Harald Madsen

Harald Madsen, Harald Martin Bergmann Madsen, Bivognen, 20.11.1890-13.7.1949, skuespiller. Født i Silkeborg, død i Usserod, begravet i Hørsholm. M. havde som dreng ingen lyst til at komme i skomagerlære og kom i stedet 12 år gammel til cirkus Miehe hvor han blev optaget i familien. Han blev oplært som akrobat og slangemenneske og omkring 1912 blev han 3. mand i klovnenummeret "Brødrene Miehe" sammen med August Miehe og Kristian Rehder. I en årrække turnerede de sammen, men under et engagement hos Cirkus Schumann i Kbh. fik han 1917 en birolle i Mauritz Stillers film Alexander den Store, og 1921 blev han opdaget af instruktøren Lau Lauritzen, kunstnerisk leder af filmselskabet Palladium, der søgte en partner til Carl Schenstrøm for at danne et komikerpar. Valget viste sig genialt. Med sin lille, trinde skikkelse og sit naive, sommetider skalkagtige ansigtsudtryk passede M. fremragende sammen med Schenstrøms lange radmagre skikkelse og smalle, melankolske ansigt. Med de to skikkelser der i Danmark fik navnet Fyrtårnet og Bivognen, oftest forkortet til Fy og Bi, havde Lau Lauritzen skabt filmhistoriens første internationalt kendte filmkomikerpar; senere opstod andre par, fx Gøg og Gokke i USA. Fyrtårnet og Bivognen blev omgående meget populære blandt både voksne og børn og deres ry nåede ud over hele verden. Deres store popularitet kan bl.a. måles af de mange forskellige navne, de fik: i Sverige fx blev de kaldt Fyrtornet och Släpvagnen, i Norge: Telegrafstolpen og Tilhængeren, i England: Long and Short, i Tyskland: Pat und Patachon, i Italien: Pat e Patachon, i Frankrig: Double Patte et Patachon og i Holland: Watt en Halwatt.

Allerede med deres første film Film, Flirt og Forlovelse fra 1921 lå deres kostume og karakter fast. Bivognens kostume var: for korte snævre bukser, en stumprumpet jakke, der var et par numre for lille, det hele understreget af en svajrygget holdning. På hovedet havde han en slags rundpuldet hat der også var flere numre for lille. Som person var han barnlig, lidt bondesnu, sommetider iblandet et gran af ondskabsfuldhed. I modsætning til Fyrtårnet spillede Bivognen altid med et "nøgent" umaskeret ansigt. De to komikeres spillestil og komik var et produkt af de krav, stumfilmen stillede, og det skulle vise sig vanskeligt for dem at tilpasse deres stil til lydfilmens krav. Deres bedste tid ligger derfor fra 1921-30. I denne periode medvirkede de årlig i to-tre film. Især deres film fra begyndelsen af 20'erne havde en barnlig, uimodståelig charme der nåede et højdepunkt i Han, Hun og Hamlet fra 1922. 1926 lod Lau Lauritzen dem én gang træde uden for deres sædvanlige rollefag og gav dem hovedrollerne i en filmatisering af Cervantes Don Quixote. Især M.s dramatiske begrænsning viste sig i denne film. Han havde svært ved at finde udtryk for rollens tragikomiske undertone. Fy og Bi fortsatte hos Palladium nogle år ind i 1930'erne, og der blev optaget en tonefilmsudgave af successen Han, Hun og Hamlet der dog ikke nåede på højde med førsteudgaven. Sidste gang Fy og Bi optrådte sammen var 1940 i Johan Jacobsens film I de gode, gamle Dage. Endnu et par gange, 1934 og 35, medvirkede M. i trioen Brdr. Miehe i sit eget Cirkus Miehe-Madsen. 1939 forsøgte han sig igen med sit eget Cirkus Bergman Madsen hvor han optrådte sammen med filmpartneren Schenstrøm. Senere forsøg (1940-41) måtte han opgive på grund af sygdom der plagede han i hans sidste år.