Holger Gabrielsen, Holger Bjerring Gabriel Gabrielsen, 27.11.1896-7.5.1955, skuespiller, sceneinstruktør. Holger Gabrielsen ville oprindelig have været teatermaler og kom derfor efter afsluttet realeksamen på Teknisk skole 1912-13. Næste år tilbragte han på P.A. Rosenbergs dramatiske læreanstalt hvor Thorkild Roose opdagede ham. 1915 blev han optaget på Det kgl. teaters elevskole hvor han fik Olaf Poulsen som mesterlærer i Holberg. Allerede 15.10.1916 debuterede Holger Gabrielsen som Søren Torp i Genboerne og blev 1917 ansat som skuespiller. Han havde det held at begynde sit aktive teaterliv i det tomrum der opstod efter Olaf Poulsens afskedssæson samme år. Som hans discipel arvede Holger Gabrielsen snart den lange række af Holbergs Henrikker og placerede sig derved allerede fra begyndelsen i det smalle felt hvori hans originalitet kunne udfolde sig, den klassiske tjener, ræsonnøren, gaminen og den forslagne og barske gavtyv. Hans ydre understøttede ham. Det markante ansigt, det blå tindrende blik, den karakteristiske fremskudte underkæbe, en fysiologisk detalje der farvede hans diktion og gjorde den original og charmerende i så høj grad at generationer af skuespillere efter ham har forsøgt at efterligne hans unike artikulation. Holger Gabrielsen følte at Holberg kunne gribes an på en ny måde og søgte derfor bagom traditionen fra Olaf Poulsen og Ludvig Phister, helt tilbage til commedia del Partes Harlekin og de andre vidtforskellige komiske tjenertyper. Med dynamik i kroppen og de mange overrumplende lazzi fornyede han tjenerfiguren der kom til at stå i pagt med den gamle komedies ånd men tillige gav en vis illusion af samtidighed. Hans bedste Henrikker var i nær familie med svajerne i omegnen af Aabenraa, Kristen Bernikowsgade og Pilestræde hvor Holger Gabrielsen var født. Han kom klaprende på sine træsko eller slentrende med munden fuld af frækheder og fedtemad og brugte en ægte københavnsk kaje med vulgær jargon og brede, flade vokaler. Henrikrollerne kom slag i slag, Hekseri eller Blind Allarm, 1918, Den politiske Kandestøber, 1919, Mester Gert Westphaler, 1920, Den Vægelsindede, s.å., Pierre i Jean de France, 1921, Gottfred i Det lykkelige Skibbrud, s.å., Den honnette Ambition, 1924, Den ellevte Juni, 1926, Oldfux i Den Stundesløse, 1928, Henrik og Pernille, 1933, Chilian i Ulysses von Ithacia, 1934, Troels i Barselstuen, 1936. Fælles for disse rapkæftede tjenerfigurer var at de var klassiske i konturerne men ellers nutidige og fordomsfri.

Holger Gabrielsen havde en kamæleonisk evne til at forvandle sig, i overensstemmelse med den klassiske komedies intrigebygning der i så høj grad opererer med fastslåede forklædningstricks. Med sprudlende festivitas udnyttede han Henriks specielle placering i intrigen for til tider at bryde den sceniske ramme, sparke frejdigt gennem den "fjerde" væg og spille direkte ud til publikum. Inden for dette fag satte han kronen på værket med to internationale roller, Mosca i Stefan Zweigs gendigtning af Ben Jonsons Volpone, 1929 og Truffaldino i Een Tjener to Herrer, 1931 af Goldoni, to komedier, hvori tjeneren dramaturgisk er blevet herre. Mosca, ærkeskurken, der er sammenkogt af verdenslitteraturens Scapiner, Sganareller og Henrikker blev en milepæl i Holger Gabrielsens karriere og en fornyelse i retning af noget animalsk og farligt. Hvad han viste var gadedrengen med en tynd fernis af civilisation hvorunder store dg primitive kræfter boblede i hans amoralske urgrund. Det blev en kunstnerkamp for åbent tæppe mellem ham og Volpone (Poul Reumert). De sejrede begge, men Holger Gabrielsen måske mest, fordi rollen betød en sejr over ham selv ved det forbløffende brillante pianissimo han her for første gang anvendte. Som Truffaldino viste han i hvor høj grad hans gøglersind og barnligt uspolerede spilleglæde lod sig forene med commedia dell'arte-stilen. I samme åndedrag er det værd at nævne hans Sosio i Moliéres Amphitryon, 1922 hvor han var ræsonnøren, den snusfornuftige tjener med trællesind.

