Henrik Bentzon

Henrik Bentzon, 5.5.1895-28.9.1971, skuespiller. Født i Bergen, død i Jægersborg, urne på Mariebjerg kgd. i Gentofte. B. der tilbragte sin barndom i Bergen blev 1913 student fra Sorø og tog n.å. filosofikum. Han begyndte et juridisk studium uden at det dog førte til embedseksamen. I stedet udfoldede han sig i Studenterforeningen og blev "indfanget" af Svend Methling da "Genboerne"s 75 års jubilæum som studenterkomedie skulle fejres på Casino, 1919; som Løjtnant von Buddinge skabte B. noget nyt og morsomt og helt originalt der straks åbenbarede hans oplagt komiske talent. Rollen kom han beklageligvis ikke til at spille senere, selv ikke da muligheden efter Poul Reumerts død forelå. 1921 blev han antaget på Det kgl. teaters elevskole, men det var Betty Nansen der havde blik for hans enestående evner og gav ham debut på sit teater som Eilert Løvborg i Hedda Gabler, 12.1.1924. Med enkelte afbrydelser blev han på teatret i Frederiksberg allé til fru Nansens død 1943 og modtog gennem det righoldige repertoire, hendes instruktion og i samspil med hende ikke blot inspirerende udfordringer, men også den disciplinering og respekt for kunsten som hans fandenivoldske temperament og uregerlige humør havde brug for. – Det første gennembrud fandt sted 1925 da han spillede Osvald i Gengangere – af de langtlevende prist som den bedste Osvald der er set. Senere fulgte Hamlet i Kaj Munks bearbejdelse af tragedien, over Niels Lykke i Fru Inger til Østråt, Leicester i Marie Stuart til hans beåndede fremstilling af Johannes i Ordet. Som professor Krater i Kaj Munks I Brændingen viste han i denne tidlige periode sine store dimensioner. Han ville efter datidens syn på idealmanden naturligt være gledet ind i det erotiske fag, benådet som han var med en rank maskulin statur, et markant fysiognomi og et funklende blik, men hans talent havde et andet indhold. Figurerne fik fra begyndelsen karakterstatus, og i karakterfaget blev han sin generations videst spændende. Sit komiske gennembrud fik han på Dagmarteatret 1934 som den aldrende, forhutlede landlæge, Gadarin i Pas paa Malingen der blev forgyldt af hans ustyrlige lune og frodige komik. Præstationen blev gentaget mange gange senere med samme vitalitet, men stærkt overdrevet sidst på Århus teater 1969. Hans anden store periode udfoldede sig på Folketeatret i 1940'erne i samspil med Else Skouboe. Et af højdepunkterne nåedes i Poul Lange og Tora Parsberg, en af hans nobleste præstationer. Men også Sir Peter i Bagtalelsens Skole og særlig Jupiter i Amphitryon 38 blev en uforglemmelig præstation i sin blanding af viril charme og vittig ironisk distancering til en maskulinitet der allerede dengang forekom anakronistisk. Efter Folketeatret og en kort plaget tid som direktør for Frbg. teater kom fra 1956 fire sæsoner på Det kgl. teater. Som Ornifle i Anouilhs beske komedie af samme navn spillede han den professionelle forfører med overlegen elegance og funklende kynisme og forløste helt digterens ydre virtuositet og indre tristesse. Brillansen i hans fremstilling smeltede sammen med en vemodig smerte og en bunden varme der blev et stærkere kendetegn i hans modne roller. Han efterfulgte Poul Reumert som Herodes i En Idealist hvor han nok ejede de ydre betingelser, men savnede andre aspekter; der var mere teater end satanisk lidenskab i denne majestæt. Derimod skabte han som faderen i O'Neills Lang dags rejse mod nat en teaterfrikadelle i spirituøs opløsning, poseur og pjalt på samme tid. Fra årene på Det ny teater, 1959–66, er der grund til at mindes Den forelskede kamphane, Slutspurt og Major Barbara hvor B. som mørkets fyrste, Underschaft gjorde denne satanas og anti-gentleman til en charmør og gentleman på overfladen. I Ungdoms lyse vår var han den korrupte sydstatspolitiker, plattenslager og sam-fundsstøtte, såret fader og fiduspolitiker i en og samme forbavsende person. Som Petruchio i Trold kan tæmmes i nærkamp med Bodil Kjers Katharina var han en grandios italiensk landsknægt, forstørrede grotesk mandhaftighedens begreb med tydelig appel til publikum, men uden den primitive erotiske udstråling der skulle føre den unge røver til sejr. B. formåede endnu da han 1966 vendte tilbage til Det kgl. teater at forme store skikkelser, den snu kardinal i Kong Johan, og Pandarus i Troilus og Cressida, oldingen dømt til den sidste rolle som kikker og intrigemager, en forfærdende blanding af komik og senil liderlighed. Han var congenial med hovedrollen i Meteor som Nobelpristageren Wolfgang Schwitter der sit lange liv med kvinder og sprut til trods ikke kan få lov til at dø. Hans sceniske begavelse og usvækkede fysiske og psykiske vitalitet gjorde ham til en institution i dansk teater på linie med Johannes Poulsen og Poul Reumert. Den særegne norrøne diktion var med til at kolorere og accentuere den eminente og ofte overrumplende replikbehandling. TV-teatret gjorde ikke megen brug af hans talent, dog er hans præstation som professor Krater bevaret fra 1965. Derimod havde han en lang række opgaver i radioteatret hvor hans Gadarin i Pas paa Malingen, og James Tyrone i Lang dags rejse mod nat er bevaret i båndarkivet. B. medvirkede i en række danske film bl.a. De bør forelske Dem, 1935, Giftes – nej Tak, Det begyndte om Bord, Sommerglæder, Tobiasnætter, Støvsugerbanden og sidst Altfor kvinden, 1964. Han gæstespillede på Kungl. Dramatiska Teatern i Stockholm i 1925 og på Théâtre L'Oeuvre i Paris s.å. som Osvald i Gengangere. Ingenio et arti 1938.