Henning Moritzen

Henning Moritzen, Henning Bolvig Moritzen, 3.8.1928-11.8.2012, skuespiller, instruktør. Efter at have taget realeksamen arbejdede Henning Moritzen i varedirektoratet og Østifternes Kreditforening. 1948-50 gennemgik han de københavnske privatteatres elevskole og var derpå 1950-55 knyttet til Folketeatret hvor han allerede i elevtiden havde spillet adskillige mindre roller. Han optrådte desuden lejlighedsvis på Det ny teater – bl.a. som græshoppen i Insektliv og som tandlægen Mr. Valentine i B. Shaws Man kan aldrig vide – og på ABC-teatret som forføreren Mr. Horner i En Kone fra landet samt i revy og kabaret. Hans lette, hurtige moderne replik, indlysende scenecharme og spillet i hans væsen mellem følsomhed og vid åbnede hurtigt store muligheder for ham såvel i det ny som i det ældre repertoire. Det viste sig i de roller han spillede på Folketeatret hvor kostskoleeleven Tom i Te og sympati blev hans egentlige gennembrud som den unge mand af i dag, men hvor han tillige fik lejlighed til at demonstrere sine muligheder i det klassiske rollefag – fx var han en elegant Hammer i Nei, en rolle han senere hen atter spillede på Det kgl. teater.

I de tyve år 1955-75 ved dette teater gennemgik han en udvikling der kun kan sammenlignes med den unge Johannes Poulsens eller den unge Mogens Wieths hvis arvtager han skulle blive – rent bortset fra at Henning Moritzen via film, tv og radio nåede ud til et langt større publikum. Med film som Kispus. 1956, Poeten og Lillemor, 1959 og Forelsket i København, 1960 og ikke mindst med radioserien Karlsens Kvarter 1967-84 - et moderne sidestykke til fortidens Familien Hansen hvor han spillede sammen med sin kone, Lise Ringheim – blev han sin generations mest populære og mest alsidige skuespiller, feteret, næsten forkælet. Alt hvad han rørte ved blev succes. Og denne succes kunne uden tvivl være blevet farlig for ham hvis ikke teatret hele tiden havde kunnet give ham de opgaver han behøvede for at komme videre.

På Det kgl. teater gled han i de første år smertefrit ind i repertoiret. Livfuldt, brillant, indtagende og vittigt, om end uden større lidenskab spillede han de unge mænd i tidens og fortidens drama: Herløv i Eventyr på Fodrejsen, Klint i Genboerne, Flemming i Elverhøj, Mercur i Amfitryon 38. Men allerede ved indgangen til 60'erne lagde han dette i det lange løb ret uinteressante rollefag bag sig. Han skabte en række figurer der ikke bare krævede en skarpere karakteristik, men som også placerede ham som en glimrende og fantasifuld komiker – fx i den holbergske komedie som Henrik i Den Vægelsindede og senere hen i Mascarade samt som Erasmus Montanus og senere hen som Oldfux i Den Stundesløse. Men sit store gennembrud som karakterskuespiller fik han i årene 1961-63 hvor han i hurtig rækkefølge spillede Kragen i Kjeld Abells Skriget, flyveren Yang Sun i B. Brechts Det gode Menneske fra Sezuan, titelrollen i J. Anouilhs Becket, popsangeren Billy Jack i Ernst Bruun Olsens Teenagerlove og titelrollen i A. Strindbergs Gustav III – den sidste med en meget fin balance mellem svaghed og styrke, det dekadente og det dramatisk handlekraftige. Disse roller fra 60'ernes begyndelse betegnede den første store kulmination i Henning Moritzens karriere, aldrig senere overgået. I de følgende ti år udfoldede han sig stadig lige suverænt – ofte ligefrem virtuost løssluppent som fx i operette-figurerne Danilo i Den glade Enke (på Scala) og Eisenstein i Flagermusen. Han gjorde stærk virkning i de roller der bevægede sig på grænsen mellem det vittige og det uhyggelige – som fx den ondskabsfulde Thersites i Troilus og Cressida og som den provokerende Kristus-figur i Den herskende Klasse. Men hans allermorsomste og mest elskede figur blev den snu, svedne Svejk i Brechts Svejk i anden Verdenskrig, spillet med en raffineret folkelighed og en intelligent primitivitet helt ud i masken og i replikken. Henning Moritzens fåtallige tv- og filmroller uddybede især billedet af ham som fremstiller af den svage, usikre modneumodne mand af i dag – fx i Leif Panduros tv-spil Hjemme hos William og i filmatiseringen af Anders Bodelsens roman Tænk på et tal. Men på fjernsynet spillede han også enkelte klassiske og nyklassiske roller- Tartuffe, lægen Astrof i Onkel Vanja, Dr. Knock. – Ikke desto mindre var det som om Henning Moritzen i begyndelsen af 70'erne ikke længere var i stand til at opfylde det krav om forvandling og fornyelse skuespilkunsten uafbrudt præsenterer sine udøvere for – Alceste i Ingmar Bergmans opsætning af Misantropen, 1973 blev det første tydelige symptom på denne kunstneriske krise. Han forsøgte selv at tage konsekvensen af krisen som skuespiller ved at finde nye veje for sit talent. 1972 debuterede han som iscenesætter med F. Durrenmatts parafrase over Dødsdansen Play Strindberg på Bristol teatret og satte i de følgende år en række forestillinger op på Det kgl. teater (Pirandellos Henrik IV, Peter Shaffers Hesteguden, Edward Bonds Havet), i Stockholm (Den Stundesløse, Pygmalion), på Århus teater (Jacob von Thyboe, Rævestreger), på tv (Dage på en Sky) og atter på Bristol teatret (Bodies). Som iscenesætter viste Henning Moritzen en større sans for den professionelle perfektion end for helhedssynet på en forestilling eller en rolle.

1975 forlod han Det kgl. teater sammen med Lise Ringheim. Efter at Henning Moritzen havde iscenesat og spillet revy i Rønne turnerede de i sæsonen 1975-76 i ind- og udland med et teater- og kabaret-program og optrådte 1976-77 i lystspillet Samme Tid næste År (Detny teater, Århus teater). Senere spillede Henning Moritzen bl.a. i Tribunehelten (Alléscenen), Mefisto i Faust (Gladsaxe teater) og Hickey i Ismanden kommer (Det ny teater). Men det lykkedes ham ikke helt at udviske det indtryk af rutine og træthed de fleste af hans roller var kommet til at efterlade. 1980 vendte Henning Moritzen og Lise Ringheim tilbage til Det kgl. teater hvor han i sin første sæson var Macheath i Laser og Pjalter og Ulysses i Ulysses von Ithacia. Af væsentlige forestillinger kan desuden nævnes Lars Noréns Natten er dagens mor, 1986 og Sommer, 1993, ligeledes af Norén samt rollen som Niels Bohr i M. Frayns København på Betty Nansen teatret 1999.

Henning Moritzen medvirkede i en række nyere film, bl.a. Dansen med Regitze, 1989, Festen, 1998, hvor han spiller den centrale rolle som faderen, Her i nærheden, 2000 og Headhunter 2009. Henning Moritzen er blevet tildelt talrige hædersbevisninger, bl.a. Teaterpokalen 1964, Lauritzen-prisen 1994, en Æres-Robert 1999 og Wilhelm Hansen fondens hæderspris 2000.