Som 30-årig stod Holger Gabrielsen allerede som en fuldtudfoldet virtuos aktør, men med to vidtforskellige rollefag der lå i hver sin ende af skalaen, og det var yderpunkterne han mestrede, den yngste gadedreng og den ældste olding. Undertiden kunne det tage sig ud som der var tale om to forskellige skuespillere af samme navn, Gabrielsen fils og Gabrielsen pére. Sin første bemærkelsesværdige sejr i den sidste kategori vandt han som Mynheer Richard i Goldonis Tilfældet har Ret, 1920 hvor han fremstillede en ældgammel hollandsk pengepuger, en præstation der gjorde ham selvskreven til titelrollen i Moliéres Den Gerrige som han spillede ved den danske komedies 200 års jubilæum 1922. Harpagon blev det store gennembrud for den unge Holger Gabrielsen som karakterskuespiller og blev tillige indgangen til en lang række gammelmandsroller hvori han fremstillede så at sige alle grader af alderdommens forfald. Petermann i Det gamle Hjem, Aslaksen i De Unges Forbund, Teljegin i Onkel Vanja, og som modsætning hertil, en festlig, grotesk Géronte i Scapins Skalkestykker. – Holger Gabrielsens store anvendelighed resulterede i at teatret så at sige skamred ham i en årrække. Han styrtede sig gennem sæsonerne fra rolle til rolle, krydsende mellem de forskellige alderstrin. En spaltethed, undertiden en regulær splittelse, var mærkbar; ofte blandedes rollefagene så man kunne høre modne mænd klynke som svøbelsesbørn. Af disse fejlstyringer eller "lufthuller", blev de to farligste narren i Stormen, 1926 og den unge Rahbek i Sven Langes Til Skjaldens Ihukommelse, 1929. Dog leverede han selv i de kritiske år bemærkelsesværdige præstationer fx den unge patologiske Chr. VII i En Dag på Hirschholm Slot, 1926.

En sand kunstnerisk udvikling kræver sin tid. Der foregik da også i det stille en vækst og en form for "renselse" hvis resultater dog først afdækkedes da de var modne. Præstationen som Cromwell i Kaj Munks Cant, 1931 blev dog mere af billedmæssig art, karakteristisk nok for Holger Gabrielsen der ofte skitserede sine personer på papiret førend han viste dem på scenen. Herefter sejrede han størst når han underspillede, navnlig som gamle Levin i Indenfor Murene. Rollen fik ikke så skarpe konturer som hos forgængeren, Karl Mantzius, ikke et så ubændigt temperament, men en blufærdighed, og dybere inderlighed. Den ømme faderlighed, camoufleret bag barskhed var en konstellation som han beherskede og som bl.a. kom til udtryk i Hr. Pelissier i De store Drenge, 1931 af Géraldy og Nat Miller i O'Neills Du skønne Ungdom, 1934, to bemærkelsesværdige præstationer fra en harmonisk og samtidig inspireret periode af hans teaterliv. En genial nyskabelse var hans Malvolio i Johannes Poulsens opsætning af Hellig tre Kongers Aften, 1933. En barok og pretiøs hofmand med det særeste talesæt, strittende og stankelbenet, men i sidste akt voksende ud til Don Quixotske dimensioner, en forpjusket, men pompøs gammel fantast der løftede figuren op i den sfære hvor det komiske og tragiske mødes.

Af danske klassikere spillede Holger Gabrielsen Johan von Ehrenpreis i sin egen originale parodiiscenesættelse af Kærlighed uden Strømper, 1935, den selvgode middelmådighed Sjælen i En Sjæl efter Døden, både drengen Hans Mortensen og dansemester Tennemann i Aprilsnarrene. Mest huskes han dog for litteraten Ledermann i Recensenten og Dyret, hvor tunghørigheden blev spillet og overspillet ustyrlig grinagtigt. Han lignede en grotesk rejsende med Stanleyhat, havelock og kikkert der havde forvildet sig langt ind i døvhedens ørken. I krigsårene flanerede han på Østergade i H.C. Andersens Ole Lukøje som den hvide mand, og afdøde dagdriver, en ironisk genganger af en levemand fra Søren Kierkegaards og Frederik Høedts lille intellektuelle København.

