Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jørgen Peter Frydendahl

Oprindelig forfatter RNeii
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Jørgen Peter Frydendahl, 18.10.1766-20.2.1836, skuespiller. Født i Kbh. (Helligg.), død sst. (Garn.), begravet sst. (Garn.). F.s virkelige far var den senere teaterchef, kammerherre H. W. v Warnstedt. Dette faktum, som samtiden ikke kendte, var af afgørende betydning for F. da han som nittenårig kontorist 1785 blev syngeskolar ved teatret med italieneren M. A. Potenza som lærer. I det skjulte støttede Warnstedt F. og hans mor, der levede i små kår, og gav ham den bedst mulige lejlighed til udvikling. F. forbandt, skrev han, "det fortræffeligste Hjerte og en Adel i Sjælen som mangen Prins maatté ønske sig, med det letteste Sind", men da han var uheldig i sine første opgaver, både i debutrollen (7.12.1786) Belcour i Vestindianeren og senere som Charles i Bagtalelsens Skole fik han øgenavnet "Jammerdal". Et elskeremne var han ikke; hans udvikling foregik langsomt gennem komiske småroller, især hos Holberg, og navnlig var hans kraftige bas ham til stor nytte i de første, vanskelige sæsoner, indtil han fik kunstnerisk fodfæste ved sit spil som pedanten Samuel Smith i Indianerne i England (1792) og degnen Bræger i Indtoget (1793). Men da Warnstedt 1792 var blevet efterfulgt som chef af grev Ferdinand Ahlefeldt, kom det til et brud. F. forlod teatret og blev sekretær hos faderen under dennes ophold hos sin bror Fritz v.Warnstedt i Slesvig by, ved hvis hofteater der var tale om at han skulle være tysk skuespiller. Men da A. W. Hauch havde overtaget Det kgl. teaters ledelse, vendte F. (1795) tilbage og tilhørte siden til sin død nationalscenen hvor han efterhånden blev en af landets ypperste karakterskuespillere. Han var som moden kunstner-genial og omfattende i sin evne, rigt udstyret med indre og ydre sceniske egenskaber, en sjælden blanding af komisk geni og elegance. Hans statelige skikkelse og fremtræden virkede imponerende; det mørkebrune, krøllede hår forskønnede et ansigt med store, intelligente træk og klare, spillende øjne. Hans plastik var præget af sjælelig ligevægt, og i mimikken hvor han erkendte G. Casorti som sin mester var han uhyre nuanceret; han evnede at karakterisere ved pauser i replikken der, når han talte, forgyldtes af hans frodige lune. Udtryk for erotisk varme endsige patos ejede han ikke; derfor lå elskerroller og Oehlenschlägerske helte uden for hans område, skønt han før dr. Ryges fremkomst måtte kreere både Hakon Jarl og Michelangelo. Derimod var han i komiske småroller en stor skuespiller – for Baggesen endog den største i Europa – og i syngespillet skabte han en række naturlige menneskeskildringer ud af opgaver der fra komponistens hånd nærmest var karikaturer.

Langt den overvejende del af hans 485 roller tilhørte et repertoire der nu er glemt, men hans mangesidighed træder skarpt frem gennem dette prøvekort af hans roller: Grøndal i Ungdom og Galskab, Hakon Jarl, Harald Blaatand i Palnatoke, Erik i Erik og Abel, Brause i Sovedrikken, Beaumarchais i Clavigo, Sir Peter Teazle i Bagtalelsens Skole, titelrollen, senere kommandanten i Mozarts Don Juan, grev Almaviva, senere Figaro i Beaumarchais' Figaros Bryllup, Don Bartholo i Mozarts Figaros Bryllup og i Barberen i Sevilla, v. Kalb i Kabale og Kærlighed, Vinther i Eventyr i Rosenborg Have, Pryssing i Recensenten og Dyret, Mathias Knap i Hr. Burchard, Polonius i Hamlet, Marinelli i Emilia Galotti, Mikkel Stolpe i Østergade og Vestergade, Valkendorf i Elverhøj, Buurmann i De Uadskillelige. Inden for dansk litteratur strakte hans roller sig fra Holbergs komedier, hvis militære typer Jacob v.Thyboe og Didrik Menschenschreck først ved, hans spil kom til deres individuelle ret, over P. A. Heibergs og C. E. F. Weyses syngespil og Oehlenschlägers tragedier til J. L. Heibergs, Henrik Hertz' og Th. Overskous borgerlige skuespil og vaudeviller. Han, der den ene aften var en letsindig galning, kunne i den næste forestilling med samme fuldkommenhed spille en gerrig olding, fx Geronte i Skatten hvor alle beundrede ham. Han individualiserede med fantasi, beherskede fuldendt sin stemme som han kunne variere i det uendelige. Elegante kavalerer og slebne verdensmænd vekslede med tåbelig adel eller med joviale borgere. Det fornemme og det indbildske beherskede han i alle afskygninger.

