Gunnar Lauring

Gunnar Lauring, 31.10.1905-21.2.1968, skuespiller. Født på Frbg, død sst., begravet sst. (Søndermark kgd.). L. begyndte på Det kgl. teaters elevskole og debuterede på sin tyve års fødselsdag som Max i A. Strindbergs Erik XIV 31.10.1925. 1929 forlod han nationalscenen og kom til Komediehuset under Svend Methlings ledelse hvor det blev klart at han trods ydre fortrin ikke passede for det Oehlenschlägerske repertoire. Efter en tid på Odense teater kom han til Frederiksberg teater hvor han 1939 spillede David Bliss i Noel Cowards Høfeber og var dermed sporet ind på den bane der åbnede sig mod de charmerende lystspilfigurer. Han havde fundet frem til sin helt personlige ironiske indfaldsvinkel hvor hans lune blomstrede. I En kone fra Landet, 1941 udfoldede han som Mr. Horner en karsk kynisme og en viril uimodståelighed. Af andre klassiske roller fik han Petruchio i Trold kan tæmmes. Men ellers blev han specialist i angelsaksiske lystspil og inkarnationen af britisk humor. Han fordanskede så at sige vort begreb om englændere, hvis elskere og bon vivant'er han varierede med overraskende træk og en stadig mere virtuos lystspilteknik, særlig i samspillet med Else Skouboe i Teater (efter Somerset Maughams roman). I forlængelse af Coward-successerne Min kone spøger. Liggende Gæster, Kære Ruth kom L. frem til sin tredie og afgørende udviklingsfase: karakterskuespilleren. Han blev engageret til Det Ny teater 1944–55, blev den bærende kraft og fik som sådan krævende udfordringer. Han fortsatte med roller, hvori der lå ubevidste karikaturer, pastor Morell i Bernard Shaws Candida lyste af maskulin selvglad indskrænkethed, i Mænd er Mænd (Man and Superman) spillede han en anden af slagsen, John Tanner. Niveauet i Shaws tekster tvang så at sige lystspilcharmøren op i det mere forpligtende karakterfag.

L.s talent for karikaturen fik ham nu og da til at overspille og udlevere fx Hjalmar Ekdal i Vildanden. Men det kontroversielle i hans natur fik man en anelse om da han spillede bokseren i Leck Fischers Livet er skønt, 1947, den gamle nævekæmpers fortvivlelse og desperation over at være slået ud gav L. meget nænsomme og fine udtryk for, måske hans allersmukkeste præstation. Et af hans interessanteste portrætter blev den tyske officer Karl Otto i Kjeld Abells Silkeborg, 1946. Han gav hele sin kolossale fysik til den brølende opkomling og skrot-millionær i Garson Kanins Født igaar, 1947. I halvtredserne spillede han den opløste skuespiller i Clifford Odets Skrå Brædder, 1952, advokat Maillard i Marcel Aymé's Retten paa Vrangen og forføreren Marcellus i Jean Giraudoux's Lucretia, 1954. I Kaj Munks Cant forløstes hele tekstens satanisme med L. i centrum, stor blomstrende og forloren som Henrik VIII. Der var renaissance-fylde over præstationen; der var saft og kraft og Reumertsk retorik og nu og da Johannes Poulsenske mundstillinger. Dette arvegods fra læremestrene benyttede han med vid og teknisk brillans.

Det var ikke mindst en sådan præstation der bragte ham tilbage til Det kgl. teater 1955 hvor han – med en kort eskapade 1957–59 – forblev til sin sidste arbejdsdag. Overgangen til nationalscenen var ikke let for stjerneskuespilleren, men han gled dog ind i ensemblet og manifesterede sig bl.a. som grosserer Werle i Vildanden, forestillingens bedste præstation. Et modstykke til Werle blev den invalide Don Martin i Frøken Rosita og i det moderne repertoire Billy Rice, faderen til Entertaineren, og den gamle nedbrudte Marquis de Sade i Peter Weiss' Marat. I Holbergrepertoiret var L. en charmerende Leonard i Maskarade. Det store livtag tog han med Peer Degn som han helt fornyede og gjorde til en blok af stupiditet der virkelig fyldte scenens mål. Den festlige dommer i Hexeri blev den sidste Holbergrolle han spillede. Shakespeare-opgaver som Don Pedro i Stor ståhej for ingenting og navnlig den blussende Tobias Hikke i Helligtrekongersaften viste hans volumen. Den sidste præstation blev obersten i Komedie i mørke som han fik til at ligne urtypen på den kolerisk konservative englænder. I radioteatret virkede L. allerede fra 1928. Det blev til 210 roller hvoraf mange er bevaret på bånd. – Gennem filmen vandt han et meget stort publikum, fx i Johan Jacobsens lystspilfilm fra 1940ernes begyndelse Ballade i Nyhavn. Under samme instruktør leverede han en af sine intenseste præstationer i samspillet med Bodil Kjer i Otte Akkorder, 1944. Men også som karakterskuespiller kom han til at hævde sig på film, fx som ægteskabssvindleren i John Prices Billet mrk. Populærest blev rækken af sagførerfilm hvor han dannede par med Beatrice Bonnesen, og hvor deres vittigt elegante ping-pongteknik kom til at danne skole. Privat var L. et blændende og festligt menneske med et velbegavet verbalt overskud. Hans popularitet blandt kolleger gav sig udslag i talrige tillidshverv. Gennem 16 år var han medlem af Dansk skuespillerforbunds bestyrelse, en tid som næstformand. Han modtog filmprisen 1958.