I den nyere danske dramatik spillede han titelrollen i C.E. Soyas Vogelfeder eller Vejrhanen, 1932 og dommeren i Cirkus Juris, 1935 af Svend Borberg. I den skelsættende opsætning af Nordahl Griegs Nederlaget, 1937 var han iskold, elegant, formelt imødekommende som pengemagtens jernhårde repræsentant, Markis de Ploeuc, direktør for Banque de France. Med Dr. Knock eller Medicinens Triumf fejrede Holger Gabrielsen sit 25års jubilæum 1941. I egen iscenesættelse entrerede han i et nyt rollefag som den modne mand på de 40, mirakeldoktor besat af overbevisning om svindelens højere mission, der lægger den sundeste provins i Frankrig til sengs. Som Knock vandt han både en klassisk og en moderne sejr. Holger Gabrielsen spillede 191 roller, omfattende et galleri af yderst forskellige karakterer fra Zeus i Fluerne til Schultze i Bureauslaven, fra Jago i Othello til Dr. Relling i Vildanden, fra officeren i Et Drømmespil til redaktør Lusck i Soyas Chas, fra Leonard i Maskarade til den lystige lysblonde Kaspar Røghat i Der var engang -. Han medvirkede også i operaer, Leonard i Carl Nielsens Maskarade, Tschöll i operetten Jomfruburet, den offentli: ge mening i Orfeus i Underverdenen hvor han blændende vittigt karikerede Chr. Houmark. Men han blev også anvendt i andre genrer fx som Gigolo i Sibelius-Poul Knudsens pantomimiske drama Scaramouche og som den stumme tjener Vespone i G.B. Pergolesis komiske intermezzo La Serva Padrona. Hans sidste rolle i Kjeld Abells festspil i anledning af H.C. Andersens 150 års fødselsdag var den elskelige månemand som han illuminerede med hele sin kultur og hele sit sceniske format. Sidste gang han stod på Det kgl. teaters scene var i denne rolle 30.4.1955.

Holger Gabrielsen var den typiske karakterskuespiller, forvandlingskunstneren der ustandseligt skifter maske, mæle og bevægelsesmønster. Størst var han når han agerede for fuld udblæsning, spillede komedie, svagest når han forsøgte blot at være. I sæsonen 1938-39 gæstespillede han på Folketeatret som professor Mensch i Kaj Munks Han sidder ved Smeltediglen. Endvidere deltog han i gæstespil med det kgl. ensemble i Stockholm, Helsinki, Oslo, Reykjavik og Berlin hvor han spillede titelrollen i Erasmus Montanus. Han tilhørte nationalscenen hele sit liv og blev opfattet som institutionens compère. Gabriel, som han hed blandt venner, var simpelthen Det kgl. teater. Han ønskede ikke at blive teaterchef, men havde i sin bedste periode det absolut afgørende ord og var rådgiver i de fleste af teatrets dispositioner.

Holger Gabrielsen blev lærer ved elevskolen 1927 og fortsatte til det sidste med at sætte sit uafvaskelige stempel på de næste generationer af skuespillere. Han var elsket og frygtet, krævede meget, men gav desto mere. Han forlangte udenadslæren, færdigheder og fortrolighed med de store klassikere. "Gabriel kom til at stå som prototypen for histrionen for mig" skriver Sam Besekow og bekender at han en overgang lignede Gabriel: "Jeg skred hans skriden, gik hans vuggende gang og talte med stort underbid og brede tungespids s'er". Holger Gabrielsen var en så sammensat karakter at han altid genkendte en stump af sig selv i hver eneste elev. Han kunne vække dem der ville vågne op, men var samtidig tilbøjelig til at overse andre som måske mest trængte til ham. I Holger Gabrielsens øjne var metieren et værdigt arbejde der krævede en virkelig svendeuddannelse for at blive det håndværk det først og fremmest skulle være.