Uden for scenen var F. en fuldblods repræsentant for den ironisk betonede naturlighed, en vittig og overlegen aristokrat, sarkastisk i tonen ikke mindst mod sine overordnede; de lod 1800 ham og han hustru straffe med arrest i Blåtårn. Hans mere borgerlige kollega F. Lindgreen kaldte ham "Greven" fordi F., når han var i sit fornemme hjørne, virkede tilknappet og arrogant. Men bag denne form, hvormed han holdt sig "Krapylet" fra livet, var han åndslivlig og interesseret, altid original i betragtningen af mennesker og forhold. 1816 blev han instruktør, men for denne gerning besad han ingen særlige evner, og som lærer for de unge var han mere det fuldendte mønster, de kunne efterligne, end pædagogen som forstod at fremhjælpe individuelle evner. Syg og nedslået over tabet af en søn optrådte han sidste gang 2.10.1835 som officeren i fjerde akt af Barselstuen, en lille rolle som han allerede udførte 46 år tidligere, og som hørte til de allerypperste skikkelser i hans rige galleri. Han efterlod ikke, som Lindgreen i Phister, en elev der kunne føre hans påvirkning videre, men hørte til de tabte som ikke erstattes.

Annonce

Familie

Forældre: lærredshandler Hans Peter F. (ca. 1705-91) og Kirstine Mortensdatter (ca. 1745-94). Gift 19.8.1797 i Kbh. (Frue) med kgl. operasanger Catharine Elisabeth Berthelsen, f. Møller ( Frydendahl, Catharine), født 30.11.1760, død 30.11.1831 i Kbh. (Garn.), d. af garver og handskemager Hans Jacob M. (ca. 1721-80) og Kirstine Matthiesen (ca. 1727-1801).

Ikonografi

Stik af E. Eckersberg efter tegn. af A. Küchler, 1826. Tegn. af N. J. Bredal (Fr.borg, Teatermus.). Tegn. af C. Winsløv litograferet af N. B. Krossing og af J. Friedlænder. Flere stik i roller af C. V. Bruun 1827-29 og af G. L. Lahde efter Bruun. Tegn. af M. Rørbye (Kgl.bibl.), litografi efter denne, tegn. af samme 1832 (Teatermus.). Mal. af D. Monies, 1838 (Det kgl. teater), efter dette flere stik, bl.a. af H.S., flere litografier, bl.a. af Monies selv og af C. Steckmest, samt flere træsnit.

Bibliografi

Breve fra da. skuespillere og skuespillerinder, udg. Rob. Neiiendam I, 1911 75-93. – [J. C. Ryge:] Critisk sammenligning I, 1832. Th. Overskou i Portefeuillen for 1839 II 34-62. Samme: Af mit liv I, ny udg. 1961. Aug. Bournonville: Mit theaterliv I, 1848 56. Edgar Collin: Holbergske skuespillere i Ludv. Holberg: Samtlige comoedier, ved F. L. Liebenberg III, 1888. Fr. Ahlefeldt-Laurvig: Generalen II, 1928. – Instructeur F.s repertoire, ved Julius Liebe (manus, i Kgl.bibl.). Brevveksl, med H. W. von Warnstedt i Kgl.bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Robert Neiiendam: Jørgen Peter Frydendahl i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289808