, 1993. I det mere moderne repertoire har Jørgen Reenberg også ydet store præstationer, bl.a som H.C. Andersen i Per Olov Enquists Fra regnormenes liv, 1981. Endvidere kan nævnes hans rolle som Spooner i Harold Pinters Ingenmandsland, 1988 og Dancer i Rædsel for natten, 1997. Sammen med Ghita Nørby optrådte Jørgen Reenberg i Henri Nathansens Indenfor murene, 2005, hvor han med stor inderlighed spillede den gamle Levin. I sin 60-års-jubilæumsforestilling på Det kgl. teater 2008 spillede han i Strindbergs Påske.

Jørgen Reenberg har medvirket i flere danske film, bl.a. som skovrider Berg i Tine, 1964, greven i Ardéle, 1968, Vuldum i Hærværk 1977 og i Lars von Triers Europa, 1991. Han har endvidere været meget benyttet som radio- og TV-skuespiller.

Jørgen Reenberg har bl.a. modtaget Polly Sanders legat 1958, Poul Reumerts æreslegat 1959, Bodil Ipsens æreslegat 1965, Clara Pontoppidans æreslegat 1969, Teaterpokalen 1972, Olaf Poulsens mindelegat 1975, Det kgl. teaters jubilæumslegat 1975, Ingenio et arti 1998, Adam Oehlenschläger legatet 1999, Årets Reumert 2000 og Ole Haslunds hæderspris 2011.