Da Holger Gabrielsen indledte sin instruktørkarriere var glansen fra William Blochs iscenesættelseskunst ved at blegne. Han begyndte med Lysistrate, 1927 og blev fastansat instruktør 1931. Sin kunnen og viden satte han i den første periode ind på at en række klassikerforestilllinger af Holberg, Wessel, Heiberg, Hostrup, Hertz, Drachmann, Shakespeare og Moliére. Men han iscenesatte også - i tæt samarbejde med Egisto Tango – operaer, Barberen i Sevilla, 1935, Bortførelsen fra Seraillet, 1936, syngespillet Ungdom og Galskab, 1941, ja sågar en ballet Den lille Idas Blomster i anledning af 125årsdagen for H.C. Andersens fødsel. De mange klassikere forårsagede at han fejlbedømtes bl. a. af Svend Borberg der kaldte ham "Konservator Gabrielsen". Men det kom til at vise sig at Holger Gabrielsen hverken lod sig tynge af naturalisme, realisme eller historisme. Han lå ikke under for petitessernes tyranni eller lod sig hæmme af teaterhistorisk viden hvoraf han kun brugte det der tjente hans formål og støttede hans fantasi. Holger Gabrielsen blev en forløser af det poetiske, psykologiske antinaturalistiske samtidsdrama. Det var her hans meddigtende evner som moderne iscenesætter foldede sig ud. Derfor fik han en enorm betydning for danske dramatikere, Kjeld Abell, Kaj Munk, Soya og Knud Sønderby stod i stor gæld til ham for dramaturgiske råd og sceniske påfund. Eva aftjener sin Barnepligt, 1936, der blev en stor stilistisk sejr, var et resultat af hans nære samarbejde med Abell. Han fik fortalt historien om borgerlig opdragelse, tvang og forkrøblinger på en poetisk, vittig og graciøs måde. Dekorationerne skiftede for åbent tæppe fra sommer til vinter, personerne ældedes synligt fra minut til minut. En lille engel med vandkande på en sejlende sky stænkede ned på jorden, og så var det regnvejr. Forestillingen blev skelsættende fordi den gik på tværs af – eller indirekte gjorde grin med det hævdvundne "naturalistiske" teater, eller resterne af samme. Anna Sophie Hedvig blev en af Holger Gabrielsens stærkest virkende forestillinger. Den aktuelle situation bidrog hertil. Disse opsætninger fulgtes op af En Kvinde er overflødig af Knud Sønderby der for første gang behandlede den kasserede midaldrende kvindes problemer, Soyas Parasitterne, 1945 og Kaj Munks Niels Ebbesen i anledning af befrielsen. I den lange række af iscenesættelser forekommer ikke ét Ibsen-skuespil, noget der afspejler Holger Gabrielsens angst for at blive fastlåst i en tradition, han ville operere frit med stilarter. Noget han gav bud på i Dr. Knock, i Jean Anouilhs Leocadia i anledning af Bodil Ipsens 40-års jubilæum, i Jean Giraudouxs Den gale fra Chaillot, der samtidig var en æresrunde for Clara Pontoppidan der fejrede 50-års jubilæum i titelrollen. Holger Gabrielsens udgave af Garcia Lorcas Bernardas Hus gennemlyste kvindedramaet, understregede den mørkfarvede tragik med knugende effekt. Hans opsætning af Arthur Millers En Sælgers Død, 1950 som i hjemlandet havde succes som "instruktør-stykke" var en af de finest trufne på en dansk scene, og gengav med enestående musikalitet og menneskelighed tragedien om den udtjente sælger.

Holger Gabrielsen havde i sit åbenbare visuelle talent en særlig gave for at vælge de rigtige scenografer. Han lod Svend Johansen kolorere Bortførelsen fra Seraillet, fik Vilhelm Wanscher til at tegne dekorationsudkast til Barberen i Sevilla, fandt Herluf Jensenius selvskreven til at skabe omgivelserne i Soyas Chas med både kolonihave og Saltholm befolket af tænksomme frugtsommelige køer. Komedien kom derved til at virke som en kulørt tegneserie. Kjeld Abell gav han lov til at trylle med sit eget digterværk Eva aftjener sin Barnepligt.

Holger Gabrielsen iscenesatte enkelte forestillinger uden for Det kgl. teater, Soyas Umbabumba på Det ny teater 1935, og sammes 30 Aars Henstand på Folketeatret 1944, og Jean-Paul Sartres mesterværk Lukkede Døre 1946 på Frederiksberg teater, en forestilling der med sit latente hysteri tog kvælertag på publikum. At opdrage, belære eller revse var ikke Holger Gabrielsens sag, det lod han digterne om. På den anden side benyttede han aldrig dramaet som stof for propaganda, men reversen af medaljen var at han ofte mildnede luften fx både hos Soya og Aristofanes for ikke at forarge sit publikum. Som oplæser gjorde Holger Gabrielsen en betydningsfuld indsats bl.a. med sin "genfortælling" af Peder Paars som i hans fortolkning blev landskendt både fra podiet og gennem radioen. Han tolkede med lige stor begejstring de græske klassikere Homer, Theokrit, Anakreon og Sophokles.

Holger Gabrielsen har instrueret én film for Asa Mani, 1946, men hverken film eller TV blev hans område. Derimod var han en meget anvendt skuespiller i Radioteatret hvor han nåede at spille ca. 138 roller. DR gav ham gennem årene opgaver som han havde ønsket sig, men aldrig fik på scenen. Den første blev gamle Bjørn Olufsen i Elverhøj 1927. Figaro i Beaumarchais' komedie udsendtes i to versioner (1929 og 47). Endvidere Lord Hastings i Hertz's Ninon, narren i Dansen på Koldinghus, balletmester Stork i Barn i Kirke, Sganarel i Moliéres Don Juan. Han gentog en lang række af sine Henrik-roller og Erasmus Montanus tillige med de berømteste præstationer på teatret. Fra halvtredserne er bl. a. bevaret på bånd Blinde Jonas i Midsommerdrømmen i Fattighuset, Jesper Oldfux i Jacob von Thyboe, fortælleren i Noel Cowards Familie Album, Diogenes i Plutus, sjælen i En Sjæl efter Døden, Nat Miller i Du skønne Ungdom, Ledermann i Recensenten og Dyret og endelig kardinal Montmorency i Julio Dantas' Kardinalernes Middag, som også er udkommet på plade (Det kgl. teaters arkivindspilninger HMVLPKBLP17).

Holger Gabrielsen fik 1933 teaterpokalen for sin Malvolio. 1940 blev han studenternes æreskunstner. Fra 1943 var han formand for skuespillerforeningen af 1879. Medl. af bestyrelsen for den holbergske stiftelse Tersløsegård og selskabet for dansk teaterhistorie. Kaldt til medlem af Holberg-klubben i Bergen 1952.

Familie

Holger Gabrielsen blev født i København, (Trin.), døde sammesteds. Urnen er på Vestre kirkegård. Forældre: restauratør Jens Gabrielsen (1856-1943) og Ane Christine Christensen (1861-1901). Ugift.

Ikonografi

Selvportræt tegnet 1919 (Teatermus.). Statuette af Axel Locher, 1922 (sst.). Tegn. af Hans Bendix (Kgl. bibl.) og bl. a. 1928 og 1955. Tegn. af Jensenius udst. bl. a. 1929 og 1931. Tegn. af Viggo Thomsen, 1932, og af Ivan Opffer, 1938 (begge Teatermus.). Buste af Helen Schou, 1939 (sst.). Tegn. af Clara Pontoppidan, 1946, og af Otto Frederiksen, 1952 (begge Teatermus.). Tegn. af Carl Jensen udst. 1948. Tegn. af Gerda Ploug Sarp, af Vald. Møller, af Otto Christensen m. fl. (alle Teatermus.). Litografi efter tegn. af Mirellei. Foto.

Bibliografi

Kilde. Interview i Gads danske magasin XXIX, 1935 89-98. Lit. Fr. Schyberg: Ti års teater, 1939. Samme: Teatret i krig, 1949. Samme: Danske skuespillerportrætter, 1959 37-48. Bogen om Holger Gabrielsen, 1916-41, 1941. Rob. Neiiendam: A/S Kbh.s Hippodrom. Folketeatret 1845-1945, 1945. Teatret på Kongens Nytorv 1748-1948. Af Alf Henriques m. fl., 1948 (m. indledn. af Holger Gabrielsen). Harald Engberg: Teatret 1945-52, 1952. Samme: Dansk teater i halvtredserne, 1958. Clara Pontoppidan: Eet liv – mange liv III-IV, 1954-63 (ny udg. II, 1968). Sv. Kragh-Jacobsen i Berl. tid. 8.5.1955. Harald Engberg i Politiken s.d. Jørgen Budtz-Jorgensen i Dagens Nyheder s.d. Georg Wiinblad i Socialdemokraten s.d. Holger Gabrielsen skrevet af hans venner, red. J. Budtz-Jørgensen m. fl., 1955 (m. Holger Gabrielsens kapitel om egne iscenesættelser samt fortegn, over roller og iscenesættelser). John Price: Min linedans, 1958. Sam Besekow: Skrædderens søn, 1964. De musiske udsendelser DR 1925-75. Radioteater, musik, TV-teater I–III. 1975-78.

AV. Båndark. i DR. Mindeudsendelse 13.6.1955. Kn. Hegermann-Lindencrones private ark m. båndoptagelser af Det kgl. teaters forestillinger 1948-55.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig